“Strengt fortroligt” af Karen Cleveland

Titel: “Strengt fortroligt” / Forfatter(e): Karen Cleveland / Serie: – / Sideantal: 283 / Forlag: Hr. Ferdinand / Udgivet: 7.3.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

I jagten på en russisk spioncelle på amerikansk jord afslører en CIA-analytiker farlige hemmeligheder, som truer hendes arbejde, hendes familie – og hendes liv.

Vivian Miller jager sovende spionceller. Igennem sit arbejde som CIA-analytiker har hun udviklet et system til afsløring af fjendtlige agenter, og endelig kan hun mærke, at den forfremmelse, hun så længe har tørstet efter, er på vej. Men da hun en dag finder frem til en tophemmelig fil med navnene på en række russiske agenter på amerikansk jord, smuldrer alt der betyder noget for hende – hendes ægteskab, arbejde, kærligheden til hendes fire børn – mellem hænderne på hende.

Vivian har lovet at forsvare sit land mod enhver fjende, men nu stilles hun over for et umuligt valg, som efterlader hende splittet mellem loyalitet og forræderi, pligtfølelse og frygt, kærlighed og mistænksomhed.

Hvem kam hun stole på?

“Strengt fortroligt” fik mig til at sidde på nåle hele vejen igennem, samtidig med jeg måtte blinke insisterede tårer væk. Jep, det er en bog, som gav mig virkelig mange blandede følelser, og samtidig fik mig til at føle så meget mere, end jeg havde forventet.

Jeg regnede med, jeg skulle læse en kick-ass, tempo-fyldt og thriller-agtig actionhistorie. Hvilket ikke var helt det, som jeg fik. Til gengæld var det jeg fik meget bedre end mine forventninger. Jeg fik nemlig både masser af action, spænding og tempo. Bogen efterlod mig i hvert fald flere gange åndeløs og med pulsen bankende derudad. Men samtidig skar den sig ind i mit (moder)hjerte, som den knuste totalt op til flere gange. Og deraf kom alle tårerne, som fik mig til at læse adskillige kapitler med et komplet sløret syn.

For selvom bogen er en spændingsroman, så er det lige så meget en fortælling om en familie og ikke mindst en mors kamp for at beskytte dem, hun har kær. Uanset hvad konsekvenserne så måtte være for hende selv. Ydermere er det en historie om tillid, og om hvornår man kan og bør stole på folk, og hvornår man istedet bør lytte til sin egen mavefornemmelse.

“Strengt fortroligt” er desuden en historie fyldt med twists, snoninger og u-vendinger. Jeg tænkte flere gange, at nu var jeg sikker på, hvad der ville komme til at ske. Jeg blev dog snydt hver eneste gang, og bogen efterlod mig komplet mind-blown op til flere gange. For selvom man måske godt kan regne historien ud, så er den skrevet på en måde som gjorde, at den fik mig til at gætte i helt forkerte retninger. Også selvom jeg var overbevist om, at det ikke kunne hænge sammen på andre måder. Samtidig giver det hele dog rigtig god mening, og jeg nød derfor at blive snydt. Der er nemlig altid en mening med det, som følges op af en rigtig god baggrundsviden.

Det eneste kritikpunkt jeg har for bogen er, at jeg gerne havde set den være længere. Det handler dog mest af alt om slutningen, som godt kunne havde været noget længere, end den er. Det hele bliver godt nok flettet godt sammen, men derfor kunne jeg alligevel godt lige havde brugt et par enkelte sider mere. Bogens slutning leder dog også lidt op til, at der muligvis kommer en efterfølger på et tidspunkt. Eller også er det bare mig der drømmer, fordi den gjorde mig enormt nysgerrig efter at vide meget mere.

Weekend Reads #26: Uge 9

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise jer min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Hvordan blev det lige pludselig fredag igen? Var det ikke lige weekend? Mine dage flyver virkelig sammen i øjeblikket, og jeg føler slet ikke, jeg når noget. Det har f.eks. været min plan hele ugen, at jeg skulle få læst en masse, men jeg har vist ikke engang læst én enkelt bog færdig. Mit overskud er dog heller ikke specielt stort, da jeg både sover for lidt og for dårligt i øjeblikket, hvilket gør at jeg er fuldstændig energiforladt om aftenen, når jeg har tiden til at læse. Men i dag skal vi have ordnet en masse praktiske ting herhjemme, og så tror jeg bare, at weekenden skal gå med at slappe mest muligt af. Hvilket gerne skal ske i selskab med både en god bog og en god TV-serie. Det er jo altid skønt at kunne veksle lidt mellem det.

Eftersom “Strengt fortroligt” af Karen Cleveland udkommer i næste uge, så er det den, jeg skal tilbringe weekenden i selskab med. Hvilket jeg er sikker på, kun kan blive virkelig godt. Jeg kan i hvert fald slet ikke vente med at komme i gang, og jeg er sikker på, jeg ender med at blive fuldstændig opslugt af den. Det plejer jeg i hvert fald med bøger i samme genre, så forhåbentlig har jeg det på samme måde med denne. Først regner jeg dog lige med, jeg skal læse “Sprækker i virkeligheden” af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum færdig. Jeg mangler nemlig kun et par noveller i den, som burde være ret hurtige at læse. Desuden er den ret god, så det virker som en ret perfekt måde at starte weekenden på.

Hvad er din fredagsbog?