Boglige fødselsdagsønsker 2018

Jeg har fødselsdag på onsdag, og i den anledning har min kæreste bedt efter en ønskeseddel. Han havde dog allerede planlagt min gave, før jeg endte med at blive færdig med min liste – og utroligt nok er der ingen andre, der har spurgt efter den i år. De plejer ellers at plage mig med det et par måneder før dagen. Jeg tror derfor heller ikke, jeg ender med at få nogen af mine boglige ønsker. Men mon ikke folk så har fundet på noget andet godt? Jeg synes dog ikke, du skal snydes for at se min liste. Heller ikke selvom den er forholdsvis kort denne gang. For måske kan den inspirere lidt alligevel? 🙂

1. “Eyes Turned Skyward” af Rebecca Yarros
Jeg har næsten lige læst denne på min Kindle, og der er ingen tvivl om, at den må hjem i reolen og pynte sammen med “Full Measures”. For godt nok var jeg ikke helt lige så blæst bagover af denne, men den var stadig virkelig fantastisk. Desuden er det bare lidt lettere at vise min kærlighed frem, eller at udlåne bogen, hvis den befinder sig i en fysisk udgave min reol.

2. “Too Late” af Colleen Hoover
Denne giver vist ret meget sig selv. Det er en Hoover bog, som jeg endnu ikke ejer – så selvfølgelig ville den være fantastisk at kunne tilføje til min samling. Og så snakker vi ikke om, at den faktisk også ligger på min Kindle. Hvor jeg nok burde læse den først, da den skulle være meget anderledes i forhold til, hvad Hoover normalt skriver – og den fysiske bog er en anelse dyr, da den kun kan købes på Hoovers egen hjemmeside, hvor fragt selvfølgelig er mega dyr. Men altså man kan jo godt have lov at drømme.

3. “Beyond What is Given” af Rebecca Yarros
Dette er den næste bog af Yarros, jeg skal i gang med, og jeg drømmer ret meget om at have hele serien stående fysisk i min reol. Derfor er den selvfølgelig også på listen. Desuden har jeg en idé om, jeg kommer til at forelske mig fuldstændig i Grayson, og mon ikke jeg så også kommer til at elske bogen helt vildt? Det krydser jeg i hvert fald fingre for.

4. “Mack Daddy” af Penelope Ward
Denne havde jeg faktisk også på min ønskeseddel til jul, men alligevel har jeg endnu ikke fået anskaffet mig den. Jeg er dog kun blevet mere og mere nysgerrig efter at læse den, jo længere tid der er gået. Især fordi jeg bliver ved med at se den blive rost. Desuden lyder den altså stadig som noget, jeg virkelig vil elske.

5. “Hallowed Ground” af Rebecca Yarros
Den her har egentlig ret meget den samme begrundelse som de to andre af Yarros’ bøger. Jeg har bare en drøm om, at have hele serien stående fysisk i reolen, så jeg hele tiden kan kigge på dem. Ikke fordi jeg er super vild med deres covers eller opsætning. Men det er bare rart at kunne mindes bøgerne på den måde. Og mon ikke jeg også kommer til at holde af denne? Desuden vil jeg virkelig gerne støtte Yarros’ i at skrive flere bøger – hvilket jo gøres bedst ved også at købe hendes bøger. Eller få andre til det. 😉

6. “Never Never – The Complete Series” af Colleen Hoover & Tarryn Fisher
På min Kindle ligger alle tre bøger i “Never Never”-serien, og det har de efterhånden gjort længe. Af en eller anden grund har jeg bare endnu ikke fået dem læst. Heller ikke selvom jeg glæder mig helt vildt til det, da jeg har set så mange CoHorts, der har elsket dem. Jeg tænker derfor, at den samlede paperbackudgave ville være en perfekt grund til endelig at komme i gang med serien. Faktisk overvejer jeg lidt, om den måske skal være min fødselsdagsgave fra mig selv.

Hvilke bøger står højst på din ønskeseddel i øjeblikket?

Skriv en kommentar