Nyt i reolen #59: Februar

Jeg var faktisk lige ved at tro, at der ikke kom en book haul for denne måned. Jeg har nemlig kun købt to bøger selv, og de var begge til Kindle, som jeg jo ikke rigtig viser frem herinde. Og sådan så det faktisk ud ret langt ind i måneden. Men så skete der noget, og pludselig kom der et par skønne bogpakker ind ad døren herhjemme. Det viste sig nemlig, at der var et par forlag, der havde lyst til at forkæle mig med overraskelsespakker. Hvilket jeg jo kun kan være virkelig glad for. Især fordi pakkerne indeholdte bøger, som faktisk stod på min mentale liste over bøger, som jeg snart måtte få klikket hjem.

Således består denne book haul kun af anmeldereksemplarer. Omend det dog sagtens kunne havde været et indlæg om bøger, jeg selv havde købt. Så var der nok bare gået lidt længere tid, før de var kommet herhjem. Især fordi flere af bøgerne dukkede op før deres udgivelsesdag, hvilket jo bare gjorde det hele endnu bedre.

Først og fremmest har Gyldendal været så søde at sende mig et eksemplar af “Et rige af torne og roser” af Sarah J. Maas. Endda i en pakke fyldt med røde rosenblade og en fin maske. Bogen er én, som jeg længe har haft lyst til at læse, men ikke har haft helt mod på at kaste mig ud i på engelsk. Jeg er derfor super glad for, de har sendt den til mig, og den skal uden tvivl snart læses.

Derudover har Lovebooks forkælet mig med hele to overraskelsespakker i løbet af måneden. Først modtog jeg et eksemplar af “Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon. En bog jeg faktisk lige havde købt på engelsk til Kindle, da den var virkelig billig på tilbud, og jeg bare måtte læse den. Det kunne derfor ikke være mere perfekt, at den danske udgave dumpede ind ad døren ganske få dage senere. Jeg har derfor også allerede læst den, for jeg kunne slet ikke lade være, da jeg modtog den. Den anden bog de sendte til mig var “Ti små åndedrag” af K. A. Tucker, som jeg virkelig også er glad for. Jeg har nemlig haft den på min TBR liste i flere år efterhånden og ejer den også til Kindle. Men af en eller anden grund, har jeg bare ikke fået den læst. Det blev der dog straks lavet om på, da jeg modtog den danske udgave. Denne bog gik jeg nemlig også i gang med stort set idet, jeg modtog den – jeg er dog endnu ikke færdig med den, men det bliver jeg forhåbentlig snart.

Har I fået nogen spændende bøger hjem til hylderne i februar?

4 thoughts on “Nyt i reolen #59: Februar

  1. Der er bare intet bedre end boglige overraskelser! 😉

    Nu har der jo simpelthen været bogudsalg, først i Arnold Busck i januar, så Bog & Idé i februar, og så overraskede Boghallen mig med udsalg nu i marts (som jeg troede skulle blive min bogsparemåned – ak nej)! Men hold op, Boghallen havde et lækkert udvalg. Så det blev til “Planen”, “Godhavn”, “Anden Person Ental”, som alle var på min læseliste. Og så faldt jeg lige over “Dette er ikke en krimi” til en flad tyver, som er en krimiantologi af danske forfattere, jeg aldrig havde hørt om. De har fået til opgave at skrive en kriminovelle, men skal så på den ene eller anden måde bryde med de typiske genrekonventioner. Den kunne jeg ikke lade gå!

    1. Udsalg er virkelig også altid godt! Dog synes jeg desværre ikke rigtig, at hverken Arnold Busck eller Bog & Idé havde noget videre interessant i år. Men der er vi jo heldigvis forskellige, og mon ikke jeg nok skal få brugt de penge på andre bøger? 😉

      Det lyder desuden som om, du er kommet hjem med nogle virkelig skønne bøger. Og endnu bedre at finde flere, der rent faktisk stod på læselisten i forvejen, men at du samtidig også kunne blive overrasket med én, som du ikke kendte, men som lød interessant 🙂

      1. Det er jo det! Det er så vildt forskelligt, hvad man falder for. Og det ene udsalgsår kan have alt det rigtige, og så er det næste tomt for noget videre interessant. Jeg syntes helt klart også, Bog & Idé var skrabet i år. Arnold Busck gik an for mit vedkommende. Og jo haha, vi kender jo os selv – vi skal nok finde en boghandel eller hjemmeside at kaste vores penge efter på en eller anden måde! 😉

        1. Præcis! Nogle udsalgsår er bare bedre end andre – men der skal jo samtidig også være lidt for alle, så selvfølgelig varierer det 🙂 Og ja, det er i hvert fald ikke det at få købt bøger, der er problemet. Det sker uanset udsalg eller ej 😉

Skriv en kommentar