Kommende udgivelser: September, oktober og november

En ny sæson og en masse nye bøger. September er altid sådan en fantastisk bogfyldt måned hvad angår spændende nyudgivelser, og jeg kan slet ikke vente på, at efterårsbogsæsonen for alvor kommer i gang. Der udkommer nemlig endnu engang så meget interessant, og det har været virkelig svært kun at udvælge ti – derfor har jeg også snydt lidt, så indlægget faktisk indeholder 11 bøger.

Find mit indlæg med de udgivelser, jeg så frem til i juni, juli og august her, og den løbende liste over spændende kommende udgivelser lige her.

Ravnenes hvisken – bog #3” af Malene Sølvsten (Gyldendal – 15/9)
Jeg er godt nok håbløst bagud i “Ravnenes hvisken”. Faktisk så meget at jeg kun har læst den første bog. Ja, jeg ved godt selv, det er alt for dårligt. For efterfølgeren skulle eftersigende også være helt fantastisk. Og netop af denne årsag glæder jeg mig alligevel helt vildt til, at bind tre udkommer lige om lidt.

Mit knap så perfekte liv” af Sophie Kinsella (Flamingo – 25/9)
Jeg har læst en god del af Kinsella, da jeg på et tidspunkt var fuldstændig besat af hendes forfatterskab. Derfor er det så fedt, der kommer endnu en af hendes bøger på dansk. Især fordi jeg heover sommeren har fået mere og mere lyst til at give mig i kast med hendes forfatterskab igen. Ydermere har jeg hørt så meget godt om denne, og især er min lyst til at læse den blevet ret stor, efter Kristine har rost den for mig.

Under stjernerne” af Anna Todd (People’s Press – 26/9)
Jeg blev godt nok mere og mere træt af “After”-serien af Anna Todd for hver bog, jeg læste. Men der er alligevel noget ved hendes skrivestil og historier som gør, at jeg har lyst til at prøve noget andet fra hendes hånd. Og nu denne udkommer på dansk, så bliver jeg altså nødt til det. Især fordi bogens beskrivelse har efterladt mig ret nysgerrig.

Os mod jer” af Fredrik Backman (People’s Press – 5/10)
Denne har jeg glædet mig til siden det sekund, jeg hørte “Bjørneby” færdig sidste år. Faktisk har jeg været så utålmodig, at jeg overvejede at læse den på svensk, men det blev alligevel lidt for besværligt. 😉 Jeg håber bare sådan, den er mindst lige så fantastisk, som den første bog var. Derfor er jeg egentlig også mega bange for at blive skuffet, men det ændre heldigvis ikke på forventningernes glæde til den.

Vi som elskede” af Renée Carlino (People’s Press – 8/10)
Jeg har hørt så mange fantastiske ting om flere af Carlinos bøger, men aldrig nået at få læst noget af hende. Jeg har dog flere gange kigget på originaludgaven af denne, og da jeg så, den kom på dansk, blev jeg nødt til at tjekke den lidt nærmere ud. Hvilket jeg gjorde – og det skulle jeg nok havde ventet lidt med. Bogens beskrivelse indfangede mig nemlig fuldstændig, og jeg længes sådan efter at få lov til at læse den. Jeg er nemlig sikker på, jeg kommer til at elske den.

Hvis det er os” af Adam Silvera & Becky Albertalli (CarlsenPuls – 9/10)
Jeg er vild med både Silvera og Albertalli, så selvfølgelig skal jeg læse deres fælles bog. Det er der slet ingen tvivl om. Desuden håber jeg på, jeg kan læse den lige omkring udgivelsen, for den danske udgave udkommer nemlig samtidig med den amerikanske, og jeg kan derfor være totalt med på hypen fra start. Hvilket altså kunne være ret fedt. Især fordi jeg er overbevist om, at bogen er helt fantastisk. For den kan jo ikke andet, når den er skrevet af de to. Derudover lyder historien ret sød, og jeg kan bare slet ikke vente på at dykke ned i den.

