Læse-update #32: Februar

Det er godt nok længe siden, jeg sidst har skrevet noget på mit lille boghjem. Men jeg har haft det skønt siden sidst. Jeg har bare haft travlt med alt muligt andet, og samtidig trængte jeg nok også bare til en pause. Nu håber jeg dog på at være tilbage med noget stabilitet igen.

Læste bøger: | “Skæbnemageren” af Kenneth Bøgh Andersen | “Soppy” af Philippa Rice” | “Verity” af Colleen Hoover | “Hvis det er os” af Becky Albertalli og Adam Silvera |

Købte bøger: |The Last Letter” af Rebecca Yarros |

Månedens bedste bog: Der er godt nok ret få at vælge mellem, men det er uden tvivl “Soppy”, som jeg endelig har fået anskaffet mig. Jeg har læst den på dansk flere gange, men aldrig på originalsproget og i dens fulde længde. Men det var heldigvis stadig en magisk oplevelse. Jeg elsker virkelig, at den er så relaterbar.

Månedens største overraskelse: Jeg er desværre slet ikke blevet overrasket i februar.

Månedens største skuffelse: Den pris vinder “Hvis det er os” på alle planer. Altså det er da en sød nok historie, men jeg blev aldrig indfaget af den. Faktisk var jeg mest bare træt af, hvor lang og kedelig den virkede for mig. Selvom det er den senest bog, jeg har læst, så er den også allerede langt væk fra mine tanker. Faktisk er det kun Dylan, jeg som sådan husker – og han er ikke engang en af hovedpersonerne.

Opsamling på måneden: Februar startede hårdt ud med afvikling af Svendborg Graphic, og så har den ellers mest stået på arbejde og specialeskrivning. Og sygdom! Shit hvor har jeg været syg – det er ikke sådan, når man bliver vanvittigt forkølet lige op til en periode, hvor man på ingen måde kan være syg. Så bliver man det jo bare efterfølgende. Læsning har der heller ikke været så meget af, da min læselyst blev en smule dræbt af dårlige bogvalg.

Den kommende måned byder på: Jeg havde sidste dag på Svendborg Bibliotek i går, så nu er det specialet, der står for skud. Jeg skal skrive, skrive, skrive i marts, og samtidig skal jeg også have udført mine undersøgelser. I løbet af de sidste måneder er der opstået spændende muligheder for at være med til at præge kultur- og litteraturverden i Svendborg Kommune. Derfor har jeg også lidt møder på programmet i løbet af måneden, samt udvikling af et lille sideprojekt, jeg overvejer at opstarte. Men mere om det senere, hvis det bliver til noget. Hvad angår læsningen, så er jeg stadig lidt i en læsetørke. Jeg kan ikke beslutte mig for nogen bog, og samtidig trænger jeg virkelig bare til at blive blæst bagover af noget. Men jeg aner ikke, hvad der vil kunne gøre det.

Hvordan har du haft det siden sidst? Og hvad er det bedste, du har læst?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *