Organisering af bøger

For ca. en uge siden blev alle bøger pillet ned af mine bogreoler, og diverse stakke med bøger rundt om i lejligheden blev samlet sammen, hvorefter de alle sammen blev lagt op i stakke i køkkenet. Det var nemlig tid til at få dem organiseret igen!

Jeg kan godt lide at skifte lidt mellem, hvordan mine bøger er organiseret. Jeg bliver nemlig ret hurtig træt af at kigge på mine reoler, hvis bøgerne ikke bliver rykket rundt engang imellem.

Min foretrukne måde at organisere mine reoler på, er dog efter forfatterens efternavn. Det ser sjældent super godt ud, men jeg synes, det er den mest overskuelig måde. Det tager jo ingen tid at finde en bestemt bog, når man hurtigt kan se, hvor man skal kigge henne. Det var derfor også denne organisering, der vandt denne gang.

Før dette stod de efter genre (som vi synes, de passede under) og forfatterens efternavn, hvilket sådan set også virkede ret godt. Det var især rigtig overskueligt, hvis man ville læse en bog i en bestemt genre, men ikke helt vidste hvilken. Jeg kunne derfor også godt finde på at gå over til denne organisering igen, når jeg bliver træt af at kigge på den nuværende.

Da jeg ikke havde helt så mange bøger, har jeg også haft dem organiseret efter henholdsvis farve og højde. Jeg kan rigtig godt lide udtrykket i denne organisering, men med mine nuværende bøger, synes jeg desværre, det er et for stort arbejde.

Hvordan organiserer I jeres bøger?