Book Bucket List

Jeg synes idéen om en Book Bucket List er så fin. Altså en liste over bøger, som man gerne vil nå at læse på et eller andet tidspunkt i løbet af sin levetid. Om det så er i morgen, om 10 eller måske først om 30 år, man når til dem. Selvfølgelig kan det være, man ender med at sætte bøger på listen, som man ender med at vokse fra. Men jeg synes stadig, det er ret fint at overveje, hvilke bøger der er på listen lige nu. En almindelig Bucket List kan jo også sagtens ændre sig i løbet af ens levetid. Vi udvikler os jo hele tiden som mennesker, og ligeledes gør både vores håb, drømme og smag.

Så herunder kommer de syv punkter, som pt. er på min boglige Bucket List:

Dennis Jürgensens forfatterskab
Vi starter lige med den, der nok er den mindst overraskende. Jeg er i hvert fald ret sikker på, jeg har nævnt “Projekt Jürgensen” nogle gange før. Dette er mit eget lille projekt, der går ud på, at indsamle og eje hele Jürgensens forfatterskab. Og med til dette hører selvfølgelig også at læse alle hans bøger. Det er ikke alle hans bøger, der falder helt i min smag. Nogle tror jeg simpelthen bare, jeg er blevet for gammel, og har læst for meget til at sætte helt så stor pris på. Men jeg vil alligevel stadig gerne læse alle hans udgivelser. For selvom jeg måske ikke er vild med alle historierne, så elsker jeg simpelthen hans sprog og humor. Hvilket egentlig er nok for mig.

H. C. Andersens forfatterskab
Jeg er, som mange andre danskere nok også er, opvokset med H. C. Andersens eventyr. Jeg har dog langt fra læst dem alle, da det typisk er de samme, der går igen. Desuden har jeg også kun bevæget mig flygtigt ud i resten af hans forfatterskab, når jeg er blevet tvunget til det i forbindelse med studie. Jeg vil dog virkelig gerne læse mere – og især nå igennem alle hans forskellige eventyr.

“The Chronicles of Narnia” af C. S. Lewis
I sjette klasse omskrev jeg i samarbejde med min klasse “Løven, heksen og garderobeskabet”, og opførte den herefter som musical. Dette krævede en del gennemlæsninger af bogen, og filmen blev da også set et par gange. Hvilket gjorde at jeg endte med at blive helt ekstremt træt af historien. Jo længere det er kommet på afstand, jo mere har jeg dog fået lyst til at kaste mig over at få læst hele serien. Jeg er nemlig ret sikker på, jeg vil komme til at nyde den.

“Ringens Herre” af J. R. R. Tolkien
Jeg har ikke den store forventning til, jeg vil kunne lide “Ringenes herre”. Jeg har på fornemmelsen, de er lidt for beskrivende til min smag. Og samtidig må jeg indrømme, at jeg f.eks. aldrig er noget ordentligt igennem bare den første film, da jeg har fundet den super kedelig. Men alligevel er der noget ved serien, der trækker i mig, og som gør, at jeg uden tvivl blive nødt til at give mig i kast med den på et tidspunkt. Også selvom jeg måske kun får læst en smule af den første bog, før jeg giver op. For så har jeg da i det mindste prøvet.

“En ulykke kommer sjældent alene”-serien af Lemony Snicket
Jeg fik de første to bøger i denne serie som en del af en børnebogklub, da jeg var barn, og jeg elskede dem virkelig. Desværre nåede jeg aldrig specielt langt ind i serien, da der altid endte med at komme andre spændende bøger forrest i køen. Jeg har dog aldrig glemt serien, og har da også genlæst den første bog et hav af gange. Men jeg vil altså også gerne have læst resten af serien på et tidspunkt.

“Under kuplen” af Stephen King
Denne bog har stået på min TBR i en del år efterhånden. Jeg begyndte faktisk også at læse den på et tidspunkt, men nåede ikke særlig langt, før jeg skulle på ferie. Og det er altså ikke lige sådan en bog, som man slæber land og rige rundt. I hvert fald ikke i dens fysiske form. Derfor nåede jeg aldrig længere, men den spøger stadig i min hukommelse. Jeg synes nemlig, at historien lyder ret interessant. Desuden vil jeg virkelig gerne se TV-serien, som er udkommet i mellemtiden. Men jeg vil altså læse bogen først!

