Weekend Reads #18: Uge 13

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise jer min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Jeg er ved at være nogenlunde ovre min forkølelse, og hvor er det altså rart! Især fordi det betyder, at min hjerne også er begyndt at fungere en smule bedre igen. Altså så meget den nu kan, når jeg samtidig også er ramt af forfærdelig graviditetshjerne. 😉 Det betyder dog også, at jeg virkelig ikke kan udskyde eksamen længere, og jeg derfor skal bruge en del af weekenden på at få planlagt mine to eksamensopgaver. Hvilket jeg regner med, kommer til at optage en god del af min tid. Desuden er det som om, lejligheden ikke gør sig selv ren og tager opvasken, så det må nok også hellere ordnes i weekenden.

Det gode ved rengøring og andre huslige pligter er dog, at de fungerer fantastisk med en lydbog i ørene. Jeg lytter pt. til “Stalker” af Michella Rasmussen, men har under én time tilbage, og regner derfor allerede med at få den lyttet færdig i dag. Derefter tænker jeg at starte på “Girl Online #3 – Går solo” af Zoe Sugg. Den serie plejer nemlig at være rigtig god som lydbog, og samtidig er det tilpas let til rengøring. Jeg vil dog også gerne læse lidt i en fysisk bog, og her tænker jeg, det bliver “99 dage” af Katie Cotugno. Den startede jeg nemlig allerede på engang sidste sommer, og jeg forstår virkelig ikke, hvorfor jeg ikke har fået læst videre i den. Så nu skal det altså være.

Hvad skal I lave og læse i weekenden? Måske der er nogen, der skal bruge weekenden i Horsens? I så fald håber jeg, I får en rigtig god Krimimesse!

“Girl Online” & “Girl Online på turné” af Zoe Sugg

Girl Online 1+2Titel: “Girl Online” & “Girl Online på turné” / Forfatter(e): Zoe Sugg / Serie: Girl Online, #1-2 / Sideantal: 371 & 373 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 3.8.2016 & 30.3.2016 / Læst på: Dansk

Disse bøger er anmeldereksemplarer fra forlaget.

Penny har en hemmelighed.

Ingen ved, at det er hende, som er bloggeren Girl Online. På bloggen kan hun dele sine inderste tanker og følelser og være helt sig selv. Hun skriver anonymt om skolen, drenge, sin skøre familie og de panikanfald, som fylder mere og mere i hendes liv. Penny får sit livs eventyr, da hendes familie tager hende med til New York. Her møder hun den smukke guitarist Noah, som er alt, hvad hun nogensinde har drømt om.

Men Noah har også en hemmelighed. En hemmelighed som vender op og ned på Pennys liv.

Det lå ikke i kortene, at jeg nogensinde skulle læse hverken ”Girl Online” eller ”Girl Online på turné”. Først og fremmest havde jeg ingen idé om, hvem Zoella var, før den første bog dukkede op alle steder. Desuden virkede bøgerne til at være skrevet til en lidt yngre målgruppe, end den jeg befinder mig i. Ikke at det nogensinde har holdt mig tilbage – men her gjorde det alligevel lidt. Jeg endte dog alligevel ret hurtigt med at kaste mig over ”Girl Online”, da jeg på et tidspunkt havde lyst til noget let. Og da ”Girl Online på turné” udkom – ja, så blev jeg jo nødt til at læse videre i serien. 😉

Bøgerne er for et lidt yngre publikum, hvilket jeg følte var tydeligt at mærke. Dog er jeg sikker på, jeg selv ville havde elsket dem, da jeg var 13-14 år. Dermed virker de til at være meget passende for de personer, som de er skrevet til. Dog må jeg også sige, at jeg desværre fandt dem en anelse for kliché – og faktisk også lidt for søde. Jo, der er masser af drama i begge bøger, men på en eller anden måde kom det bare aldrig til at føles helt virkeligt. Dette gjorde også, at dramaen desværre ikke opvejede den skrigende sødme.

Når det er sagt, så indeholder serien dog også lidt dybere emner, som jeg var rigtig glad for blev taget op. Først og fremmest fylder angst en stor del i bogen. Jeg har aldrig selv prøvet at have det som Penny, men jeg føler nu alligevel, at bøgerne kommer rigtig godt omkring emnet. Jeg følte i hvert fald, at jeg lærte noget af det – hvilket altid er en god ting. I ”Girl Online på turné” er der desuden et ret stort fokus på, at det er vigtigt at være tro mod sig selv og turde at følge sine drømme, uanset hvad andre så måtte mene. Hvilket jeg synes er et rigtig vigtigt budskab.

Som bøgernes titler afslører, så er Penny blogger. Noget som man er begyndt at se mere og mere i bøger, hvilket jeg synes er ret fedt. Især fordi det gør således, at jeg har lettere ved at relaterer til personerne (i dette tilfælde Penny). At bøgerne så også går ind og fortæller lidt om internetsikkerhed, gør bare det hele meget bedre.

Udover at bøgerne var lidt for fyldt med klichéer og for søde til min smag, så var de desuden også hurtigt glemt igen. Det er en serie, man flyver igennem, da sproget og indholdet er ret let, men det gør desværre, at de heller ikke sætter sig så godt fast. Det er i hvert fald ikke bøger, som jeg husker specielt meget tilbage på. Men de var nu hyggelige nok alligevel – og der skal jo også være plads til lidt let og hurtig læsning engang imellem.

Jeg vil slutte af med at sige, at serien er helt perfekt til teenagepigen, der har lyst til at tage på eventyr og forelske sig. Andet er i hvert fald svært, når Noah er så sød. Bøgerne vil desuden gøre sig godt på stranden (selvom ”Girl Online” godt nok foregår henover efterår og vinter) med noget koldt at drikke ved ens side her til sommer.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5