“Naboparret” af Shari Lapena

Titel: “Naboparret” / Forfatter(e): Shari Lapena / Serie: – / Sideantal: 304 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 27.12.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Hvor godt kender du egentlig din nabo, din partner – eller dig selv?

Din nabo sagde, at du ikke skulle tage din baby med til middagen. Ikke noget personligt, hun kunne bare ikke holde ud at høre hende græde.

Din mand sagde, at du skulle slappe af. I var jo lige inde hos naboparret, og babyalarmen var tændt.

Din datter sov sidste gang, du kiggede til hende. Men nu, hvor du løber op ad trappen i det dødstille hus, er dit værste mareridt blevet til virkelighed. Hun er væk.

Du har aldrig ringet til politiet før. Nu er de jeres hus. Hvem ved, hvad de kommer til at finde …

“Naboparret” er sådan en bog, man ikke lægger fra sig, når man først er begyndt. Jeg blev fuldstændig hooked med det samme, og måtte bare have mere hele tiden. Plottet har nemlig nogle ret vilde twists, som gør, at man aldrig er helt sikker på, hvad der kommer til at ske. Og sådan noget elsker jeg virkelig. Især når jeg læser psykologiske thrillere, da det for mig er en del af genren, at der kan komme til at ske lidt af hvert.

Når det er sagt, så endte jeg dog faktisk med at gætte det meste af plottet ret hurtigt. Hvilket desværre trak min læseoplevelse og spændingsnivauet en smule ned for mig. Men ikke mere end at jeg stadig var fuldstændig besat af historien, og brugte hvert ledigt øjeblik i dens selskab. Desuden tænker jeg måske lidt, at det er et rent tilfælde, at jeg rent faktisk regnede ud, hvordan det hele hang sammen. Bogen kunne nemlig havde taget så mange andre drejninger. Men lige netop på grund af dette, ville jeg havde ønsket, at den var gået med en anden drejning. Så tror jeg nemlig ikke, jeg ville havde kunne regne plottet ud.

Selvom jeg regnede det overordnede plot ud, så overraskede bogen mig dog også en del gange. Der var i hvert fald flere episoder, som jeg ikke lige havde set komme. For ikke at snakke om slutningen, som var ret vild. Men også mega fed! Den efterlod mig nemlig virkelig hungrende efter mere, og det er altid en fantastisk måde at slutte af på.

Alt i alt er det altså en ret fed thriller, som jeg helt klart kan anbefale. Sørg dog lige for at afsætte hele dagen til læsningen, før du går i gang – for du stopper ikke igen, før du er færdig.

“Himlen ved mine fødder” af Jandy Nelson

himlen-ved-mine-foedderTitel: “Himlen ved mine fødder” / Forfatter(e): Jandy Nelson / Serie: – / Sideantal: 352 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 6.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

17-årige Lennie mister pludselig sin søster Bailey. En fatal hjertefejl viser det sig. Varme, livsglade, dejlige Bailey. Lennie føler sig helt alene med sit ubærlige savn. Men der er én, der forstår hende: Baileys efterladte kæreste, Toby. De to søger trøst hos hinanden i deres fælles sorg.

Og så dukker Joe op. Den nye fyr på skolen, som aldrig har kendt Bailey, og som taler og smiler til Lennie, så det giver stød i hele kroppen. Nu er Lennie splittet mellem Toby, der giver Bailey liv, og Joe, der giver Lennie liv. Og må man overhovedet føle glæde, når sorgen er så tæt og sort?

“Himlen ved mine fødder” følger Lennie på en hjerteskærende og livsbekræftende rejse gennem dyb sorg og vanvittig kærlighed.