“Gåsehud”-serien af R. L. Stine
Jeg har altid haft et had-kærlighedsforhold til “Gåsehud”-bøgerne. Ikke fordi jeg ikke kunne lide dem, for det kan jeg helt klart. Men fordi jeg nok startede med at læse dem, da jeg stadig var lidt for ung. Jeg var nemlig ret sensitiv hvad angår uhygge, da jeg var mindre, og de skræmte mig derfor virkelig meget. Men jeg kunne jo alligevel ikke holde mig væk fra serien. Jeg synes nemlig, at bøgerne er skrevet virkelig godt. Derfor har jeg også en drøm om, at jeg en dag får læst hele serien.

Har du en Book Bucket List? Og i så fald hvilke bøger står der så på den?

Julegaver 2014

Boglige julegaver 2014

Julen er overstået, og det er derfor tid til at vise jer, hvilke fine gaver, der lå under træet til mig. Jeg fik virkelig mange rigtig gode gaver, og der var virkelig ingen tvivl om, at gavegiverne kender mig rigtig godt. De havde i hvert fald ramt fuldstændig plet! Og jeg kunne efterfølgende slette en hel del ønsker fra min ønskeseddel, hvilket jo altid er skønt. Derudover fik jeg i år en god lille stak bøger, hvilket jeg virkelig ikke havde regnet med, da jeg normalt ikke plejer at få dette. Men nøj hvor er jeg glad for dem, og det er derfor også disse, som jeg vil vise frem i dag. Det er jo nok alligevel disse, som I finder mest interessante. Jeg kan dog kort nævne de andre gaver, som jeg fik. Disse bestod af en radio, en Rosendahl Grand Cru termokande, Peter Plys og Grusomme mig 2 på DVD, Scrabble, Backword, en pakke Pukka te og en æske lakridspiber.

Derudover fik jeg penge, og en del af disse er selvfølgelig allerede brugt på lidt bøger, som jeg gerne skulle modtage engang i starten af det nye år. Disse bøger er Bogen om Emil fra Lønneberg af Astrid Lindgren, In Real Life af Cory Doctorow og Jen Wang, Judging a Book by It’s Lover af Lauren Leto og The Merciless af Danielle Vega. Jeg skal selvfølgelig nok vise bøgerne frem, når de dukker op.

Boglige julegaver 2014.1

Jeg var så heldig/uheldig (?), at jeg fik to forskellige udgaver af Grimms samlede eventyr fra hhv. mine forældre og svigermor. Udgaven fra min svigermor var den fra Nyt Nordisk Forlag, og da jeg forelskede mig i dens simple udtryk og blå ryg, fik den lov til at blive i min samling, selvom udgaven fra mine forældre også var rigtig fin. Jeg byttede derfor udgaven fra mine forældre, og fik istedet Brudeskibet og Hvalernes sang af Jojo Moyes, Den stjålne vej af Anne-Cathrine Riebnitzsky og et tilgodebevis på 100 kr. til Bog&Idé med hjem. En virkelig god byttehandel, hvis du spørger mig!

Af min bedstefar fik jeg Bogen om Emil fra Lønneberg af Astrid Lindgren, men da min mor har fundet en næsten ubrugt udgave af denne til bare 40 kr, så valgte jeg at bytte den udgave, jeg fik, til Bogen om Pippi Langstrømpe af Astrid Lindgren og købe den næsten ubrugte udgave for nogle af de penge, jeg fik.

Min søster gav mig Alle historierne om Snøvsen af Benny Andersen, og af min skønne kæreste var jeg så heldig at få Harry Potter: Film Wizardry af Brian Sibley. Helt fantastiske boggaver på hver deres måde. Jeg har i hvert fald allerede læst den første historie i Snøvsen, og Harry Potter: Film Wizardry er også allerede blevet bladret igennem en del gange – jeg har dog endnu ikke læst noget i den.

