“Os” af Elle Kennedy & Sarina Bowen

Titel: “Os” / Forfatter(e): Elle Kennedy & Sarina Bowen / Serie: Him #2 / Sideantal: 286 / Forlag: Flamingo / Udgivet: 17.8.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Hockeyspilleren Ryan Wesley har haft nogle forrygende første fem måneder på isen. Han udlever sin drøm om at spille professionel hockey og komme hjem hver nat til den mand, han elsker – Jamie Canning, der både er hans bedste ven og kæreste. Der er bare et problem: Den allervigtigste person i hans liv bliver han nødt til at holde hemmelig, hvis ikke der skal opstå en mediestorm, der vil overskygge hans succes på isen.

Jamie elsker Wes. Det gør han virkelig. Men det er hårdt hele tiden at skulle skjule deres forhold, og så hjælper det heller ikke, at Wes er så meget væk. Samtidigt er Jamies nye job ikke, som han havde troet, at det ville være. Alligevel ved han, at det nok skal gå det hele, så længe han har Wes. I det mindste er lejlighed 10B deres fristed, hvor de altid kan være sig selv.

Eller kan de? Da Wes’ mest højlydte holdkammerat flytter ind i lejligheden oven over, bliver det sværere og sværere at holde sammen på deres omhyggeligt konstruerede løgn – og på deres forhold. For hvor meget mere skuespil og hvor mange hemmeligheder kan deres kærlighed holde til?

Jeg troede, jeg var helt vild med “Ham” – men det er intet i sammenligning med, hvor vild jeg var med “Os”. Jamie og Wes har jo for alvor fundet sammen, men stort set kun i hemmelighed, hvilket er sådan en god start til historien. Jeg var i hvert fald nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det hele ville gå, helt fra starten af. For et hemmeligt forhold kan umuligt være en god idé – og det er det måske heller ikke helt. I “Os” kommer man virkelig ind bag facaden på både fyrenes forhold, men især også på dem hver især. De udfolder sig begge endnu mere som personer, og jeg følte især, jeg nærmest kom helt ind i hovedet på James. Endda selvom det nok er Wes, der af forskellige årsager har hovedrollen i bogen.

“Os” er på mange måder en ret seriøs og hjerteknusende fortælling. Meget mere end “Ham”, efter min mening, var det, og jeg elskede Kennedy & Bowen for at vælge denne retning til historien. Det gav nemlig noget helt særligt til min læseoplevelse og mit overordende syn på serien. For selvom jeg allerede var vild med “Ham”, så krøb “Os” virkelig bare ind under huden på mig, og jeg er sikker på, denne bog gør, at jeg har svært ved at lægge historien bag mig. Den sætter sig nemlig fast på en helt særlig måde. Men jeg sad så også flere gange under læsningen og bed negle, fordi jeg var bange for, hvordan historien ville udvikle sig. Der var nemlig en del steder, hvor jeg på ingen måde var sikker på, om bogen ville ende lykkeligt. Om den gør det, må du selv læse dig til – men jeg kan sige, at bogen sluttede på det helt rigtige tidspunkt.

På trods af bogens lidt mere seriøse tone, så er der dog heldigvis også plads til masser af grin og spas. Ikke på helt samme plan som i den første, men der var alligevel adskillige gange, hvor jeg ikke kunne holde latteren tilbage. Bogens sprog er nemlig bare så humorfyldt, og jeg elsker hvordan det lyser seriøstiteten lidt op, så det ikke bare bliver en alvorlig og sørgelig bog. Det gav i stedet den helt perfekte kombination mellem sød, sjov og seriøs. Alt i alt kom jeg til at holde så meget af “Os”, og jeg glæder mig allerede helt vildt til at læse mere fra Kennedy & Bowen. For nøj hvor kan de skrive skønne bøger.