Kender I det med, at én negativ læseoplevelse kan ødelægge et helt forfatterskab for én? I hvert fald hvis man ikke har læst andet af forfatteren. Jeg har desværre været ude for dette med Nelsons seneste udgivelse. Jeg gik derfor ind til ”Himlen ved mine fødder” med en god portion skepsis og en rimelig klar idé om, at det nok ikke ville være en bog for mig. Det viste sig dog, at jeg tog fuldstændig fejl. Det var nemlig helt bestemt en bog for mig.

Bogens handling er fyldt med mange forskellige følelser. Sorg, håb, drømme og kærlighed går sammen og skaber en helt perfekt blanding. Følelserne opvejer hinanden på den fineste måde, hvor de tydeligt er tilstede, men hvor ingen af dem får overtaget. Hvilket jeg synes er ret vigtigt, når det kommer til bøger, der omhandler døden. Døden er nemlig en svær størrelse, og jeg kan derfor rigtig godt lide, at der bliver kigget helt nært på denne i ”Himlen ved mine fødder”. Men at det alligevel ikke er det, som jeg husker tilbage på, når jeg tænker på bogen. Det er nemlig i stedet håbet og kærligheden – som også er en rigtig vigtig del af historien.

Bogen indeholder et trekantsdrama. Noget som efterhånden er ret kliché i YA. Men jeg kunne alligevel ikke rigtig have set det være anderledes. Lennies forhold til de to fyre er nemlig meget forskelligt, og jeg forstår fuldt ud, hvorfor hun føler sig splittet mellem dem. Også selvom der i sidste ende ikke er nogen tvivl om, hvem hun vil ende sammen med. Jeg tror nemlig, det er vigtigt for Lennie, at skulle tage det aktive valg. Og derfor er jeg rigtig glad for, det er en del af bogens historie. Jeg synes nemlig, at trekantsdramaet ender med at give en god del til historien, som er med til at gøre den ret speciel.

Bogen er både tankevækkende, livsbekræftende og utroligt rørende. Alligevel var der et eller andet ved den, som gør, at jeg ikke kan give den topscore, hvor meget jeg end har lyst til det. Det er dog en virkelig god bog, som jeg på ingen måde fortryder at have læst. Den er meget anderledes end ”Jeg henter solen ned”, og det giver mig håb for, at jeg også vil kunne lide eventuelle fremtidige bøger af Nelson. Én ting er i hvert fald sikkert, og det er, at jeg virkelig håber på at læse mere af hende i fremtiden. Og aller helst noget der, som denne bog, befinder sig lige på grænsen af at få mig til at græde og smile af lykke.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

“Det du ikke ved” af Helle Perrier m.fl.

Det du ikke vedTitel: “Det du ikke ved” / Forfatter(e): Helle Perrier, Tomas Lagermand Lundme, Svend Åge Madsen, Iben Mondrup, Anita Krumbach, Louis Jensen, Dorte Lilmose, Ronnie Andersen , Sissel Bergfjord og Hanne Kvist / Serie: – / Sideantal: 172 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 25.2.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

DET DU IKKE VED er en novellesamling for unge om hemmeligheder. Kan man snyde andre til at blive forelsket? Kan man sælge hemmeligheder? Kan man lyve for sig selv? Kan man stole på sin familie? Kan man hade den, man elsker? Sandheden gemmer sig lige under overfladen i 10 noveller af nogle af Danmarks mest anerkendte forfattere.

Jeg havde ikke de store forventninger til ”Det du ikke ved”, da jeg normalt ikke er super vild med dansk socialrealisme. Alligevel formåede bogen faktisk at skuffe mig en anelse. Jeg havde nemlig en idé om, at novellerne ville adskille sig en del fra hinanden, nu selve præmisset med hemmelighed kan være ret bredt. Desuden tænkte jeg, at dette element kun kunne skabe en form for spænding i novellerne. Der var bare ingen af disse ting, som rent faktisk var som forventet.