En fredag i december” af Dorthe Studsgarth (People’s Press – 16/10)
Jeg har aldrig læst noget af Studsgarth før, og jeg kender som sådan heller ikke rigtig til hendes forfatterskab. Men denne dukkede en dag op, da jeg browsede rundt på diverse online boghandlere, og titlen gav mig straks så meget julestemning, at jeg måtte tjekke den ud. Det er dog bogens beskrivelse, der for alvor solgte den til mig. Den lyder nemlig ret hyggelig – og samtidig også som om, det er sådan en, der kan komme til at ramme ret hårdt. Den kan dog også komme til at falde helt til jorden, men jeg satser på det modsatte, og glæder mig til at stifte nærmere bekendtskab med den.

Uden håb” & “Altid håb” af Colleen Hoover (Lindhardt & Ringhof – 17/10)
Jeg har endnu ikke fået læst “Hopeless”-serien af Colleen Hoover. Heller ikke selvom serien har stået i min reol et godt stykke tid efterhånden. Men nu kommer den på dansk, og så er der ingen undskyldning for ikke at læse dem. Jeg er nemlig blevet ret vild med de danske udgaver af Hoovers bøger, så nu skal det altså være. Især fordi det er Hoover, så jeg kommer jo uden tvivl til at nyde min læsning af dem.

Godnathistorier for rebelske piger #2” af Francesca Cavallo & Elena Favilli (People’s Press – 19/10)
Rikke overtalte mig jo en dag til at læse det første bind af disse små historier, og det er jeg så taknemmelig for. Det skulle nemlig vise sig, at der var en grund til, bogen endte med at blive ret hypet. Historierne var nemlig så vidunderligt fine, og det var sådan en inspirerende læseoplevelse. Til oktober kommer så bind to med 100 nye fortællinger, og jeg er sikker på, det bliver mindst lige så fantastisk. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at den også skal hjem til samlingen. Især fordi hele bogen i sig selv jo er så gennemført.

Og vejen hjem bliver længere og længere” af Fredrik Backman (People’s Press – 1/11)
Hvis jeg skal indrømme det, så aner jeg faktisk overhovedet ikke, hvad denne handler om. Men det er en lille fin Backman på, og det sælger den sådan set fint nok til mig. Det er ikke en bog, jeg venter længselsfuldt på, men det er en bog, som jeg bestemt ikke vil gå glip af. Og mon ikke jeg kommer til at holde af den?

Hvilken bogudgivelse i efteråret venter du mest længselsfuldt på?

Kommende udgivelser: Juni, juli og august

Det her indlæg skulle egentlig havde været på bloggen for over en måned siden. Nogle gange er der bare ikke helt så meget blogtid, og sådan en periode er jeg inde i pt. Men så udskifter vi bare lige maj med august, og vupti så kan vi komme i gang med at kigge på en masse nye bøger, som jeg glæder mig helt enormt meget til. Så lad os komme i gang.

Find mit indlæg med de udgivelser, jeg så frem til i februar, marts og april her, og den løbende liste over spændende kommende udgivelser lige her.

Præsidenten er forsvundet” af Bill Clinton og James Patterson (Gyldendal – 4/6)
Dette er en thriller, som jeg ville elske at se som film. Men eftersom dette endnu ikke findes, så siger jeg ikke nej tak til at læse bogen i stedet. Det lyder jo som en enormt fed, intens og neglebiddende historie, og jeg kan slet ikke vente med at kaste mig over den. Faktisk har jeg glædet mig så meget til den, at jeg er tyvstartet på lydbogen, selvom jeg har et fysisk eksemplar på vej. Jeg kunne nemlig slet ikke vente længere.

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Alire Sáenz (CarlsenPuls – 7/6)
Denne bog har jeg nærmest ville læse lige siden den udkom for første gang, og jeg har den da også liggende på min Kindle. Af en eller anden grund har jeg bare ikke fået den læst endnu. Endda på trods af jeg flere gange er blevet anbefalet den, og at det jo virker som om, at alle elsker den. Men nu er den udkommet på dansk, og mit eksemplar af den er på vej med posten, så nu skal den altså læses. Og så krydser vi fingre for, jeg også kommer til at elske den.