“Ham” af Elle Kennedy & Sarina Bowen

Titel: “Ham” / Forfatter(e): Elle Kennedy & Sarina Bowen / Serie: Him #1 / Sideantal: 305 / Forlag: Flamingo / Udgivet: 10.8.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Jamie Canning har aldrig fundet ud af, hvorfor han mistede sin bedste ven for fire år siden. Hans fandenivoldske, flabede roommate droppede ham fra den ene dag til den anden uden en forklaring. Ja okay, tingene udviklede sig lidt mærkeligt mellem dem deres sidste nat på hockey camp – men de havde bare fået alt for meget at drikke og fjollede rundt. Der skete jo ikke rigtig noget.

Ryan Wesleys største fortrydelse er, at han lokkede sin meget heteroseksuelle ven ud i et væddemål, der overtrådte grænserne for deres venskab. Nu, hvor deres hold skal spille imod hinanden i det nationale collegehockeymesterskab, får han endelig en chance for at sige undskyld. Men efter at han har kastet blot et enkelt blik på sit crush, er hans længsel større end nogen sinde.

Jamie har ventet længe på svar, men mødet med Wesley efterlader ham bare med endnu flere spørgsmål. Og da Wesley melder sig til at være træner sammen med Jamie på seks ugers hockeycamp opdager Jamie overraskende ting og sager om sin ven – og en stor ting om sig selv.

Kender du det med, at du har lyst til at læse en bog – men samtidig også vælger at glemme den lidt, fordi du er bange for ikke at kunne lide den? Sådan havde jeg det lidt med “Ham”. Jeg har kendt til bogen, siden før den udkom i USA, og jeg har også set alle de fine ord, den bliver beskrevet med. Men jeg har haft det lidt svært med M/M romances. Altså jeg elsker, at det er blevet en hel genre for sig selv, og der udkommer så mange gode bøger med M/M forhold. Men som ciskønnet hetroseksuel kvinde er M/M romances bare så langt væk fra mit liv, og det har længe afholdt mig fra at kaste mig ud i genren.

Heldigvis er mine øjne løbende gennem de sidste år blevet åbnet op for, at bøgerne sagtens kan være lette at relatere til. Endda også selvom det er langt væk fra min hverdag. Derfor blev jeg så glad, da jeg så, at “Ham” udkom på dansk. Det måtte nemlig være et tegn på, at jeg ikke skulle undgå bogen længere. Således startede jeg den, idet den kom ind ad døren, og jeg fortryder det ikke et sekund. Det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke har læst den før. For selvom der var nogle ting, jeg ikke rigtig kunne relatere til, så var der jo samtidig så meget andet, som gjorde historien meget relaterbar.

“Ham” er jo ganske enkelt en kærlighedsfortælling. En fortælling om hvordan det er, at være (ulykkeligt) forelsket i sin bedste ven. Ydermere er det en fortælling om at finde sig selv, og at turde udforske det ukendte i forsøget. Noget jeg synes bogen gør rigtig godt. Jeg elskede i hvert fald at følge med i Jamies udvikling, omend jeg godt synes, det kunne havde været et endnu større fokuspunkt i fortællingen. Det var nemlig rigtig interessant læsning.

I det hele taget var jeg vild med bogen. Jeg elskede humoren i den, og det var så tydeligt, at Elle Kennedy er en af forfatterne bag. Hun har nemlig sådan en vidunderlig skrivestil, hvor humoren flyder så let – også selvom emnet er både stort, tungt og vigtigt. Det bløder det hele op på sådan en fantastisk måde, og ligeledes gøres det i denne. Faktisk tænkte jeg på intet tidspunkt over, at bogen er skrevet af to personer. Jeg ved ikke, om det er fordi, Kennedy & Sarinas skrivestil minder om hinanden, eller om Kennedy har overtaget sprogligt. Men uanset hvad fungerede det helt perfekt, og det er jo det vigtigste.

Jeg kunne dog godt havde ønsket mig en smule mere handling i bogen. For selvom historien egentlig er rigtig fin, som den er, så synes jeg til tider, der kom et lidt for stort fokus på sex. På den måde hvor jeg endte med at blive lidt træt af det intime i bogen. Simpelthen fordi det blev lidt for meget. Jeg elskede dog måden, akterne blev beskrevet på. De er rimelig eksplicitte, men samtidig også ret lærerige for én, der ikke har den store kendskab til M/M sex. Så altså lidt for mange sexscener, men de var trods alt fin læsning. Jeg ville bare gerne havde set lidt mere forhold og udvikling af kærligheden og ikke bare intimiteten. Det synes jeg nemlig til gengæld ikke, der var helt nok af.