Boglige julegaver 2014.2

Af mine forældre fik jeg H.C. Andersens samlede eventyr og historier i den blå jubilæumsudgave, så nu kan jeg endelig få læst alle de eventyr og historier, jeg aldrig har læst før. Desuden gav de mig en anden gave, som ikke var en bog, men som er lidt bogrelateret alligevel. Da de købte H.C. Andersen bogen, stødte de nemlig på Lillefidusen, og den mente de, at jeg bare måtte have, så den kunne sidde i min reol og vogte over mine bøger. Og hvor havde de ret! Jeg er vildt glad for den, og den bringer så mange minder om min tidlige læsning sammen med Læsefidusen frem. Det var nok også den bedste julegave, jeg fik i år, selvom jeg også er super glad for alle mine andre gaver.

Hvilke julegaver fik I, og var der mon nogle bøger i blandt? Hvilke?

Boglige juleønsker 2014

Udklip (2)

Så er det snart ved at være jul, og jeg tænker derfor, det må være på tide at vise jer, hvilke bøger der står på mine ønskeseddel i år. Bøgerne fylder næsten det halve af min ønskeliste i år, selvom bøger egentlig ikke er noget, jeg plejer at få i gave. Jeg håber dog, og eftersom jeg næsten er løbet tør for ‘praktiske’ ønsker at sætte på ønskesedlen i år, så vil bøgerne også automatisk fylde lidt mere ift. resten.

Desuden er det især børnebøger, som optager mine ønsker i år. Jeg er nemlig vild med børnebøger, og min kærlighed til dem er bare vokset endnu mere det seneste års tid, men min samling er kun vokset med et par stykker. Jeg kunne derfor godt bruge lidt flere – men det kan man vel altid, når det er (børne)bøger?

Jeg vil fortælle lidt om, hvorfor hver enkelt af bøgerne har fået en plads på min ønskeliste nedenunder, men først vil jeg lige nævne et par stykke, som ikke er på collagen. Jeg er blevet ret vild med idéen om Tænkepauser fra Århus Universitetsforlag, og jeg drømmer derfor om at kunne tilføje både Litteratur af Dan Riggaard og Terror af Carsten Bagge Laustsen til min samling. Derudover drømmer jeg om en dag at eje alle udgivelser af Dennis Jürgensen, og jeg har derfor, udover et par enkelte, der også findes på collagen, et punkt kaldet ‘Alle bøger jeg ikke ejer af Dennis Jürgensen’.

1. Harry Potter: Film Wizardry af Brian Sibley. Denne har jeg, præcis som med Harry Potter: Page to Screen, haft lånt på biblioteket, hvor jeg forelskede mig i den. Den minder ret meget om Harry Potter: Page to Screen, men som virkelig stor fan af både Harry Potter bøgerne og filmene, så må jeg virkelig også eje denne.

2. Judging a Book by Its Lover af Lauren Leto. Denne har stået på min ønskeliste ret længe efterhånden, da den virkelig lyder som en bog, alle bogelskere bør eje. Jeg er i hvert fald sikker på, jeg vil elske den.

3. The Merciless af Danielle Vega. Jeg har været mere eller mindre besat efter at eje denne bog lige fra før den overhovedet udkom. Den lyder så spændende, og samtidig har jeg også hørt rigtig meget godt om den.

4. Benny og Brian møder Den Sorte Julemand af Dennis Jürgensen. Jeg kan ikke helt huske, om jeg har læst denne bog på et tidspunkt. Men jeg kan rigtig godt lide Benny og Brian med ketchup og sennep, og så er det jo Jürgensen, så selvfølgelig blev den nødt til at komme på listen.

5. Sagen om det galoperende maleri af Dennis Jürgensen. Denne bog er den eneste, jeg ikke ejer i serien, og da det er nr. 4 ud af 5, og jeg virkelig gerne snart vil genlæse serien, så bliver jeg nødt til snart at eje den.

6. Benny og Brian med ketchup og sennep af Dennis Jürgensen. Som sagt kan jeg rigtig godt lide denne bog, og da jeg endnu ikke ejer den, så er det helt sikker en af de Jürgensen bøger, jeg bliver nødt til at få fat i som det næste.

7. Ondskaben af Jan Guillou. Jeg læste denne som en del af pensum i 9. klasse, og jeg elskede den virkelig. Jeg slugte den på to dage, og kunne slet ikke få nok. Det er dog lidt år siden, og jeg kunne derfor virkelig godt tænke mig at genlæse den. Men samtidig er det også bare sådan en bog, som jeg bliver nødt til at have som en del af min samling.