Kvinden mellem os” af Sarah Pekkanen & Greer Hendricks (Gyldendal – 11/6)
Jeg er mega meget i thriller-humør i øjeblikket! Måske fordi der netop udkommer så mange pt., som lyder virkelig interessante? Og dette er bestemt ikke en undtagelse! Jeg regner ikke med, det bliver en mind-blowing læseoplevelse, men jeg er sikker på, den nok skal kunne underholde mig ret godt. Hvilket helt bestemt også kan noget.

Jeg er faret vild” af Gayle Forman (Gyldendal – 18/6)
Jeg er vild med Formans forfatterskab. Jeg har godt nok endnu ikke fået læst alt, hvad hun har udgivet, men jeg har været vild med det, jeg har nået. Det er derfor slet ikke overraskende, at hendes nyeste udgivelse på dansk også står på min liste. Men samtidig virker det ud fra beskrivelsen også som om, at denne nærmest kan gå hen og være endnu bedre, end hvad jeg hidtil har læst fra hendes hånd. Bagsideteksten lover i hvert fald godt, og jeg er så klar til at lade mig opsluge totalt af historien.

Ham” og “Os” af Elle Kennedy og Sarina Bowen (Flamingo – 10/8 og 17/8)
Disse bøger har jeg også haft øje på, siden de udkom på engelsk. Der har bare været noget ved dem som gjorde, at jeg ikke var helt overbevist om, jeg ville være så vild med dem. Men jeg har Kennedy-abstinenser, så selvfølgelig kaster jeg mig ud i dem. Eller i hvert fald “Ham”, og så må vi se, om jeg har lyst til at læse videre. Men mon ikke? Jeg tror i hvert fald ikke længere, de vil komme til at skuffe mig.

Ja, det er et lidt skrabet udvalg denne gang i forhold til normalt. Men det er også henover sommeren, hvor der ikke plejer at udkomme super mange nye bøger. Til gengæld tænker jeg, at den næste liste nok kommer til at være lidt længere, end den plejer – så det er jo egentlig fint nok.

Hvad glæder du dig mest til udkommer i løbet af de kommende måneder?

Kommende udgivelser: Februar, marts og april

Ja, det her indlæg kommer lidt (læs: meget!) for sent i forhold til februar. Men når der allerede er udkommet tre bøger, som jeg glæder mig til at læse, så må de jo med. Desuden har jeg desværre ikke nået at læse dem endnu, og så gør det jo intet. Vel? Uanset hvad skulle de bare med på listen! Hvis de ikke havde været med, havde det dog måske været noget lettere at skrive indlægget. Der udkommer nemlig vanvittigt mange spændende bøger i de kommende måneder. Så mange at jeg brugte alt for lang tid på at udvælge de ti, som skulle med i dette indlæg. Og alt for mange til at jeg kan nå at læse dem. Men jeg vil gøre et forsøg. Både med de ti – men bestemt også med en del af dem, der ikke nåede med i indlægget.

Find mit indlæg med de udgivelser, jeg så frem til i november, december og januar her, og den løbende liste over spændende kommende udgivelser lige her.

Hot mess” af Lucy Vine (Flamingo – 14/2)
Af en eller anden grund virkede denne slet ikke tiltrækkende for mig, da den begyndte at dukke op rundt omkring. Men så læste jeg bagsideteksten, og jeg var hooked! Den lyder ikke super speciel, men den lyder som om, den er helt perfekt til mit læsehumør i øjeblikket. Ydermere er den vist også mere adult end NA romance, og det vil jeg gerne i gang med at læse mere af, så det er jo også ret fantastisk. Derfor går jeg også meget snart sådan rigtig i gang med at læse den; indtil videre har jeg nemlig kun lyttet til et par sider af den på lydbog. Men det tegner allerede godt.

Vent på mig” af Jennifer L. Armentrout (Lovebooks – 14/2)
Denne har jeg egentlig været lidt iffy omkring. På den ene side lyder den ret god, og den har vist også fået okay anmeldelser, men på den anden side kan jeg ikke helt finde ud af, om jeg egentlig gider at læse noget af Armentrout, da hun er blevet lidt overhypet for mig. Men så læste jeg Irenes anmeldelse af bogen her, og den solgte den fuldstændig til mig. Hun får den i hvert fald til at lyde som en bog, jeg kun kan komme til at elske.

