Min læsning har været ret sparsom de sidste par uger. Ja, faktisk er det nærmest først i readathonugen, der er kommet lidt skub i det igen. Jeg havde derfor heller ikke de store forventninger til mig selv i forhold til læsningen til dette readathon. Jeg deltog mest af alt fordi, jeg synes, det er mega hyggeligt. Og fordi jeg slet ikke kunne holde tanken om ikke at deltage ud.
Jeg har dog overgået alle mine forventninger, og efter min mening klaret readathonet helt vildt godt. Jeg havde i hvert fald slet ikke drømt om, jeg ville nå igennem så meget, som jeg gjorde. Jeg endte nemlig med at læse hele 835 sider og høre lige knapt tre timers lydbog. Jeg tænkte jo egentlig, det kunne være mega fedt, hvis jeg bare nåede 250-300 sider, og det blev jo så til en del mere. Det hjælper dog selvfølgelig en del på det, at tre af bøgerne var graphic novels. Men læsning er jo læsning.
I løbet af readathonet fik jeg læst følgende:
- “Grus” af Anna Degnbol (184 sider): 4/5.
- “Skamlebben” af Anne Mette Kjærulf Lorentzen (142 sider): 2/5.
- “Mørket venter” af Loka Kanarp (125 sider): 1/5.
- “Mørke rum” af Kristina Aamand (231 sider): 3/5.
- “Uofficielt din” af Henriette Vesterbak (153 sider): 2/5.
- “Eksploderende skadedyr” af Dennis Jürgensen (knapt 3 timer/19% = ca. 100 sider): Ikke læst færdig.
Udover status på min læsning skal vi selvfølgelig også gøres status over resten af readathonet, så det kommer her:
- ½ kop te (ja, det må nærmest være rekordlavt..).
- 1½ flaske vand.
- 7½ times søvn.
- 4 opslag på Instagram.
- Snacks: MAOAM, Spunk, Engelsk vingummi, Katjes Tappsy, riskiks og grøntsagsstænger med dip.
Hvordan gik readathon for dig? Fik du læst det, du havde planlagt og spist nogle lækre snacks?

Jeg valgte jo at deltage i readathonet i år, selvom jeg godt vidste, at det selvfølgelig ville blive en noget anden oplevelse end normalt. Jeg plejer jo at kunne isolere mig fuldstændig, og ikke skulle tage stilling til noget andet, end hvad jeg skal læse, hvilken slags te jeg skal vælge, og hvilke snacks jeg skal spise. Men med en baby i huset kunne det jo ikke rigtig lade sig gøre denne gang. Men jeg synes faktisk, jeg havde en rigtig god oplevelse alligevel. Det kunne nemlig sagtens lade sig gøre at få læst lidt. Endda også selvom T ikke havde verdens bedste dag i lørdags, og generelt var ret meget vågen i løbet af mit læsedøgn.
Hvor er det altså vemodigt at tænke på, at dette var min sidste rigtige deltagelse i readathonet længe. Altså der er jo en fantastisk god grund til det, men det er bare så skønt at hive ét døgn ud af kalenderen, hvor man kun skal fokusere på læsning og at have det sjovt. Det var dog en skøn sidste gang, hvor jeg tog det hele dejlig afslappet. Hvilket altså er den bedste måde at readathone på. Afslapning, bøger, snacks og godt selskab. Hvad mere kan man ønske sig?
Dette readathon endte med at være mit mest afslappede til dato, og hvor var det altså fedt! Jeg følte mig på intet tidspunkt stresset eller presset til at læse. Hvilket var virkelig rart, og ret anderledes end det plejer at være. Jeg plejer nemlig virkelig at presse mig selv til at læse, og nærmest slår mig selv oven i hovedet, hvis læsningen ikke lige fungerer, eller jeg har holdt pause i for lang tid. Noget der slet ikke er sjovt, og som egentlig på en måde ødelægger oplevelsen lidt. Især fordi det også har betydet, at jeg slet ikke har haft overskud til hverken at svare på kommentarer på bloggen, eller følge med hos andre bloggere. Denne gang skulle der derfor andre boller på suppen! Og det virkede.

