Tegneserie torsdag #2

“Tegneserie torsdag” er et månedligt tilbagevendende indlæg. I disse indlæg vil jeg anbefale tre-fire tegneserier, som jeg synes, I skal prøve at give et skud. Disse tegneserier kan være både mere eller mindre kendte, men de vil alle være nogle, jeg har nydt at læse. Indlæggene indeholder ikke nærmere faktuel information om tegneserierne, men deres titler vil linke til Goodreads, eller andet sted, hvor man kan læse om dem.Test 1

Lumberjanes” af Noelle Stevenson, Grace Ellis, Shannon Watters & Brooke A. Allen
Dette er uden tvivl en af mine absolutte yndlingstegneserier! Den har nemlig virkelig alt, som jeg elsker. For det første bliver jeg nødt til at nævne humoren. Det er nemlig helt sikkert én af de ting, der virkelig får tegneserien til at fungere så godt. For mig har det i hvert fald været umulig ikke både at blive vildt glad og grine meget under læsningen af serien. For det andet er tegneserien fyldt med fanstastiske og ret unikke personligheder, som man kun kan elske. Ydermere er personerne meget forskellige, og jeg er ret sikker på, at alle vil kunne identificere sig med mindst én af hovedpersonerne. Historien er desuden fyldt med action og spænding, og det er lidt af hvert, som flokken af lumberjanes kommer ud for.

Jeg vil gerne anbefale denne tegneserie for både børn og voksne, som gerne vil læse noget, som kun kan gøre dem i godt humør. Jeg vil dog især anbefale serien til kvinder, da den virkelig indeholder nogle helt fantastiske kvindelige hovedpersoner. Desuden vil jeg anbefale den til dem, som gerne vil have masser af action, men måske ikke er helt så vild med f.eks. superhelte-serier.

Anya’s ghost” af Vera Brosgol
Lad mig starte med at sige, at jeg blev vildt positivt overrasket over denne tegneserie. Indrømmet, så havde jeg faktisk ikke rigtig nogen forventninger til den overhovedet. Tegnestilen virkede ikke rigtig som noget for mig, og historien sagde mig heller ikke så meget. Et eller andet gjorde dog, at jeg alligevel bestilte den hjem fra biblioteket og gav mig i kast med den. Og det kan I andre virkelig også godt gøre! Eller købe den – det er i hvert fald en tegneserie, som skal hjem og stå i min samling på et tidspunkt. Den har nemlig virkelig bare det hele, og jeg kan slet ikke anbefale den nok. Det er både en rigtig sød, mystisk og ikke mindst ret gysende læseoplevelse – og den skal virkelig opleves. Især tænker jeg, stemningen i den vil være helt perfekt her i efteråret. Forresten fandt jeg den også meget relaterbar, og så snød den mig et par gange. Hvilket jo heller aldrig er en dårlig ting.

Den kan helt klart anbefales til alle, som kan lide tegneserier med en simpel streg, men hvor der samtidig sker en masse i historien. Tegnestilen er nemlig meget simpel, men historien er til tider ret crazy og hurtig. Desuden kan jeg især anbefale den til unge kvinder, som måske ikke har læst så mange tegneserier før. Anya er nemlig ret let at spejle sig i, og samtidig er tegneserien ret enkel at læse.

Through the Woods” af Emily Carroll
Det kan godt være, at “Anya’s ghost” er perfekt til efteråret. Men skal du kun læse én tegneserie i løbet af sæsonen, så skal du helt sikkert kaste dig over “Through the Woods” istedet! Den emmer nemlig af efterårsstemning, mørke og masser af uhygge. Faktisk er den så creepy, at der var flere steder i den, hvor jeg nærmest ikke havde lyst til at bladre videre. Det ville nemlig indebære, at jeg rørte siderne, og det kunne jeg slet ikke få mig selv til. For hvad nu hvis det fik tingene til at hoppe ud af siderne.. Derudover er det en samling af flere forskellige tegneserier, hvilket var ret interessant. Som alle andre samlinger var der selvfølgelig nogle tegneserier, som jeg fandt bedre end andre, men overordnet var de fleste rigtig fine. De er dog efter min mening meget åbne for fortolkninger, hvilket jeg ikke selv var så vild med, og det trak derfor min læseoplevelse lidt ned. Men er det noget, man godt kan lide, så tror jeg, man vil synes, det er helt perfekt.

Jeg kan klart anbefale den til mørke og stormfulde efterårsaftener. Især hen mod Halloween. Men vær beredt på, at den altså er virkelig creepy! Så det er måske rart at have lys og/eller en anden person i nærheden. Jeg var i hvert fald glad for, jeg ikke læste den en aften, jeg var alene hjemme. 😉

Hvilke tegneserier kan I anbefale til efteråret?