Mere end venner” af Monica Murphy (Flamingo – 26/2)
Denne er endnu en, jeg ikke helt kan finde ud af. Altså jeg glæder mig til at læse den – ingen tvivl om det. Men om jeg vil synes om den, det kan jeg ikke helt finde ud af? Desuden må jeg indrømme, at jeg synes, det er lidt mærkeligt, at man har valgt at udgive nummer to og tre i en serie, men ikke den første. Den første skulle dog ikke have nogen rigtig sammenhæng med dem, men jeg ville nu stadig helst starte med den. Men samtidig gider jeg heller ikke rigtig læse den på engelsk. Bogen i sig selv lyder dog ret letfordøjelig og underholdende, og det er én som jeg er sikker på, jeg vil elske at nye i løbet af enten foråret eller sommeren.

Strengt fortroligt” af Karen Cleveland (Politikens Forlag – 7/3)
Denne stødte jeg allerede på i september, da Politikens Forlag havde den med i deres nyhedskatalog. Og jeg var fuldstændig hooked på den med det samme, jeg læste beskrivelsen. Jeg har derfor også ventet på den med længsel lige siden, og jeg er så glad for, den endelig udkommer. Det var så meget på tide jo. 😉 Den er godt nok noget kortere, end jeg troede, den ville være. Men mon ikke det bare gør, at den flyver forbi endnu hurtigere? Hvilket altså kun er positivt i denne forbindelse. Ydermere tror jeg generelt bare, der er masser af fart over feltet og spænding i bogen, hvilket jeg altid kan bruge.

Sprækker i virkeligheden” af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum (Facet – 9/3)
Denne kendte jeg slet ikke til, før den for kort tid siden dukkede op på Facets Facebookside. Jeg var dog slet ikke i tvivl om, at jeg skal læse den. For det første er den ret kort og dermed virkelig hurtigt læst, men samtidig lyder den også meget interessant. Jeg elsker noveller til børn, der handler om fantasi og/eller gys. Og da novellerne i denne bliver beskrevet som værende på kanten mellem virkelighed og fantasi, så lyder det ret godt. Jeg glæder mig i hvert fald til meget snart at dykke ned i den.

I en mørk, mørk skov” af Ruth Ware (Gyldendal – 9/3)
Jeg har desværre endnu ikke nået at få læst “Kvinden i kahyt nr. 10”, men jeg har hørt, at Ware skulle skrive virkelig godt. Det, kombineret med at bagsideteksten til denne bog gav mig sådan en lyst til straks at læse mere, gør at jeg glæder mig helt vildt til den. Den lyder jo enormt spændende, og som én bog man først lægger fra sig igen, når den sidste side er læst. Hvilket jeg altså altid kan bruge – det er jo sådan et godt boost til læselysten.

Dødens galleri” af Chris Carter (Jentas – 10/3)
Jeg ved aldrig rigtig, hvad jeg skal skrive ved nye udgivelser af Chris Carter. Min grund til at glæde mig helt sindssygt til hans bøger er jo netop det – det at det er ham, der har skrevet dem. Jeg elsker jo virkelig hans serie om Robert Hunter, og jeg er overbevist om, jeg kunne stoppe med serien, den dag der ikke kommer flere bøger. Eller okay, det passer jo nok ikke helt. Den dag begynder jeg jo nok bare at genlæse dem om og om igen. Det var dog ikke gået op for mig, at “Dødens galleri” allerede udkommer lige om lidt, så det er virkelig fedt.

Åndehvisken” af Heidi Wigger Klaris (Tellerup – 13/4)
Jeg har ikke læst super meget om, hvad denne handler om. Jeg vil nemlig bare gerne læse mere af Wigger Klaris, så selvfølgelig skal jeg læse denne. Jeg var godt nok ikke super vild med den sidste bog, jeg læste af hende, men jeg tror nu alligevel på, jeg vil komme til at nyde denne. Om ikke andet så i hvert fald være godt underholdt undervejs.

