Weekend Reads #41: Uge 40

Ja, det er her indlæg skulle selvfølgelig være udgivet i går. Men jeg endte med at falde i søvn, og dermed aldrig få trykket udgiv på det. Men mine læseplaner har ikke ændret sig, så nu kommer det altså alligevel.

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

TGIF! Shit det har været en travl og træls uge! Eller altså praktik har været rigtig fin – de tidspunkter jeg ikke har brugt alt for mange frustrerende timer på at skrive opgave. Men nu er den afleveret, og jeg kan i den grad gå på weekend med god samvittighed. Også selvom jeg er sikker på, opgaven langt fra er det bedste, jeg nogensinde har afleveret. Men sådan er det jo bare nogle gange. Især når opgaven bare kommer med en titel uden noget andet konkret til den. Men nu er det weekend, og så gider jeg ikke tænke mere på det!

Weekenden er desuden fyldt med dejlige planer, og det opvejer helt sikkert for resten af ugen. Alex har fødselsdag i morgen, så der skal vi ud at hygge hos mine forældre, og søndag får vi besøg af et par gode venner til lidt eftermiddagshygge. Jeg tænker derfor, at der rent faktisk burde være mulighed for at få læst lidt i denne weekend. Jeg har i hvert fald allerede mine læseplaner helt på plads, så det håber jeg på. Jeg skal nemlig læse “Hvis det er os” af Adam Silvera og Becky Albertalli, som udkommer på tirsdag. Jeg begyndte på den for nogle uger siden, men nåede aldrig særlig langt i den grundet travlhed. Som jeg har nævn før, så virker den dog mega cute, så jeg glæder mig helt vildt til at læse videre i den.

Hvad skal du læse i weekenden?

Weekend Reads #39: Uge 37

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Shit, hvor er det altså hårdt at være startet igen. Det er super sjovt og lærerigt, men jeg kan også tydeligt mærke, at jeg både laver noget mere fysisk igen, og at jeg lærer helt vildt. Derfor glippede ‘Weekend Reads’ i sidste uge også, da jeg simpelthen ikke havde overskud til hverken at skrive eller tage et billede. Og så er læsningen heller ikke gået helt godt. Men sådan skal det altså ikke være i denne weekend.

Weekenden står derfor også hovedsageligt på læsning. Jeg har nemlig brug for at slappe helt af, og samtidig har jeg også brug for at få læst lidt mere igen. Ellers når jeg jo heller aldrig igennem min TBR for måneden. 😉 Mine læseplaner for weekenden er dog også så gode, at jeg umuligt kan lade være med at lade mig opsluge totalt. Jeg skal nemlig først og fremmest læse “Hvis det er os” af Adam Silvera & Becky Albertalli. CarlsenPuls var nemlig så søde og sende den til mig i sidste uge – en hel måned før dens udgivelse! Men jeg er desværre endnu ikke nået så langt i den, som jeg havde ønsket, da overskuddet ikke rigtig har været der. Men jeg glæder mig sådan til at dykke ordentligt ned i den. Derudover regner jeg også med, jeg skal have lyttet til lidt mere af “Panteons prøve – del 1” af Boris Hansen. Det virker jo passende, når “Den tiende trone” udkommer i morgen.

Hvad skal du læse i weekenden?

Top 5: Læseplaner for efteråret

Jeg har jo i et godt stykke tid lavet de her sæsonbestemte læseplaner. Eller, i hvert fald har jeg hver årstid udvalgt fem bøger, som jeg gerne ville nå at læse i løbet af de tre måneder. Desværre er det sjældent lykkedes mig at komme igennem bøgerne. Nok fordi jeg mest af alt er en humørlæser. Men lysten til konceptet er altså alligevel kommet igen. Denne gang tænker jeg bare, der skal være en konsekvens, hvis jeg ikke læser bøgerne. Jeg tror nemlig, jeg har behov for en god motivationsfaktor.

Jeg tænker derfor, at konsekvensen ved ikke at få læst bøgerne skal være, at jeg skal gå af med dem. Altså medmindre det simpelthen er fordi, jeg har haft for travlt til at nå dem. Mit efterår bliver trods alt lidt hektisk. Men ellers må der jo være en grund til, jeg ikke når til hver af bøgerne. Hvilket jo må være fordi, jeg ikke er nok interesseret til at læse dem. Det er i hvert fald min teori, og så skal de altså ikke stå og fylde i mine reoler. Det er derfor umiddelbart min plan for nu – og lad os så kigge på, hvilke bøger, der i første omgang skal bestå testen.

