Book Buying Tag

For et par uger siden så jeg shoutame besvare dette tag, og jeg fik med det samme lyst til også selv at besvare det. Jeg synes nemlig, bogkøbsvaner er et ret så interessant emne. Desuden tænker jeg, det kunne være interessant for jer f.eks. at høre lidt om, hvor jeg køber mine bøger, og om jeg benytter mit lokale bibliotek. Jeg kunne dog også godt tænke mig at se andres besvarelser på tagget, og jeg tagger derfor Iben, Nikoline og Xenia til at besvare det.

1. Hvor køber du dine bøger?
Jeg køber hovedsageligt mine bøger i genbrugsbutikker og på loppemarkeder. Det gælder dog selvfølgelig kun lidt ældre bøger. Hvis jeg køber nye bøger, så sker det flere forskellige steder. For det meste køber jeg dem dog via Saxo, da de har et rigtig godt udvalg, og for det meste er billigst, hvis man er plusmedlem. Ellers køber jeg dog også gerne hos Plusbog, Book Depository, Wordery og Amazon (Kindle-bøger køber jeg kun via Amazon US). Desuden er jeg også begyndt at tjekke Liveboox‘ priser. Jeg køber selvfølgelig også engang i mellem mine bøger i enten Bog & Idé eller Arnold Busck, og også gerne i Føtex, hvis jeg støder på noget godt til en god pris. For det er nemlig det med prisen, der oftest afgør, hvor jeg vælger at købe mine bøger. Det skal nemlig helst være så billigt som muligt.

2. Forudbestiller du nogensinde bøger, og hvis du gør, gør du det så i en butik eller online?
Ja, det gør jeg engang i mellem med bøger, jeg virkelig bare må eje med det samme. Dog er det ikke noget, jeg gør super lang tid ud i fremtiden, medmindre det er fordi, jeg f.eks. har Plusmedlemsskab hos Saxo, som skal udnyttes. Desuden er det typisk udenlandske bøger, jeg forudbestiller. Dette skyldes, at jeg nogle gange får overraskelsespakker fra de danske forlag, som indeholder de bøger, som jeg ellers ville have forudbestilt. Derfor køber jeg typisk bare de danske kort tid efter, de er udkommet istedet for at forudbestille dem. Dog var den seneste bog, jeg forudbestilte, “Mordoffter” af Chris Carter. Når jeg forudbestiller, så sker det altid online, da det både er billigst og lettest.

3. Hvor mange bøger køber du i gennemsnit om måneden?
Det er faktisk ikke noget, jeg rigtig har tænkt over. Desuden tror jeg også, det varierer meget fra måned til måned. Nogle måneder køber jeg måske kun én bog, mens der flytter en hel stak ind en anden. Dog vil jeg sige, det nok er et sted mellem 2-5 stk. om måneden i gennemsnit. Jeg kan i hvert fald se, at indtil videre i år, så har jeg købt to bøger pr. måned, hvilket er inklusiv bøger til Kindle.

4. Benytter du dit lokale bibliotek?
Ja, det gør jeg. Det er dog meget i perioder. Nogle måneder låner jeg måske slet ikke noget, og i andre har jeg en kæmpe stak hjemme. Det afhænger lidt af, hvad jeg lige er i humør til. Desuden kommer det også lidt an på, om jeg tilfældigvis kommer forbi biblioteket eller ej. For hvis jeg kommer forbi, så er det rimelig sikkert, jeg også kommer hjem med noget.

5. Hvis ja, hvor mange bøger kan du låne/låner du ad gangen?
Det er meget forskelligt og afhænger nok også en del af mit humør. Dog vil jeg sige, det nok er et sted mellem 3-5 stk. I eksamensperioder ser tallet dog meget anderledes ud, da jeg ynder at låne rigtig meget af mit materiale på biblioteket. Derfor vil det nok typisk være omkring 20+ ad gangen på disse tidspunkter.