Når ingen hører dig skrige” af Stephanie Perkins (CarlsenPuls – 19/4)
Den engelske udgave af denne stod faktisk på min ønskeseddel til jul, men jeg endte ikke med at få den. Jeg så dog kort tid efter, at CarlsenPuls ville udgive den på dansk, og så kunne jeg jo lige så godt vente med at læse den. Jeg glæder mig dog helt vildt til den. Ikke fordi jeg tror, den er fantastisk eller nytænkende på nogen måde, men jeg er sikker på, at den er virkelig god underholdning. Desuden er jeg ret spændt på at læse noget helt andet af Perkins, end det jeg tidligere har læst.

Slagplanen” af Kristen Callihan (Flamingo – 26/4)
Jeg har lige færdiglæst “Chanceløs”, og jeg elskede den! Det gjorde jeg sådan set også med “Sendt til tælling”, men slet ikke lige så meget. Jeg håber derfor lidt på, det betyder, at Callihans bøger bare bliver bedre og bedre. Hvilket må betyde, at “Slagplanen” vil blæse mig fuldkommen bagover. Jeg krydser i hvert fald fingre for det, og i mellemtiden tæller jeg dage til, jeg kan begrave næsen dybt mellem dens sider.

Hvilke bøger glæder du dig til udkommer i løbet af de næste måneder?

Kommende udgivelser: November, december og januar

Først og fremmest glædelig halloween! Jeg skal ikke noget særligt i dag, men jeg nyder altså at se, at der er flere og flere, der tager halloween til sig. Det er jo altid fedt med lidt ekstra gys og gru. Det er dog slet ikke det, det skal handle om i dag. Dagens indlæg kommer istedet fordi, kalenderbladet i morgen siger november, og det betyder, at det er tid til at kigge på de tre kommende måneders udgivelser.

Jeg troede egentlig, det ville være svært at finde 10 udgivelser denne gang. Men det var det helt bestemt ikke! Faktisk måtte jeg være hård og skære nogle fra, som jeg ellers også virkelig glæder mig til. Men det er jo bare dejligt. Også selvom jeg godt kunne bruge lidt ekstra tid i døgnet, så jeg rent faktisk også kunne nå at læse alle de bøger, jeg glæder mig til.

Find mit indlæg med de udgivelser, jeg så frem til i august, september og oktober her, og den løbende liste over spændende kommende udgivelser lige her.

Marcherende myrer” af Dennis Jürgensen (Tellerup – 8/11)
Denne er faktisk lidt snyd, for jeg er allerede begyndt på den. Den har nemlig ligget på Mofibo som forpræmiere i et lille stykke tid efterhånden. Men selv hvis jeg endnu ikke var begyndt på den, så var den uden tvivl alligevel på min liste. Jeg elsker jo Jürgensen, og samtidig er jeg også ret vild med hans serie om Roland Triel. Så selvfølgelig skal jeg læse videre i serien. Jeg glæder mig nemlig helt vildt til at se, hvad der kommer til at ske. Især fordi min far allerede har læst bogen, og siger at den er virkelig god.

De dør begge til sidst” af Adam Silvera (Gyldendal – 9/11)
Jeg vil gerne indrømme det med det samme; jeg har endnu ikke læst noget af Silvera. Ja, jeg ved godt, det er for dårligt. Især fordi hans bøger får helt fantastiske anmeldelser! Men faktisk har jeg heller ikke haft en kæmpe trang til at komme i gang med hans forfatterskab. Jeg tror måske, jeg nåede at blive lidt mættet af det, allerede før den første af hans bøger udkom på dansk. Alligevel så er jeg ret hooked på denne. Ikke fordi jeg egentlig helt præcis ved, hvad den handler om. Men den har taget folk med storm – og på en sådan måde, at det gør mig ret nysgerrig. Så jeg tænker måske, dette bliver den første af hans bøger, jeg dykker ned i.

9. november” af Colleen Hoover (Lovebooks – 9/11)
Jeg elsker Colleen Hoovers bøger. Det er der vidst ingen tvivl om! Og som jeg har sagt før, så er jeg også virkelig vild med Lovebooks’ oversættelser af hendes bøger. Derfor står 9. november selvfølgelig også på min liste. For selvom det også er en af de bøger af hende, som har stået i min reol siden, at den udkom første gang, så har jeg endnu ikke fået den læst. Jeg tror derfor, jeg nupper den på dansk. Det kan jeg jo næsten lige så godt, når den danske udgave er lige så god som den originale. Og det er jeg sikker på, den er.

Den lille bog om Lykke” af Meik Wiking (Turbine – 10/11)
Jeg elskede “The Little Book of Hygge”, og det er uden tvivl én af de bedste bøger, jeg har læst i år. Derfor er der heller ingen tvivl om, at jeg også skal læse denne. Jeg ved dog ikke helt, om jeg snupper den på dansk eller engelsk. Men uanset hvad er det fedt, at Turbine rent faktisk oversætter den, så der er flere, der kan læse den. For jeg er overbevist om, at denne også kun kan være fantastisk.

Askeprinsen” og “Løgnenes palads” af Erin Watt (Flamingo – 22/11 & 4/12)
Jeg har valgt at slå disse sammen, da jeg er sikker på, jeg skal læse dem begge. Jeg kunne nemlig virkelig godt lide “Papirprinsessen”, og glæder mig meget til at læse videre i serien. Jeg glæder mig dog pt. især til at læse “Askeprinsen”, hvilket jo er ret godt, når det er den næste bog i serien. 😉 Det er dog fordi, den handler om Reed, og ham glæder jeg mig virkelig til at lære meget bedre at kende. Desuden tror jeg, hans historie bliver ret spændende. I det hele taget glæder jeg mig bare til at lade Erin Watts fortællinger forsøde kolde vinterdage.

En fremmed i huset” af Shari Lapena (Gyldendal – 27/12)
Jeg læste “Naboparret” tidligere på året, og var ret vild med både Lapenas sprog og fortællerstil. Desuden var den virkelig bare fed, også selvom jeg lidt gættede plottet. Derfor blev jeg også super spændt, da jeg så, at Gyldendal udgiver “En fremmed i huset”. Det var nemlig gået helt henover hovedet på mig, at Lapena havde udgivet en ny bog. Men efter at havde læst bagsideteksten, så kan jeg slet ikke vente med at få fingre i denne. Jeg tror nemlig, den vil gøre sig rigtig godt på mørke vinteraftener.

En af os lyver” af Karen M. McManus (CarlsenPuls – 9/1)
Jeg var egentlig ikke super hooked på denne, første gang jeg læste beskrivelsen af den. Men så blev den ved med at dukke op rundt omkring, og jo flere gange jeg har læst om den, jo mere nysgerrig er jeg blevet. Og nu er jeg så nået til et punkt, hvor jeg egentlig gerne vil vide, hvad det hele handler om, og hvordan det hænger sammen. Så jeg skal uden tvivl have fingre i “En af os lyver”, når den til januar udkommer på dansk.

Chanceløs” af Kristen Callihan (Flamingo – 15/1)
Jeg læste “Sendt til tælling” i september og elskede den virkelig. Den mindede mig nemlig rigtig meget om “Off Campus”-serien af Elle Kennedy, og det er udelukkende en virkelig positiv ting. Derfor skal jeg selvfølgelig også læse videre i serien! Især fordi jeg allerede var ret vild med Gray i “Sendt til tælling”, så jeg glæder mig meget til at læse en bog fra hans synsvinkel. Faktisk ville jeg virkelig ønske, at jeg havde bogen i mine hænder nu. Der er jo alt for lang tid til januar, når jeg bare gerne vil læse videre. 😉

Dyndkongens datter” af Karen Dionne (Lindhardt & Ringhof – 25/1)
Jeg havde aldrig hørt om denne, før jeg tilfældigt stødte på den under min gennemgang af Saxo. Coveret så nemlig ret fedt ud og solgte faktisk nærmest i sig selv bogen til mig. Det var dog beskrivelsen, der gjorde mig helt hooked og overbevist om, at det uden tvivl er en bog, jeg skal læse. Jeg tror nemlig, den er fyldt med uhygge, spænding og masser af action. Og det er altså en ret god kombination.

Hvilke udgivelser glæder du dig mest til i løbet af de kommende tre måneder?