De dør begge til sidst” af Adam Silvera
Jeg har prøvet at læse denne bog to gange allerede, og begge gange er jeg desværre ret hurtigt gået i stå. Det har dog været som lydbog, og jeg håber, det er her problemet ligger for mig. Jeg tænker nemlig, at det måske er fordi, bogen bare ikke egner sig til lydbogsformatet. Jeg er nemlig stadig sikker på, det er en helt fantastisk fortælling. Det tyder det i hvert fald på, ud fra hvad andre har fortalt om den. Ydermere er det den sidste bog af Silvera, som jeg mangler at læse, og jeg vil virkelig gerne nå det inden “Hvis det er os” af ham og Albertalli udkommer.

Leah på Offbeatet” af Becky Albertalli
Denne var faktisk i toppen af min sommerlæsningsliste, og jeg var så sikker på, jeg nok skulle få den læst. Men af en eller anden grund skete det aldrig, selvom jeg er sikker på, jeg kommer til at nyde den. Derfor har den også højste prioritet, da jeg stadig glæder mig helt vildt til den. Og mon ikke jeg samtidig også kommer til at flyve igennem den? Det virker i hvert fald umiddelbart som en bog, jeg ikke kommer til at bruge super lang tid på at læse.

Jack the Ripper” af J. W. Lindberg
Jeg elsker de første to udkomne bøger i denne serie af Lindberg, og er faktisk ret ked af, jeg gik lidt i stå i den. Hvilket ikke skyldes bogen men mere bare tid og lyst til at læse non-fiction. Jeg glæder mig dog helt enormt meget til at lære mere om Jack the Ripper, da det faktisk er et emne, jeg ikke kender så meget til. Jeg har selvfølgelig hørt lidt, men aldrig dykket sådan dybere ned i historien. Jeg er derfor også helt sikker på, det bliver en interessant læseoplevelse. Og så er den jo helt perfekt til en mørk efterårsaften.

Sjæleknuseren” af Sebastian Fitzek
For længe siden læste jeg “Øjensamleren” af Fitzek og elskede den. Efterfølgende har jeg så læst “Splinten” af ham, som jeg dog ikke var den store fan af. Derfor har jeg tøvet lidt med at læse “Sjæleknnuseren”, også selvom den lyder spændende. Jeg er nemlig så bange for at blive skuffet igen. I sidste uge læste jeg dog de første par sider af bogen, og jeg er allerede totalt hooked. Jeg tror ikke, det bliver en ny yndlingsbog, men jeg kan slet ikke vente med at læse videre.

En af os lyver” af Karen M. McManus
Denne er jeg faktisk også startet på engang før. Den fangede mig bare aldrig rigtig, og jeg endte derfor med at lægge den til side. Siden har jeg dog hørt så mange rosende ord om den, og det virker jo nærmest til, det er sådan en bog, som alle elsker. Jeg har derfor et håb om, jeg ikke var så vild med den, fordi jeg ikke var i humør til den. Det passer nemlig også med, jeg gik i gang med den lige før min flytning, og jeg tænker derfor, min hjerne bare var et helt andet sted. Jeg glæder mig i hvert fald til at give den et forsøg mere, og se om jeg denne gang forstår hypen.

Har du nogen læseplaner for efteråret?

“Den dag jeg glemmer” af Adam Silvera

Titel: “Den dag jeg glemmer” / Forfatter(e): Adam Silvera / Serie: – / Sideantal:  319 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 6.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Lider du af uønskede minder? Ring til Leteo Instituttet og hør mere om vores banebrydende erindringsbefriende indgreb!

Det er svært for den 16-årige Aaron at finde glæden ved livet efter farens selvmord. Med støtte fra sin mor og sin kæreste Genevieve er han dog langsomt ved at komme ovenpå igen.

Men da Genevieve rejser væk i et par uger, møder Aaron tilflytteren Thomas. Thomas gør ham glad, og efterhånden går det op for Aaron, at han er mere end bare en ven. Problemet er, at det blandt Aarons gamle venner slet ikke er i orden at have følelser for en anden fyr. I et desperat forsøg på at lukke ned for farens selvmord, vennernes svigt og sine egne følelser for Thomas, overvejer Aaron at lade sig indlægge på Leteo Instituttet. Også selvom det vil betyde, at han helt må glemme, hvem han i virkeligheden er.

“Den dag jeg glemmer” var på mange måder en komplet overraskelse. Jeg startede med at læse den i efteråret 2016, men nåede ikke særlig langt i den, før jeg måtte opgive. Jeg ved ikke helt hvorfor, men noget ved den gjorde bare, at jeg ret hurtigt afskrev den som værende noget for mig. Jeg var derfor også ret nervøs, da jeg samlede den op igen for en måneds tid siden. Men læses det skulle den! For med udsigten til at møde Silvera og efter at havde læst “Fortid er alt jeg har”, så måtte jeg altså give den en ordentlig chance. Hvilket jeg således gjorde – og jeg nåede da også ret hurtigt forbi det sted, hvor jeg opgav sidst. Læsningen gik i det hele taget okay i et par dages tid. Men jeg var ikke rigtig solgt. Altså det var en fin bog – nok en solid middelmådig læseoplevelse. Men så heller ikke mere end det. Hvilket som sådan også var fint, selvom den ikke gav mig den store lyst til at fortsætte videre med den.