8. Bogen om Emil fra Lønneberg af Astrid Lindgren. Jeg husker ikke at have læst denne bog, men jeg elsker alle historierne om Emil fra Lønneberg, så selvfølgelig står den også på min ønskeliste. Det er nemlig uden tvivl en af de børnebøger, som jeg virkelig gerne snart vil have læst.

9. Bogen om Pippi Langstrømpe af Astrid Lindgren. Jeg har læst Pippi bøger, da jeg var barn, men jeg kan ikke rigtig huske dem, og samtidig ejer jeg ikke en samlet udgave (hvis overhovedet nogen), så den blev også nødt til at komme på listen.

10. Maybe Someday af Colleen Hoover. Jeg læste denne bog tidligere på året, og elskede den! Desværre læste jeg den på min Kindle, og jeg ejer derfor ikke en fysisk udgave af den. Da det uden tvivl er blevet en af mine yndlingsbøger, bliver jeg dog virkelig nødt til dette.

11. Alle historierne om Snøvsen af Benny Andersen. Denne har jeg overvejet at købe til mig selv så mange gange, men jeg har af en eller anden grund aldrig fået det gjort, hvilket jeg virkelig fortryder. Faktisk er dette nok også den bog, jeg ønsker mig aller mest i øjeblikket. Jeg kan nemlig slet ikke vente på, at jeg kan komme til at genlæse Snøvsens historier!

12. H.C. Andersens samlede eventyr og historier. Jeg ejer tre samlinger af H.C. Andersens eventyr, men eventyrerne i dem går desværre igen, og indholdet er derfor næsten det samme. Der er derfor virkelig mange eventyr, jeg mangler, og en samlet udgave af H.C. Andersens eventyr har derfor længe stået på min ønskeliste. Jeg har desuden forelsket mig fuldstændig i jubilæums udgaven i slipcase med blå ryg. Den ville være helt perfekt i min samling.

13. Grimms samlede eventyrJeg ejer ingen af Grimms eventyr, hvilket virkelig er en mangel i min samling, jeg kunne derfor virkelig godt tænke mig, at kunne tilføje en udgave af de samlede eventyr til samlingen. Hvilken udgave ved jeg ikke helt, men jeg kan ret godt lide udgaven med blå ryg fra Nyt Nordisk Forlag – især fordi den så også vil matche med H.C. Andersens samlede eventyr.

Det var noget af en liste, men alligevel er der selvfølgelig bøger, jeg bagefter er kommet i tanke om, at jeg har glemt at skrive på. Så som en lille bonus kan jeg nævne Lolita af Vladimir Nabokov i Gyldendals klassikerudgave, Sex Criminals Vol. 1 af Matt Fraction og alle Harry Potter bøgerne på engelsk samlet i de smukke nye udgaver fra Bloomsbury.

Hvilke boglige juleønsker har I i år?

Julelæsning 2014

Julelæsning 2014I dag er der kun én uge til 1. advent, og jeg kan slet ikke vente. Jeg elsker nemlig jul, og synes december er en af de hyggeligste måneder i året. I år skal det meste af december bruges på opgaveskrivning og eksamensforberedelse, men det skal/kan bestemt ikke holde mig fra alligevel også at læse.

Jeg har derfor udvalgt en god bunke af julet litteratur, som jeg håber på, at kunne nå at hygge mig med i løbet af den næste måned. Det er i hvert fald alle bøger, som jeg glæder mig til enten at læse eller genlæse – desuden er det bøger, som jeg slet ikke har kunne vente med, at kunne få ‘lov’ at begynde på.

Først og fremmest skal jeg læse A Christmas Carol af Charles Dickens sammen med en stor del af de andre danske bogbloggere, da Irene kører en readalong, der starter d. 1/12. Sidste år læste jeg den på dansk, hvilket var rigtig godt, men måske skulle jeg prøve med den engelske i år. Jeg ved det ikke helt endnu. Desuden skal vi i læseklubben læse Snedronningen af H.C. Andersen, hvilket jeg glæder mig helt vildt til. Og når jeg er i gang med H.C. Andersen, så kan det også være, jeg lige snupper lidt flere jule/vintereventyr.