Tegneserie torsdag #1

“Tegneserie torsdag” er et månedligt tilbagevendende indlæg. I disse indlæg vil jeg anbefale tre-fire tegneserier, som jeg synes, I skal prøve at give et skud. Disse tegneserier kan være både mere eller mindre kendte, men de vil alle være nogle, jeg har nydt at læse. Indlæggene indeholder ikke nærmere faktuel information om tegneserierne, men deres titler vil linke til Goodreads, eller andet sted, hvor man kan læse om dem.Test 1

Jellaby” af Kean Soo
Jeg har stort set lige læst denne tegneserie, og jeg er simpelthen så begejstret. Det var en af de slags tegneserier, som jeg bare måtte kramme et par gange under læsningen. Den var nemlig så cute! Historien i sig selv er ret sød; to ret ensomme børn finder en ven i hinanden, da de drager på eventyr for at få deres ‘monster’ ven, Jellaby, hjem. Desuden var jeg fuldstændig solgt på selve monsteret Jellaby. Det var bare så sødt, og jeg elskede, hvordan det virkede som et lille barn. Tegneserien er desuden tegnet på en måde, som virkelig satte prikken over i’et. Farverne er holdt i lilla nuancer. Noget jeg egentlig normalt ikke er så vild med, men her fungerede det perfekt! Tegnestilen er endvidere meget simpel, hvilket passer ret godt til den forholdsvis simple historie. Selvom den er simpel, så sørger Soo dog for at gøre således, at der er masser af liv i tegningerne.

Kan anbefales til både børn og voksne, som nyder søde historier med fantastiske tegninger. Vær dog opmærksom på, at historien er todelt. Man skal altså have fat i begge volumes, før man kan læse den fulde historie.

Nimona” af Noelle Stevenson
Jeg har skrevet lidt om “Nimona” herinde før. Men den fortjener altså at blive nævnt igen. Det er nemlig uden tvivl en af de bedste tegneserier, jeg nogensinde har læst. Hvilket jeg egentlig selv er lidt overrasket over, for jeg havde slet ikke forventet, jeg ville komme til at holde så meget af den. Historien var virkelig bare fed! Jeg elskede, hvordan den var fyldt med action, men samtidig også krydret med andre ting. Mest af alt er det nemlig en historie om venskab og accept. Samtidig er den dog også tilsat en kæmpe potion humor, som virkelig gør den unik. Jeg både ih’ede, ‘åh’ede og grinte mig hele vejen igennem. Hvilket er en helt fantastisk kombination. Det strålede desuden ud af både historien og tegningerne, at Stevenson virkelig har lagt meget arbejde i tegneserien; og at hun samtidig også har givet den et godt skud af hendes egen personlighed.

Jeg kan anbefale den til alle, som godt kan lide fart over feltet og masser af grin. Desuden er det en god tegneserie for dem, der endnu ikke har bevæget sig så meget rundt i genren. Mest af alt vil jeg dog anbefale den til kvinde, som gerne vil læse noget med en meget stærk kvindelig hovedperson. Det er Nimona nemlig virkelig.

Rat Queens” af Kurtis J. Wiebe & Roc Upchurch
Når vi nu er ved tegneserier med stærke kvindelige hovedpersoner, så kommer vi ikke udenom “Rat Queens”. Den er nemlig fyldt med lige netop dette! Jeg troede egentlig aldrig, jeg ville komme til at anbefale den, men af en eller anden grund kan jeg ikke lade være. Personligt finder jeg serien en smule for hypet; den keder mig nemlig ret mange gange. Alligevel er der noget ved den, som gør, at jeg hele tiden bliver nødt til at læse videre. Jeg ved ikke helt præcis, hvad det er. Jeg tror dog, det er en kombination mellem, at tegneserien har et virkelig højt tempo, og at hovedpersonerne virkelig bare er fantastiske. De er så sjove! Desuden elsker jeg den ping-pong, der er mellem de forskellige hovedpersoner. I det hele taget er det især persongalleriet, der gør, at denne tegneserie fortjener at blive nævnt her. For selvom jeg personligt ikke er fuldstændig forelsket i serien, så kan den altså noget. Jeg har i hvert fald stadig historien fra de to første volumes stående ret tydeligt i min hukommelse.

Jeg kan anbefale den til folk, der gerne vil læse en tegneserie med et stærkt persongalleri og venskab. Vær dog opmærksom på, at tempoet godt kan blive lidt for hurtigt i forhold til, hvad der egentlig sker i handlingen. Det skabte nemlig en smule forvirring hos mig.

Har I læst nogen af de tre tegneserier?