Men jo længere ind jeg kom i den, jo mere smeltede den mit hjerte. Jeg begyndte pludselig at have svært ved at stoppe min læsning, og jeg trak mere og mere på smilebåndet, når jeg læste. Ydermere kom der små grin hist og her, og jeg forelskede mig langsomt i både Aaron og Thomas. Præcis som man bør – det er nemlig så svært at lade være. Og før jeg havde set mig om, så var bogen krøbet helt ind i mit hjerte, og havde sat sig godt fast. Jeg lukkede den derfor også med en fornemmelse af, at det er en bog, jeg ikke sådan vil slippe igen.

For udover at bogen har en ret interessant historie, og at jeg var vild med Aaron og hans fortællerstil. Så arbejder bogen også med flere tunge emner, som bliver bearbejdet på fineste vis. Jeg fandt i hvert fald både bogen ret informativ og lærerig, for selvom en del af bogen er ren fantasi (især Leteo Instituttet), så bygger den alligevel oven på ting, som jeg sagtens kunne se i virkeligheden. Hvilket gjorde mig endnu mere hooked på historien og tankerne bag den.

“Den dag jeg glemmer” indeholder flere twist, og det var især disse, som endte med at gøre mig helt hooked. Først og fremmest havde jeg nemlig slet ikke set dem komme, og samtidig førte de historien i en retning, som passede så fint. Også selvom jeg aldrig selv ville havde tænkt, at det var sådan, det hele skulle forløbe. For det gav så god mening, og jeg kan kun elske Silvera for at havde taget det valg for historien.

“Fortid er alt jeg har” af Adam Silvera

Titel: “Fortid er alt jeg har” / Forfatter(e): Adam Silvera / Serie: – / Sideantal: 349 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 15.6.2017 / Læst på: Dansk

Da Griffins første store kærlighed og ekskæreste, Theo, drukner ved en ulykke, falder Griffins verden sammen. Selvom Theo var taget afsted på college og blevet kærester med Jackson, var Griffin ikke i tvivl om, at han på et tidspunkt ville komme tilbage til ham.

Oven i det hele er Jackson den eneste, der forstår Griffins hjertesorg. Men uanset hvor meget de to taler sammen og åbner sig for hinanden, bliver Griffin mere og mere deprimeret. Han er ved at miste sig selv til sine tvangstanker og destruktive valg. Og de hemmeligheder, som han har gået og gemt på, er ved at flå ham i stykker.

Hvis Griffin skal have håb om en fremtid, må han først konfrontere sin fortid.

Jeg har tidligere prøvet at læse “Den dag jeg glemmer”, men blev aldrig rigtig fanget af den. Derfor havde jeg lidt afskrevet Silveras forfatterskab. Men da jeg så, han kom til Bogforum, blev jeg alligevel nysgerrig. Jeg turde dog ikke helt kaste mig over “Den dag jeg glemmer”, da jeg var bange for at lande i en læsetørke. Derfor endte jeg med at vælge “Fortid er alt jeg har” istedet. Også selvom jeg ikke helt vidste, hvad den handlede om. Det viste sig dog, at det var et rigtig godt valg. Bogen solgte i hvert fald ret godt Silveras forfatterskab til mig.

“Kærlighed begynder og ender ikke med en eller anden onlinestatus.”

Bogen handler rigtig meget om sorg, kærlighed og venskab, hvilket er en rigtig god kombination. Kærligheden og venskaberne får sorgen til at virke dybere, og jeg følte virkelig for både Griffin og Jackson. Sorgen bliver nemlig beskrevet på en måde, hvor den er let at relatere til – uanset om man har oplevet noget lignende, eller ‘bare’ tidligere har oplevet sorg på andre måder. Ydermere har Griffin tvangstanker, hvilket også har et stort fokus i bogen. Men på en måde hvor det er en naturlig del af ham som karakter, og hænger godt sammen med hans væremåde og måde at håndtere sorgen på. Det bliver altså bearbejdet på en rigtig god måde, og det føltes aldrig som om, det blev forceret.

“Det er allerede noget lort, at jeg knuser mit eget hjerte for hans lykke. Men hvis han er lykkelig, så er jeg også lykkelig. Ikke?”

“Fortid er alt jeg har” er en fantastisk bog, der knuser dit hjerte en smule, og får dig til at savne Theo. Også selvom du aldrig rigtig når at opleve ham som person. Griffins udvikling gør dog også, at bogen giver masser af håb. Den viser nemlig rigtig godt, at selvom det hele måske føles rigtig svært, og både sorgen og kærligheden altid vil være der, så bør man ikke lade sit liv gå i stå. Bogen viser derudover, at det er okay at føle glæde og forelske sig igen, og det betyder ikke, at personen og minderne er mindre værd.