Derudover har jeg fået tilsendt Let it Snow af John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle til anmeldelse af Politikens Forlag, så denne skal jeg uden tvivl også bruge nogle hyggelige timer i selskab med. Desuden nåede jeg ikke at få læst Dash & Lily’s Book of Dares af Rachel Cohn og David Levithan sidste år, så I år skal det være. Jeg har nemlig glædet mig til at læse den hele året.

Jeg havde ikke regnet med at skulle genlæse Brødrene Mortensens Jul af Bjarne Reuter, men jo tættere vi er kommet på december, jo mere har den kaldt på mig. Så jeg regner med at læse et kapitel i den hver aften, inden jeg lægger mig til at sove. Her vil jeg også ca. hver anden dag (hvis jeg kan lade være med at sluge den i én mundfuld), læse én fortælling i My True Love Gave to Me af Stephenie Perkins m.fl.

Har I planlagt speciel julelæsning i år, og hvis I har, hvilke bøger har I så udvalgt?

Læseplaner for julen

I går var det jo både første søndag i advent og første december. En dag jeg har ventet længe på. Jeg elsker virkelig jul! Og selvom lejligheden ikke er pyntet specielt meget op (min julepynt står stadig hos mine forældre – så har kun lidt, jeg har fået indkøbt den sidste uge), og jeg ikke har julet så meget, så har dagen været ret god alligevel. Men den startede så også ud med, at jeg kunne åbne en “mystisk” pakke, jeg havde modtaget i fredags med beskeden: “Må først åbnes på søndag”. Den viste sig at være fra min søster, som har været så sød at vælge at sende mig adventgaver i år. Pakken indeholdte en ring til min helix (hvilket jeg har ønsket mig så længe – men ikke fået mig taget sammen til at købe!) og min yndlingsmascara som hun havde spottet, jeg ikke havde så meget tilbage af, da hun var på besøg.

Nå men det var faktisk slet ikke det, det skulle handle om. Det skal nemlig handle om mine læseplaner for december. Jeg plejer ikke som sådan at læse efter sæsoner – min læsning er nemlig meget lyst-betonet. Men i år har jeg virkelig lyst til at læse noget julet, jeg har derfor valgt nogle bøger ud, som jeg gerne vil nå at have læst inden d. 24.

Jeg har en virkelig stor lyst til at læse eventyr i øjeblikket, så H.C. Andersen står derfor meget højt på min liste. Jeg har derfor valgt fem eventyr ud, som jeg gerne vil have læst. De fire af dem er meget korte, så dem får jeg nok læst den næste uge, som en kort overspringshandling fra opgaveskrivning. De eventyr jeg har udvalgt, er følgende:

  • Den lille pige med svovlstikkerne
  • Grantræet
  • Nissen hos spækhøkeren
  • Snedronningen
  • Snemanden

Derudover har jeg endelig fået købt Dash and Lily’s book of dares af Rachel Cohn og David Levithan, og da den vidst skulle være lidt julet/vinter-agtig, er det jo et helt passende tidspunkt at læse den på nu (og så kan jeg bare ikke vente længere!).

Desuden skal jeg ifm. læseklubben læse A Christmas Carol af Charles Dickens, hvilket jeg glæder mig meget til, da jeg aldrig har fået den læst.

Til slut har mig og kæresten besluttet os for at læse kalenderhistorier op for hinanden. Jeg læser derfor Brødrene Mortensens jul af Bjarne Reuter højt for ham. Jeg har aldrig læst bogen, men jeg var ret vild med julekalenderen, da den blev vist på TV, så mon ikke jeg også bliver glad for denne? Kæresten læser Agent 00 Nisse – mysteriet om den forsvundne hue af Martin Miehe Renard højt for mig. Han har nemlig længe plaget mig med, at jeg skulle læse den, da han synes, den er virkelig god. Så nu må vi se, hvad jeg synes om den.

Har I planer for, hvad I skal læse her i julen? Eller tager I det bare, som det kommer, ligesom jeg plejer at gøre? Kan I anbefale andre julehistorier, som jeg bare må tjekke ud?