Overordnet er “Ham” virkelig en skøn læseoplevelse, som jeg klart kan anbefale. Især hvis du gerne vil læse en bog, hvor du uden tvivl kommer til at forelske dig i begge hovedpersoner. De er nemlig så søde – både hver for sig og sammen. I det hele taget er det sådan en sød kærlighedshistorie, som ikke kan andet end give dig lykkebobler i maven.

Weekend Reads #37: Uge 33

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Er det allerede fredag igen? Den her uge er godt nok bare fløjet afsted. Den startede dog også ud med, at jeg lå syg fra søndag til og med tirsdag, og nærmest ikke rigtig kunne lave andet end at sove og gense Friends igen og igen. I onsdags havde jeg så fødselsdag, hvor vi brugte hele dagen i Odense Zoo, og i går var der så meget andet, der skulle nås. Derfor har jeg faktisk endnu heller ikke fået læst noget i denne uge. Eller det passer ikke helt, jeg har nemlig lige kort fået hørt lidt lydbog i løbet af morgenen. Men det er så også det.

Jeg håber derfor på, at min læsning kan komme lidt i gang igen i løbet af weekenden. Jeg trænger i hvert fald virkelig til at få min normale læselyst igen. Men mon ikke det sker rimelig hurtigt, så snart jeg går i gang med at læse? Jeg satser i hvert fald på, at få startet på “Os” af Elle Kennedy og Sarina Bowen i løbet af i dag. Den nåede jeg nemlig ikke til, før jeg blev syg, og den har derfor ligget og tigget mig om at blive læst hele ugen. Jeg håber og tror desuden, den er ret hurtigt læst – så derfor er planen efterfølgende, at jeg skal i gang med “På vej mod Sophie” af Line Lybecker. Den landede nemlig i min postkasse tidligere på ugen, og jeg kan nærmest slet ikke vente på at få den læst. Jeg håber nemlig, den kommer til at blæse mig lige så meget bagover, som “Historien om en dreng” gjorde sidste sommer.

Hvad læser du i dag?

Weekend Reads #36: Uge 32

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Glædelig fredag! Weekenden lurer rundt om hjørnet, og det er derfor selvfølgelig endnu engang tid til en omgang ‘Weekend Reads’ på domænet. I morgen er vi inviteret til 20 års fødselsdag, som vi selvfølgelig skal med til. Fødselsdagen starter dog først kl. 15, og så må vi jo se, hvornår Tim er klar til at komme hjem og blive puttet. Vi påtænker derfor at tage til loppemarked på en af vores naboveje i løbet af formiddagen, og så kunne jeg også godt tænke mig at tage til loppemarked i løbet af søndag. Men jeg ved ikke helt, om jeg kan få lokket nogen til at køre.

Det virker dermed umiddelbart til at blive en ret rolig weekend. Noget jeg på ingen måde har tænkt mig at klage over. Jeg har nemlig helt fantastiske læseplaner for weekenden. Så fantastiske at jeg nærmest bare har lyst til at pakke mig ind i en boble, indtil jeg har vendt de sidste sider. Jeg læser nemlig pt. “Ham” af Elle Kennedy & Sarina Bowen, som faktisk udkommer i dag, og jeg er så hooked. Det er ikke den mest originale historie, men den er virkelig god, og jeg er godt underholdt. Jeg håber derfor på at få den læst færdig i dag, hvorefter jeg straks tænker at gå i gang med “Os”, som er efterfølgeren til “Ham”. Desuden håber jeg på, at få lyttet lidt videre i “Kastanjemanden” af Søren Sveistrup, som jeg begyndte på i går. Den er jeg nemlig også totalt hooked på.

Hvad skal du læse? 