6. Hvad er din mening om biblioteksbøger?
Altså nu læser jeg jo til bibliotekar, og det farver nok lidt mit syn på biblioteksbøger. Men jeg elsker dem! Tænk at man kan få lov til at læse helt/stort set nye bøger gratis. Det kan man da kun elske! Dog ville jeg ønske, at bibliotekerne indbandt bøgerne lidt pænere/med gennemsigtigt omslag. Men det er udelukkende fordi, de så ville gøre sig lidt pænere på billeder. 😉

7. Hvad synes du om brugte bøger?
Mine tidligere svar afslører det nok lidt, men jeg elsker brugte bøger. Selvfølgelig er det også fantastisk med helt nye bøger, men brugte bøger har altså en helt særlig charme. Jeg elsker idéen om, at de har en historie med sig, og jeg elsker især, når den historie tydeligt står frem gennem f.eks. glemte ting i bogen. Desuden har jeg ikke noget i mod, man kan se, mine bøger har været læst. Og det er nok en af de største grunde til, jeg virkelig godt kan lide brugte bøger. Dog går jeg typisk efter bøger, der stadig ser pæne ud, medmindre det er én, jeg har haft meget svært ved at opstøve. Så er jeg for det meste ret ligeglad med, hvordan standen er.

8. Står dine ulæste og dine læste bøger sammen/på den samme reol eller ej?
Det er lidt blandet, da jeg lider af pladsmangel. Jeg prøver for så vidt muligt at holde dem adskilt. Det er dog kun på semi-midlertidigt plan. Når jeg en dag får mere plads, så regner jeg i hvert fald med, de kommer til at skulle stå sammen. For selvom jeg egentlig godt kan lide at have dem opdelt, så har jeg det lidt svært med det, hvis de for evigt skulle være adskilt. Især fordi det jo også ville betyde, at jeg skulle adskille serier og bøger af den samme forfatter.

9. Planlægger du at læse alle bøger, du ejer?
Nej, det gør jeg ikke. Hvilket til dels skyldes, at min kæreste har en del bøger, som jeg simpelthen bare ikke er interesseret i. Desuden ejer jeg nogle virkelig smukke gamle bøger, som slet ikke er købt med læsning i mente. Der er nogen af dem, jeg sagtens kunne finde på at læse en dag, men de fleste af dem er hovedsageligt købt som pyntegenstande. Det er dog en ret lille procentdel af de bøger, jeg ejer, som jeg ikke planlægger af læse.

10. Hvad gør du med bøger, du ejer, men som du ikke føler, du nogensinde vil få læst/som du ikke kunne lide?
De kommer ganske enkelt videre til andre bogelskere. Jeg rydder jævnligt op og ud i mine bøger, hvorefter jeg typisk giver de frasorterede bøger videre til mine læsende venner. Jeg elsker nemlig, når jeg kan glæde dem med bøger, og da vi heldigvis ikke alle har samme smag, så kommer en stor del af dem oftest videre til dem. Ellers bytter jeg også glædeligt mine bøger til f.eks. Bogbyttemarked eller via Arnold Buscks byttereoler. Jeg sælger også en smule af bøgerne, men det er ret få, da jeg for det meste hellere vil give dem bort.

11. Har du nogensinde doneret bøger?
Det besvarer ovenstående nok meget godt. Dog har jeg aldrig doneret bøger til f.eks. genbrugsbutikker eller andre steder. Ikke fordi jeg ikke har lyst til det, men fordi jeg ganske enkelt kommer af med dem på andre måder. Når det er sagt, så vil jeg gerne støtte op om f.eks. Læs for livet, og jeg regner derfor også med at donere lidt bøger til dem i slutningen af denne måned. Men mere om det i et senere indlæg.

12. Har du nogensinde været på et bogkøbsstop?
Ikke som sådan. Jeg har haft perioder, hvor jeg bevidst har arbejdet for at nedsætte mængden af bogindkøb. Men jeg har aldrig været på et decideret bogkøbsstop. Hvilket faktisk er et meget bevidst valg, da jeg er sikker på, et fuldt bogkøbsstop bare ville få mig til at købe endnu flere bøger, når det sluttede.

13. Føler du, at du køber for mange bøger?
Jeg har haft nogle perioder, hvor tanken har strejfet mig. Men på nuværende tidspunkt synes jeg ikke, det er tilfældet. Jeg føler selv, jeg for det meste køber en rimelig begrænset mængde bøger, og hvis det er anderledes i en periode, så er det også helt fint. Så længe jeg ikke føler, jeg drukner i nye bøger. Desuden er bøger jo helt klart ikke det værste, man kan bruge penge på.

Hvor køber I typisk jeres bøger?

5 thoughts on “Book Buying Tag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *