Historien om en helt fantastisk (bog)dag

Jeg har længe været på kig efter to bestemte bøger. Den ene bog er Freddy & Monstrene af Dennis Jürgensen i omnibus udgaven med alle fem bøger i. Nogle kan måske huske, at jeg tidligere har vist et meget elsket eksemplar frem af denne, og måske derfor undre sig over, jeg har ledt efter et andet eksemplar. Men sagen er den, at jeg desværre ikke måtte tage eksemplaret med, da jeg flyttede. Den anden bog er Amok af Richard Bachmann/Stephen King. Jeg læste den sidste sommer, og var ikke super begejstret for den, men alligevel har den ikke forladt mine tanker, og når den ikke har det, så har den altså fortjent en plads i min bogsamling. Problemet med bøger er dog, at de begge er udgået, og derfor ikke sådan lige er til at finde.

I mandags var jeg dog på shoppetur med min kæreste og søster, hvor turen gik forbi Læsehesten. Det var det sidste stop, vi gjorde, så jeg var rimelig smadret, men alligevel kunne jeg jo ikke lade være med lige at kigge deres bøger igennem – det kunne jo være, jeg fandt dem.

Jeg kiggede rundt, og fandt hverken dem, eller andre bøger der lige sagde mig noget. Jeg satte mig derfor ned, for at vente på de andre to blev færdige, og kort tid efter faldt mit blik på en bogryg, som jeg helt sikkert kendte. Bogen blev revet ud af reolen samtidig med mit hjerte hoppede en ekstra gang – lige der i mine hænder, holde jeg nemlig Freddy & Monstrene i forholdsvis god stand og med et prismærke, der sagde 30 kr.

Jeg kiggede lidt videre i det område, og fandt et område med King bøger, som jeg ikke havde opdaget på min gennemgang tidligere. Og meget hurtigt faldt mit blik på Manden der blev tyndere af Richard Bahnmann/Stephen King, som jeg også har haft kig efter siden Gitte anmeldte den her. Så den skulle selvfølgelig også med hjem. Og ca. to sekunder efter opdagede jeg Amok, som også var i rigtig god stand og virkelig billig.

Jeg var helt ubeskrivelig glad, da jeg gik til kassen, og kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne være så heldig. Det var virkelig en helt fantastisk (bog)dag, og da jeg gik ud af butikken, blev jeg lige nødt til at ringe og fortælle min far, hvor glad jeg var; min kæreste og søster synes nemlig mest af alt, jeg var underlig.

Har I også oplevet at finde en eller flere bøger, I har ledt efter længe? Og hvordan reagerede I, da i fandt den/dem?