Nyt i reolen #40

#40I den sidste månedstid har jeg endnu engang fået tilføjet lidt nye bøger til min samling. Det er dog ikke alle, jeg viser frem i dag; nogen af dem ligger nemlig på Fyn, og venter på mine forældre fragter dem op til mig – det er trods alt begrænset, hvad jeg kunne have med hjem i toget. 😉

Jeg havde dog lidt bøger herhjemme, som jeg af en eller anden grund ikke har fået vist jer, og desuden er jeg blevet begavet af søde forlag, mens jeg har været på ferie. Og således kunne jeg derfor åbne hele tre bogpakker, da jeg kom hjem fra ferie; hvilket altid er en fantastisk ting at komme hjem til. Der er dog også kommet et enkelt anmeldereksemplar mere til mig i løbet af den sidste uge.

De to af bogpakkerne, der ventede på mig, da jeg kom hjem fra ferie var fra Turbine, som altid er så søde at overraske mig med forskellige bøger. Jeg er altid evigt taknemmelig for det; men denne gang er jeg endnu mere begejstret. Turbine har nemlig formået at læse mine tanker. Eller det skulle man i hvert fald tro. De har nemlig sendt mig én bog, jeg allerede havde kigget på, og havde planer om at læse inden længe – og to andre bøger, som jeg ikke kendte, men som virker perfekt udvalgt til mig; det er bøger, jeg ikke vidste, jeg ønskede mig, men som jeg ikke ville have undværet.

  • Orla Frø-Snapper & Lille Virgil af Ole Lund Kirkegaard.
  • Mit ødelagte kongerige af Finn-Ole Heinrich og Rán Flygenring. Anmeldereksemplar fra Turbine.
  • Girl Online af Zoe Sugg. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.
  • Sukker af Gitte Løkkegaard. Anmeldereksemplar fra Plusbog.dk. Anmeldt her.
  • Freak City af Kathrin Schrocke. Anmeldereksemplar fra Turbine.
  • Samleren af Paul Cleave.
  • Det syvende mord af Paul Cleave.
  • Hvad hjertet ved af Jessi Kirby. Anmeldereksemplar fra Carlsen.
  • Joel og Io af Geir Gulliksen og Anna Fiske. Anmeldereksemplar fra Turbine.
  • Biblioteksmysteriet af Martin Wildmark og Helena Willis.

Hvilke bøger har I tilføjet til jeres samling på det seneste?