Top 5: Bøger i 2017 (so far)

Vi er jo langt over halvvejs igennem året, og jeg synes derfor, vi skal kigge lidt på de fem bøger, som indtil videre har været mine bedste læseoplevelser i år. Jeg har fået læst en masse gode bøger i år, men der er jo alligevel nogle, som står lidt mere ud end andre. Det betyder dog selvfølgelig ikke, at de andre læseoplevelser ikke kan havde været fantastiske – disse fem har bare sat sig lidt mere fast i mit hjerte, end de andre har.

For god ordens skyld skal det lige nævnes, at jeg kun har kigget på bøger, jeg har læst indtil d. 1. juli. Mine favoritter herefter må du altså vente med at se, til jeg fortæller om dem i slutningen af året.

The Little Book of Hygge” af Meik Wiking
Dette var den første bog, jeg læste i 2017, og hvor var det en fantastisk bog at starte året ud med. Jeg var helt opslugt af den fine stemning, som bogen gav, og samtidig var det så interessant at læse om et emne, som falder så naturligt for mig. Wiking rammer fuldstændig plet i sine beskrivelser, og samtidig gøres det på en ret afslappet og hyggelig måde. I det hele taget er “The Little Book of Hygge” virkelig indbegrebet af netop dette.

Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon
“Skrøbelige skønhed” var ikke kærlighed ved første blik – selvom jeg egentlig havde forventet dette. Det er nemlig ikke en bog, man knuselsker fra første side. Men det er en bog, man elsker; man skal bare lige give den tid til at vise, hvad den egentlig kan. Den endte nemlig med at få mig til at elske den, helt uden at jeg nåede at opdage, hvornår i historien det skete. Jeg forudsagde desuden efter min læsning af den, at det er sådan en bog, der ville sidde fast i én længe. Og det havde jeg helt ret i. For selvom det vidst er lidt over et halvt år siden, jeg læste den, så tænker jeg ofte på den.

Provinspis” af Ditte Wiese
Nogle bøger overrasker én fuldkommen og kryber helt ind under huden. Sådan en bog var “Provinspis” virkelig for mig. Jeg havde slet ikke set det komme, at jeg ville blive så vild med den. Men da jeg først startede med at læse, kunne jeg på ingen måde stoppe igen. Og selvom bogen tog en helt anden retning, end den jeg havde forudset og heppet på, så kunne den ikke være gået andre veje. Fortællingen virkede nærmest som om, den har skrevet sig selv, selvom jeg er sikker på, Wieses skønne sprog og udførelse også har haft en del at sige. Det er desuden også sådan en bog, jeg egentlig gav fire stjerner fra start, men allerede kort tid efter blev nødt til også at give den sidste stjerne. Den kunne nemlig ikke nøjes med andet end fuldt hus.

Kamp til stregen” af Elle Kennedy
Denne havde jeg forudset ville være på listen, allerede før jeg overhovedet startede min læsning af bogen. Jeg er nemlig vild med Elle Kennedy og hendes “Off Campus”-serien! Det er en serie fyldt med kærlighed, venskab, humor, sarkasme og lidt tungere emner. I det hele taget er det en god blanding af noget af det bedste, jeg kan ønske mig af en god bog, og “Kamp til stregen” var ingen undtagelse. Jeg kan umuligt vælge mellem bøgerne i serien, men jeg tror nu alligevel, at denne er én af de bedste.

Det ender med os” af Colleen Hoover
Det er altid en fornøjelse at læse Hoover – og denne var endda lidt bedre end sædvanligt. Hvilket altså siger en del, da jeg knuselsker de bøger, jeg indtil videre har læst af hende. “Det ender med os” er nemlig en meget personlig historie, og det skinner tydeligt igennem i bogen. Ikke på en måde hvor det er vildt tydeligt, men på en måde hvor det er nok til, at man bliver mindet om, at virkeligheden nogle gange (desværre) ser således ud. Desuden formår Hoover at beskrive Ryle på en sådan måde, at man ikke kan lade være med at elske ham – også selvom man nok ikke burde.

Hvilke bøger er de bedste, du indtil videre har læst i år?