Currently reading #19

Det er ved at være noget tid siden, jeg sidst snakkede om, hvad jeg læser i øjeblikket. Derfor tænkte jeg, det var på tide med et lille ‘Currently reading’-indlæg. Især fordi det altid er så hyggeligt at tjekke ind med et lidt mere uformelt indlæg. Desuden læser jeg nogle virkelig gode bøger i øjeblikket, så jeg vil selvfølgelig også virkelig gerne snakke om dem. Faktisk læser jeg en helt god lille stak bøger i øjeblikket, men i dag skal det kun handle om to af dem. De andre er nemlig blevet sat lidt på standby til fordel for disse.

Jeg læser aktivt én fysisk bog og lytter til én lydbog i øjeblikket. Den fysiske bog er “Ursiderne” af Nanna Foss, som jeg har glædet mig til så længe! Det går ikke helt så hurtigt med den, da min tid til at sidde med en fysisk bog og læse er lidt begrænset i øjeblikket. Men på en måde passer det mig faktisk helt fint. Det gør jo bare, at jeg kan blive i universet en smule længere, end jeg nok ellers ville – og det er kun positivt. Jeg elsker nemlig virkelig “Spektrum” og kan på ingen måde få nok af det hele. Selvfølgelig er det lidt træls, at jeg ikke bare kan pløje mig igennem og se, hvad der kommer til at ske. Bogen er nemlig virkelig spændende, og der er flere og flere ting, der begynder at gå op for mig. Desuden glæder jeg mig allerede til at lære Nashrin endnu bedre at kende.

Lydbogen jeg lytter til er “Bjørneby” af Fredrik Backman, som også er længe ventet. Jeg elsker nemlig Backman, og samtidig er det Torben Sekov, der er oplæser på den. Hvilket i min verden på ingen måde bliver en bedre kombination. Jeg er kun 7% inde i bogen, da det lige passede med forberedelse af aftensmad den anden dag, men jeg elsker den allerede. Selvfølgelig kan det komme til at ændre sig senere hen, men umiddelbart kommer den i hvert fald rigtig godt fra start. Desuden er jeg meget nysgerrig efter at se, hvordan Backman klarer at skrive en serie. Han fletter jo ofte kendte personer fra hans bøger ind i andre, men hvad når fortællingen strækker sig over to bøger? Ydermere starter første kapitel med en cliffhanger, der får mig til at hungre efter at vide, hvordan det hele hænger sammen. Jeg krydser derfor også meget fingre for, jeg snart får lyttet lidt videre i den.

Har du læst nogen af bøgerne?

2 thoughts on “Currently reading #19

    1. Jeg har faktisk kun hørt ham læse “Min mormor hilser og siger undskyld” op af Backman, og den bog er jeg desværre ikke særlig vild med. Men Sekov gør det bare generelt godt, så tror også på, at han er fantastisk til Backmans forfatterskab 🙂

Skriv en kommentar