Vinder af den illustrerede udgave af “Harry Potter og De Vises Sten”

Så sluttede konkurrencen om et illustreret eksemplar af “Harry Potter og De Vises Sten” af J. K. Rowling, som Plusbog havde været så søde at sponsorere i forbindelse med Læs hele livet. Ved du ikke, hvad Læs hele livet går ud på? Så smut ind og læs mit indlæg om det her, eller smut ind og læs Plusbogs beskrivelse her.

Det er virkelig fedt at se, at så mange af jer havde lyst til at deltage i konkurrencen. Men det er nu også en ret god præmie, hvis jeg selv skal sige det. 😉 Desuden har jeg sådan nydt at læse alle jeres kommentarer. Det er jo skønt at se, hvordan flere af jer virkelig har reflekteret over emnet. Ydermere er der virkelig nogle fantastiske bud på, hvilken bog I ville elske at læse hele livet. Hvis man vil have god inspiration, så skal man i hvert fald bare smutte ind og læse kommentarerne.

Men nu til vinderen! Endnu engang blev det random.org, der hjalp mig med udtrækningen – for selvom det er en lidt kedelig måde at udtrække på, så er den virkelig rar, når man ikke har så meget tid. Random.org gav mig tallet 10, hvilket betyder at Julie er den heldige vinder.

Stort tillykke! Jeg sender dig straks en mail, og så håber jeg, du kommer til at nyde at have bogen i din samling. Den er i hvert fald både virkelig skøn og pæn.

Læs hele livet og vind den illustrede udgave af “Harry Potter og De Vises Sten”

Tidligere på måneden delte jeg mine tanker om at opdrage en læser, hvilket hænger rigtig godt sammen med Plusbogs nyeste kampagne, der netop går ud på at læse hele livet igennem. I en presset hverdag kan det være rigtig svært at finde tid til læsningen, og ofte er det smartphonen, der tager det meste af ens fritid. Plusbog vil dog gerne ændre på dette, da læsning kan gøre så meget for folk. Udover at give et lille pusterum i hverdagen, så kan man jo også både opleve store eventyr og lære en masse af bøger. Læs meget mere om netop dette lige her.

I den forbindelse har Plusbog flere gange spurgt om, hvilken bog lige netop jeg kan læse hele livet. Jeg har rigtig mange bøger, jeg kan og helt sikkert også vil læse resten af livet. Det er yndlingsbøger, som jeg slet ikke kan forestille mig ikke at dykke ned i igen og igen. Heller ikke selvom hverdagen ændrer sig, og jeg ændrer mig sammen med den. Det har derfor også været rigtig svært at finde frem til netop den ene bog, jeg vil fremhæve i forbindelse med kampagnen. Jeg overvejede derfor bøger, som jeg selv og andre ville kunne læse lige fra barn til pensionist – og også gerne længe herefter. Ud af denne overvejelse kon jeg frem til to bud. Først og fremmest tænkte jeg på eventyr. Eventyr bliver man nemlig aldrig hverken for ung eller gammel til. De vokser jo istedet bare med én, og jo ældre man bliver, jo flere nuancer kommer der frem i eventyrene. Mit endelig bud endte dog med at være lidt mere klichéfyldt end det. Jeg er nemlig endt med “Harry Potter og De Vises Sten” (og også gerne resten af serien) af J. K. Rowling, som værende en bog, jeg kan læse hele livet.

Desuden er det en bog, jeg slet ikke kan vente med at dele med min søn og lade ham vokse op med. Selvfølgelig går der lige nogle år, før han kan og skal opleve magien for første gang. Men jeg glæder mig allerede helt vildt til det. Både fordi “Harry Potter” jo er en meget magisk serie i sig selv, men også fordi det er en historie med rigtig mange vigtige budskaber, som jeg synes, alle bør opleve. Samtidig er det jo en bogserie, som er helt ideel at vokse op med. Og gerne i samme tempo som Harry Potter selv bliver ældre. Hvis man altså kan vente et år mellem at læse bøgerne. Ydermere tænker jeg også, at de nye illustrerede udgaver gør hele læseoplevelsen endnu mere magisk at dele med et barn.

Derfor har jeg i samarbejde med Plusbog fået lov til at udlodde et eksemplar af den illustrerede udgave af “Harry Potter og De Vises Sten” af J. K. Rowling. Således kan én af jer kære læsere jo selv dele magien med et barn – eller bare give bogen en genlæsning i denne smukke udgave. For at vinde bogen skal du bare svare på, hvilken bog du regner med at læse igen og igen resten af livet. Desuden skal du skrive din e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. Konkurrencen løber indtil d. 30/10, og vinderen skal have en dansk adresse, som præmien kan sendes til.

Husk at du gerne må kommentere, selvom du ikke vil deltage i konkurrencen. Nævnt blot dette i din kommentar, så jeg kan sortere dig fra, når jeg skal finde vinderen. Held og lykke til jer alle.

#DBBA17 – Har du stemt?

På fredag kl. 23.00 slutter afstemningen til Danish Book Blog Award 2017. Jeg vil derfor lige minde dig om, at få sendt din stemme afsted, hvis du endnu ikke har gjort det. Du skal selvfølgelig ikke stemme, hvis du ikke har lyst – men det er en fin måde at vise, at en award der sætter fokus på bogblogs er en god idé. Hvilket jeg selvfølgelig håber på, du synes.

