Intimiderende bøger

Jeg hører ofte folk, der snakker om, hvor intimiderende tykke bøger er for dem, og de fleste gange ryster jeg lidt på hovedet. Jeg er nemlig slet ikke enig. Jeg kan da godt se, de tager længere tid at læse, men samtidig betyder det jo også, at man har længere tid sammen med bogen.

Jeg læser selv bøger med meget blandede længder; både korte, dem midt i mellem og de lange. Og selvom jeg nok oftest læser dem med en mellem længde, så elsker jeg de lange og tykke bøger! Jeg elsker, at det tager længere tid, før man er færdig med historien, og jeg elsker at historien har mere plads at udfolde sig på. For mig er en tyk bog i hvert fald ikke intimiderende – selvom det ikke er dem, jeg læser flest af i hverdagen.

I stedet bliver jeg intimideret af ting som serier, klassikere og fantasy.

Jeg elsker at læse bogserier, men alligevel er det oftest de bøger, jeg lidt undgår. Jeg føler det er så stressende at påbegynde en serie, for hvis nu man kan lide bogen, bliver man jo nødt til at læse videre. Og selvom jeg elsker, at man kan være i det samme univers eller læse om de samme personer i længere tid, så er tanken om, der måske findes 7-8 andre bøger i serien, altså en lille smule trættende. Dog har jeg intet problem med trilogier! Dem starter jeg jo nærmest på hele tiden.

Hvorfor jeg bliver intimideret af klassikere, ved jeg faktisk ikke helt. Jeg tror dog, det for det første har noget at gøre med, at der er så mange, der elsker dem. Det skræmmer mig altid lidt, da jeg så bange for at ende med at blive skuffet. Derudover har jeg en mærkelig fordom om, at (alle) klassikere er kedelige, hvilket jeg jo godt ved ikke passer, jeg kan bare ikke lade være at tænke det alligevel. Og det er nok også med til at gøre, det i hvert fald ikke lige er de bøger, som er mit førstevalg, når jeg skal vælge en ny bog at læse.

Fantasy bunder nok lidt i, jeg på et eller andet tidspunkt har bildt mig selv ind, at det ikke er noget for mig – også selvom jeg elsker Harry Potter og andre fantasybøger. Jeg ved ikke helt, hvor indbildningen kommer fra, men desværre forsvinder den ikke bare sådan lige. Og selvom jeg ofte finder fantasy bøger, der lyder rigtig spændende, så er det sjældent, jeg faktisk får læst dem.

Hvilke slags bøger bliver i intimideret af?

18 thoughts on “Intimiderende bøger

  1. “for hvis nu man kan lide bogen, bliver man jo nødt til at læse videre” – Jeg forstår det ikke helt. Altså, hvis man ikke kan lide den mad man har lavet, så spiser man jo heller ikke en masse af den, men laver noget nyt næste gang 😛

    (Det jeg siger er, at kan man ikke lide bogen, så lader man bare være at læse flere af dem i dén serie)

    1. Noooo! Nu havde jeg lavet SÅ GOD en metafor. Og så er det forkert, fordi jeg troede der stod, hvis man IKKE kan lide bogen. Øv! 🙁

  2. Ih, de her indlæg er så fede.

    Jeg bliver i høj grad intimideret af tykke bøger, men det kommer sig mere af at jeg frygter at jeg ikke kan give den det plads og overskud som så stor en historie fortjener. Altså, her taler jeg om dem jeg læser sideløbende med studiet, jeg vil jo bare gerne have det bedste ud af det! ^^

    Derudover skræmmer klassikere mig også, men det er fordi de imponerer mig noget så meget. Så mange ting og elementer de kan spille på fra forskellige perioder og have så meget intertekstualitet (som jeg måske ikke vil forstå). Det lyder måske lidt fjollet og det er jo også bare en dårlig undskyldning. Hvis jeg skal sætte ord på min “frygt” er det bare det der kommer op.

    1. Det synes jeg også selv. Jeg har i hvert fald glædeligt læst med andre steder, hvor der er blevet skrevet om det samme 🙂

      Sådan har jeg det også med tykke bøger i perioder. Men det meste af tiden er jeg ret begejstret for dem. Men hensyn til klassikere, tror jeg også, det er lidt af min grund. Men det er jo bare så dumt, for sådan vil nogle af de bøger, vi læser i dag jo også være på et tidspunkt i fremtiden 😉

  3. Jeg bliver helt klart intimideret af tykke bøger, men det er mere fordi jeg aldrig ligger en bog fra mig, så hvis bogen er lang og kedelig, så er det bare ikke sjovt. Burde øve mig i at lægge bøger fra mig, men jeg kan ikke. Jeg tror og håber altid at slutningen redder hele historien.

