Readathon tag

Til Dewey’s 24 Hour Readathon i foråret 2017 udarbejdede Jeanette nedenstående tag. Et tag som jeg stadig finder ret hyggeligt som opvarmning til readathon, så selvfølgelig besvarer jeg det også, før jeg deltager i det kommende readathon i år.

1. Hvor skal du læse henne?
Det bliver nok hovedsageligt hjemme i enten sofaen eller i min elskede læsestol. Og måske lidt på biblioteket? Bare for ikke at blive distraheret alt for meget af Tim, der løber rundt og fjoller.

2. Har du været med før?
Ja, og heldigvis en del gange efterhånden. Det er jo så hyggeligt! Jeg havde dog ikke mulighed for at være med i foråret, så jeg glæder mig helt vildt til at være med denne gang.

3. Læse alene, eller sammen med andre?
Begge dele er hyggeligt. Men det er oftest alene, og det bliver det nok også denne gang. Medmindre jeg kan overtale Alex til også at læse et par timer i løbet af aftenen.

4. Holder du dig vågen i alle 24 timer?
NEJ! Det er helt umuligt med en tumling i hjemmet og et arbejde, der kalder mandag morgen. Jeg skal derfor også gerne have i hvert fald 7-8 timers søvn. Til gengæld står Tim ret tidligt op, og det giver mig forhåbentlig en del læsetid i løbet af formiddagen søndag.

5. Læse mange sider, eller være med for hyggen?
Min læselyst er generelt ret lav i øjeblikket, så min deltagelse handler mest af alt om hyggen denne gang. Desuden håber jeg på, min deltagelse kan få sparket til min læseglæde, så jeg bliver lidt bedre til at prioritere læsningen igen.

6. Kom med et gæt på, hvor mange sider du vil få læst?
Jeg har vitterligt intet bud denne gang, og bliver helt ærligt glad, hvis jeg bare når at få læst en smule. Men det kunne være fedt med 250-300 sider – så altså en kort(ere) bog. Men nu må vi se. Det kan jo også være, jeg ender med at blive så hooked og finde nok tid til at læse en del mere end det. Eller at jeg kun får læst 10 sider, før jeg giver op på min deltagelse.

7. Hvad glæder du dig mest til?
At få læst igen! Det bliver simpelthen så rart. Desuden glæder jeg mig også til at følge med hos de andre danske deltagere. Det er jo altid så hyggeligt.

8. Hvilke snacks er et must-have til readathon?
Spunk og grøntsagsstave. Med de to ting er jeg godt tilfreds – og så er eventuelle andre snacks bare en lækker bonus. Og så skal der selvfølgelig drikkes mindst en halv liter te sammen med.

9. Følger du andre deltagere på de sociale medier undervejs?
Selvfølgelig! Det er jo netop det, der er så fedt ved readathon. Jeg er ikke helt så god til at få fulgt med på alles blogs, men jeg følger altid godt med på Instagram. Her er det hele jo lidt mere umiddelbart, og jeg synes også, jeg ser en tendens til, at flere og flere kun opdaterer denne platform.

Hvad ser du mest frem til i løbet af læsedøgnet?

Readathon Tag

I onsdags lavede Jeanette et readathon tag, hvilket jeg synes er en skøn idé. Jeg er ikke som sådan blevet tagget til at lave det, men jeg synes, det var for hyggeligt til at lade være. De her dage står jo virkelig i readathonets tegn, så det er da perfekt at fejre det lidt mere ved at besvare et tag. Desuden kommer der ikke ‘Weekend Reads’ i dag, da gårsdagens indlæg jo beskrev, hvad mine weekend (læse)planer er. Så nu får I min besvarelse af dette tag i stedet.

1. Hvor skal du læse henne?
Jeg læser med hjemmefra, hvilket betyder at min læsning nok hovedsageligt kommer til at foregå i min sofa. Der kan jeg nemlig både sidde ordentligt op, men samtidig også ligge ned, hvis/når jeg har behov for det. Desuden har den en rigtig god kant, som er perfekt til at stille tekrus og snacks på. Og det er jo vigtigt at have dem inden for rækkevidde!

2. Har du været med før?
Ja, jeg har været med en god del gange før. Dog må jeg indrømme, at jeg faktisk ikke rigtig har tal på, hvor mange gange det rent faktisk drejer sig om. Men måske fem? Jeg kan i hvert fald se, at jeg deltog for første gang i 2013, men jeg har desværre misset et par stykker i løbet af årene.

3. Læse alene, eller sammen med andre?
Jeg er vild med idéen om at læse sammen med andre, dog synes jeg ikke rigtig, det fungerer i praksis for mig. Det bliver altid hurtigt til for meget snak i stedet for læsning. Hvilket også er hyggeligt nok, men ikke helt det, som jeg gerne vil bruge døgnet på. Derfor læser jeg alene. Dog prøver jeg typisk på at få min kæreste til at læse et par timer sammen med mig. Han er nemlig god til ikke at snakke, men samtidig er han god motivation, da han læser virkelig hurtigt. Så måske læser han også lidt sammen med mig denne gang – det må tiden vise.

4. Holder du dig vågen i alle 24 timer?
Jeg har prøvet på det tidligere, men det er aldrig lykkedes for mig. Denne gang prøver jeg dog slet ikke på det, da jeg ved, jeg har brug for min søvn. Jeg regner derfor også med i hvert fald at sove syv timers tid i løbet af døgnet.

5. Læse mange sider, eller være med for hyggen?
Begge dele. Dog er jeg blevet meget mere bevist om at deltage i det sociale aspekt af readathonet de sidste par gange. Det er jo netop noget af det skønne ved, at så mange læser samtidig. Men selvfølgelig vil jeg også gerne få læst en masse. Det er bare ikke det, der er mit hovedfokus længere. Nu handler det mest bare om, at have det hyggeligt, og så må vi se, hvor meget læsning det bliver til.

6. Kom med et gæt på, hvor mange sider du vil få læst?
Det er virkelig svært at sige på forhånd. Jeg håber dog på omkring 500 sider, hvilket burde kunne lade sig gøre.

7. Hvad glæder du dig mest til?
Det er nok hele oplevelsen. Jeg elsker virkelig den magiske læsestemning, som hurtigt spreder sig i løbet af de første par timer af døgnet. Den giver mig sådan en stor lyst til at læse, hvilket altid er så rart. Derfor glæder jeg mig også bare til, at have et helt døgn, hvor det er læsningen, der er i fokus. Jeg glæder mig dog også til at følge med hos alle de andre danske bogbloggere, der deltager. Det er nemlig også altid super hyggeligt.

8. Hvilke snacks er et must-have til readathon?
Jeg tror faktisk ikke, jeg har noget, der som sådan er et must-have. Altså udover te; men det er jo ikke rigtig en snack. Dog går jeg altid efter, at mine snacks skal være godt blandet. Der skal altså helst være lidt af hvert. Hvilket vil sige lidt grøntsager, frugt, slik og noget salt. Det er nemlig bare en helt perfekt kombination.

9. Følger du andre deltagere på de sociale medier undervejs?
Det fortæller mine tidligere svar nok ret godt, men ja det gør jeg. Jeg følger gerne de danske bogbloggere på deres blogs, men samtidig også tagget #readathondk på Twitter. Desuden nyder jeg alle de skønne billeder, der bliver lagt op i løbet af døgnet på Instagram.

Hvad glæder du dig mest til i forbindelse med readathonet?