Jeg er som tidligere nævnt endnu engang én af de nominerede, og jeg håber selvfølgelig på at få din stemme. Det vigtigste er dog, at du stemmer på din favorit. Så bliver det hele jo lidt sjovere 🙂

Har du ingen idé om, hvad jeg snakker om? Så smut ind og læs dette indlæg, hvor jeg forklarer nærmere om awarden.

Danish Book Blog Award 2017

Nogen af jer husker måske, at Plusbog.dk sidste år lancerede den første danske award for bogblogs? Ellers kan I smutte ind på mit indlæg fra september sidste år, hvor jeg skrev om netop denne award. Dette indlæg finder du lige her. Plusbog.dk kalder awarden Danish Book Blog Award og skriver selv følgende om den:

“Plusbog.dk skabte Danish Book Blog Award i 2016. I Danmark havde vi ikke en pris, der hyldede de mange hårdtarbejdende, danske bogbloggere, som med stor passion skriver om bøger og bøgernes univers – dét ønskede vi at ændre. Danish Book Blog Award blev skabt for at kåre Danmarks bedste bogblog, og nu er det igen ved at være tid til Danish Book Blog Award!”

Jeg var så heldig, at Boghjørnet var blandt de 16 nominerede sidste år, og selvom bloggen hverken kom i finalen eller vandt, så er jeg stadig super taknemmelig for det. Det er nemlig så stor en anerkendelse af mit arbejde med bloggen. Jeg er derfor også helt ekstatisk over, at jeg kan meddele jer, at Boghjørnet igen i år er blandt de nominerede! Det havde jeg ikke engang turde håbe på. Jeg er derfor også både virkelig glad og så taknemmelig for alle jer skønne læsere. Nomineringen er nemlig uden tvivl også jeres fortjeneste. Især fordi I gør det endnu sjovere at dele min læsning.

I år løber afstemningen til Danish Book Blog Award indtil d. 13/10 kl. 23, hvorefter fem finalister vil blive bedømt af en jury. I har altså mulighed for at lægge en stemme på lige netop den bogblog blandt de 16 nominerede, som I helst ser i finalen. Dette kan gøres lige her, og jeg håber selvfølgelig meget på, jeres stemme bliver sat på Boghjørnet. Jeg forstår dog helt klart godt, hvis den ikke gør. Igen i år er feltet, bloggen er oppe imod, nemlig virkelig stærkt.

Lad afstemningen begynde! Og mange tak fordi I læser med 🙂

Danish Book Blog Award 2016 – stem på din favorit

danish-book-blog-award-stem-paa-din-favoritPlusbog.dk har skabt Danmarks første bogblog award, og Boghjørnet er blev udvalgt som én af 16 bogblogs, der alle kæmper om en nominering til titlen om at blive Danmarks bedste bogblog. Noget jeg simpelthen er så glad for og stolt over. Men lad os snakke lidt mere om det, efter vi har fået præsenteret lidt grundigere, hvad det hele går ud på.

Plusbog.dk skriver selv følgende om Danish Book Blog Award:

Plusbog.dk har skabt Danish Book Blog Award, fordi der mangler en pris, som hylder alle de hårdtarbejdende mennesker, som er passionerede omkring bøgerne og deres univers. Formålet med Danish Book Blog Award er at kåre Danmarks bedste bogblog. Bloggen skal emme af læseglæde og engagement og være forankret i bøgernes verden. Bogbloggen skal opdateres regelmæssigt med nye indlæg, med dybde og inspiration til læseren. Bloggen skal kunne føre læseren ind i en unik verden af læseoplevelser og fortællinger om bøger, forfattere eller andet med relation til bøgernes forunderlige verden, på en digital blog-platform. Bloggens univers skal være veletableret både med hensyn til den visuelle og grafiske opstilling samt være klart og tydeligt udformet, hvad angår læserskare, sidevisninger, unikke besøgende og renommé.

Man kan stemme på den blog, man synes fortjener at blive nomineret indtil fredag d. 14. oktober kl. 23.00. Herefter vil Plusbog tælle stemmerne sammen, og finde frem til de fem bogblogs, som går videre i Danish Book Blog Award finalen. Disse fem bogblogs vil efterfølgende blive bedømt af en kompetent jury, som også vil finde frem til den endelige vinder af awarden. I kan læse meget mere lige her.

Som sagt er Boghjørnet blevet udvalgt som én af de 16 bogblogs, der kæmper om titlen som Danmarks bedste bogblog. Og i den forbindelse vil jeg meget gerne takke jer, kære læsere, for, at I læser med herinde. Uden jer er jeg nemlig sikker på, bloggen aldrig ville havde været én af de udvalgte blogs. Udover at jeg elsker alle jeres likes og kommentarer, så er det nemlig også jer, det inspirerer mig til at blive ved med at blogge. Jeg elsker jo at dele min læsning og alle mine boglige tanker med jer.

Jeg håber derfor også på, I nyder at følge med herinde. Ellers hører jeg meget gerne fra jer – det kan jo være, I har nogle gode idéer til indhold, som I synes, skal være på bloggen. Desuden håber jeg på, I har lyst til at afgive jeres stemme til Danish Book Blog Award lige her. Jeg håber selvfølgelig på, jeres stemme lander på Boghjørnet – men jeg kan helt sikkert også godt forstå, hvis den ryger til én af de andre. Det er nemlig et virkelig stærkt felt, bloggen er oppe imod. Der er i hvert fald en del af mine egne yndlings bogblogs iblandt.

Stem, stem, stem! Og endnu engang tak fordi I læser med 😀