    1. Så forstår jeg godt, det er lidt intimiderende. Jeg er heldigvis ret god til at lægge bøger fra mig. Jeg orker bare ikke at læse videre, hvis bogen ikke siger mig noget – så vil jeg hellere bruge den tid på en anden bog, som jeg måske kommer til at holde mere af 🙂

  4. Jeg har akkurat det samme problem med serier – også trilogier. Jeg kan simpelthen aldrig få sparket mig selv i gang med så uoverskuelige projekter. Et tydeligt bevis på dette er bl.a. George R. R. Martins serie. Den er så lang og omfangsrig, at tanken gør mig helt svimmel!
    Tykke bøger kan også sommetider intimidere mig, og det er virkelig noget pjat. Sommetider er jeg fløjet igennem en tyk bog, for derefter at tage dagevis om en minimalt tynd bog. For tiden det tager afhænger jo af ens egen interesse i læsningen – og ikke bogens længde. Ikke desto mindre tager jeg mere tilløb til de kilometerlange bøger.

    Jeg forstår godt, klassikere kan virke lidt voldsomme – og måske er der en smule grobund i dine fordomme, for nogle klassikere er meget kedelige for nogen. Det kommer jo meget an på smag!
    Ikke desto mindre tror jeg, det handler om at finde den rigtige subgenre indenfor genren. Både børnebøger og detektivopklaringer kan jo være klassikere, så det er en ret bred “over-genre” på den måde 🙂

    1. Hvor er det virkelig en god kommentar. Jeg er i hvert fald fuldstændig enig i det hele!

      Det handler nemlig virkelig meget om ens interesse i bogen. Samtidig tror jeg også, det bygger rigtig meget på erfaring. Har man f.eks. læst tykke bøger, som har vist sig at være virkelig kedelige, så tror jeg, der er mindre sandsynlighed for, det lige er en tyk bog, man tager frem næste gang. Men det gælder jo også for tynde bøger og i alle mulige genrer.

      Desuden er jeg helt enig i, det handler meget om smag. Og specielt når det kommer til klassikere. Som du også selv skriver, så findes der jo rigtig mange subgenrer indenfor genren, så ja det handler jo nok i bund og grund om, at finde de(n) subgenre, man finder mest spændende 🙂

  5. Sjovt folk oplever det for jeg synes netop det er omvendt.. Der udkommer mange bøger der er korte og det synes jeg er død irriterende.. En lang bog kan godt vise lidt håbløs at skulle igennem men i sidste ende er det helst det jeg vil have.

    1. Sådan tror jeg måske også, jeg til dels har det. Men alligevel er det vidst mest i perioder. Jeg har f.eks. perioder, hvor jeg stort set kun læser korte bøger, men samtidig har jeg også perioder, hvor jeg stort set kun læser lange bøger. Det afhænger vidst meget af mit humør 🙂

    1. Ja. Jeg forstår det heller ikke helt. Jeg har jo flere beviser på (ja f.eks. Dæmondræberen), at jeg jo faktisk godt kan lide genren, men alligevel føles den intimiderende 🙂

  6. Tykke bøger skræmmer heller ikke mig. De må faktisk meget gerne være tykke, en del af en serie (trilogier er altså også serier) og så skal det helst være fantasy. Bøger der virker intimiderende på mig er sådan noget som krimier og gys. Den er jeg ikke ret gode til. Jeg har godt nok ikke rigtigt læst bøger i de genre i flere år, men jeg fortæller hele tiden mig selv at jeg ikke bryder mig om dem. Måske lidt ligesom du har det med fantasy.

    1. Ja, det lyder faktisk meget, som jeg har det med fantasy. Altså bortset fra jeg jo faktisk har læst fantasy for forholdsvis nyligt, og endda været rigtig glad for det. Det er altså mærkeligt, at man kan have det sådan med nogle genre 🙂

  7. Pingback: Om at marathon læse serier | Boghjørnet

Skriv en kommentar