Først og fremmest fandt jeg novellerne ret ens. Jo, de er selvfølgelig fuldstændig forskellige, eftersom de jo også alle er skrevet af forskellige forfattere. Men temaerne de beskæftigede sig med var i rigtig mange af novellerne det samme. Det irriterede mig f.eks. en del, hvor stort et tema kærlighed var i en god del af novellerne. Efter min mening kunne man nemlig havde skrevet en del historier omhandlende hemmeligheder, uden at de på nogen måde skulle indeholde kærlighed. Når det er sagt, så er en af mine yndlingsnoveller i samlingen dog ”Uforelsket” af Svend Åge Madsen, hvor hovedtemaet netop er kærlighed. I denne synes jeg dog, temaet bliver udforsket på en rigtig god måde.

Jeg følte desuden, at novellesamlingen blev ret langtrukken. Hvilket er på trods af, at jeg læste den virkelig hurtigt. Novellerne er nemlig meget letlæselige i både sprog og handling, og bogen er trykt med ret stor font – jeg fløj derfor gennem samlingen. Alligevel kom jeg til at føle, at især midten af samlingen tog lang tid at komme igennem. Desuden kedede jeg mig ret meget under læsningen af især disse noveller. Det er dog muligt, at det var fordi, at novellerne her ikke rigtig sagde mig noget. For det var der desværre en stor del af novellerne, der ikke gjorde.

Det var dog ikke udelukkende en negativ læseoplevelse. Udover ”Uforelsket” så synes jeg nemlig også, der var et par af de andre noveller, som var ret fine, og hvor jeg virkelig nød deres budskab. Jeg var f.eks. især vild med ”Plastichjerte” af Ronnie Andersen, som udforskede emnet trolling på en rigtig god måde. Desuden var der netop en form for spændingselement i denne historie, som jeg var ret begejstret for. Derudover kunne jeg også godt lide ”En, der lyver” af Tomas Lagermand Lundme, som udforsker pædofili og det at ikke alle på nettet er den, som de giver sig ud for. Hvilket gøres på en ret fin måde, hvor hemmelighedselementet bliver flettet rigtig godt ind.

Alt i alt var det altså ikke rigtig en novellesamlingen for mig. Jeg vil dog gerne anbefale den til unge, der godt kan lide dansk socialrealisme. Selvom jeg dog også synes, at der findes en del andet, som jeg meget hellere vil anbefale. Jeg kunne dog sagtens se især ”Plastichjerte” blive benyttet på en rigtig god måde i forbindelse med danskundervisningen i de lidt større klasser.

Bedømmelses hjerter 2 ud af 5

“Girl Online” & “Girl Online på turné” af Zoe Sugg

Girl Online 1+2Titel: “Girl Online” & “Girl Online på turné” / Forfatter(e): Zoe Sugg / Serie: Girl Online, #1-2 / Sideantal: 371 & 373 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 3.8.2016 & 30.3.2016 / Læst på: Dansk

Disse bøger er anmeldereksemplarer fra forlaget.

Penny har en hemmelighed.

Ingen ved, at det er hende, som er bloggeren Girl Online. På bloggen kan hun dele sine inderste tanker og følelser og være helt sig selv. Hun skriver anonymt om skolen, drenge, sin skøre familie og de panikanfald, som fylder mere og mere i hendes liv. Penny får sit livs eventyr, da hendes familie tager hende med til New York. Her møder hun den smukke guitarist Noah, som er alt, hvad hun nogensinde har drømt om.

Men Noah har også en hemmelighed. En hemmelighed som vender op og ned på Pennys liv.

Det lå ikke i kortene, at jeg nogensinde skulle læse hverken ”Girl Online” eller ”Girl Online på turné”. Først og fremmest havde jeg ingen idé om, hvem Zoella var, før den første bog dukkede op alle steder. Desuden virkede bøgerne til at være skrevet til en lidt yngre målgruppe, end den jeg befinder mig i. Ikke at det nogensinde har holdt mig tilbage – men her gjorde det alligevel lidt. Jeg endte dog alligevel ret hurtigt med at kaste mig over ”Girl Online”, da jeg på et tidspunkt havde lyst til noget let. Og da ”Girl Online på turné” udkom – ja, så blev jeg jo nødt til at læse videre i serien. 😉

Bøgerne er for et lidt yngre publikum, hvilket jeg følte var tydeligt at mærke. Dog er jeg sikker på, jeg selv ville havde elsket dem, da jeg var 13-14 år. Dermed virker de til at være meget passende for de personer, som de er skrevet til. Dog må jeg også sige, at jeg desværre fandt dem en anelse for kliché – og faktisk også lidt for søde. Jo, der er masser af drama i begge bøger, men på en eller anden måde kom det bare aldrig til at føles helt virkeligt. Dette gjorde også, at dramaen desværre ikke opvejede den skrigende sødme.

Når det er sagt, så indeholder serien dog også lidt dybere emner, som jeg var rigtig glad for blev taget op. Først og fremmest fylder angst en stor del i bogen. Jeg har aldrig selv prøvet at have det som Penny, men jeg føler nu alligevel, at bøgerne kommer rigtig godt omkring emnet. Jeg følte i hvert fald, at jeg lærte noget af det – hvilket altid er en god ting. I ”Girl Online på turné” er der desuden et ret stort fokus på, at det er vigtigt at være tro mod sig selv og turde at følge sine drømme, uanset hvad andre så måtte mene. Hvilket jeg synes er et rigtig vigtigt budskab.

Som bøgernes titler afslører, så er Penny blogger. Noget som man er begyndt at se mere og mere i bøger, hvilket jeg synes er ret fedt. Især fordi det gør således, at jeg har lettere ved at relaterer til personerne (i dette tilfælde Penny). At bøgerne så også går ind og fortæller lidt om internetsikkerhed, gør bare det hele meget bedre.

Udover at bøgerne var lidt for fyldt med klichéer og for søde til min smag, så var de desuden også hurtigt glemt igen. Det er en serie, man flyver igennem, da sproget og indholdet er ret let, men det gør desværre, at de heller ikke sætter sig så godt fast. Det er i hvert fald ikke bøger, som jeg husker specielt meget tilbage på. Men de var nu hyggelige nok alligevel – og der skal jo også være plads til lidt let og hurtig læsning engang imellem.

Jeg vil slutte af med at sige, at serien er helt perfekt til teenagepigen, der har lyst til at tage på eventyr og forelske sig. Andet er i hvert fald svært, når Noah er så sød. Bøgerne vil desuden gøre sig godt på stranden (selvom ”Girl Online” godt nok foregår henover efterår og vinter) med noget koldt at drikke ved ens side her til sommer.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5

“Ja, jeg har mens – og hva’ så?” af Clara Henry

Weekend Reads #1 (1)Titel: “Ja, jeg har mens – og hva’ så?” / Forfatter(e): Clara Henry / Serie: – / Sideantal: 188 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 16/6/2016/ Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Menstruation: Et lidt finere ord for mens, som kun bruges af skolesundhedsplejesker og min mormor. Betyder månedligt på latin, dvs. noget som kommer en gang om måneden. Andre ord for mens: Det røde, russere i lysthuset, at flage rødt.”

Til alle mensere og dem, der venter på deres første mens, har Clara Henry svar på alt – og lidt til.

Millioner af mennesker menstruerer hver måned verden over. Alligevel er det noget, som mange ikke tør tale om, og som piger har uden at vide, hvordan de bedst håndterer det.

Jeg er ret meget en sucker for fagbøger, der er skrevet til børn/unge. Og især når disse bøger mest af alt er henvendt til piger. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det har bare hængt ved lige siden, jeg selv var barn – og ikke mindst fra da jeg begyndte at blive kvinde, og gerne ville kende mere til denne proces uden at skulle spørge mine forældre (som dog ellers gerne ville besvare mine spørgsmål). Da jeg så, at Gyldendal udgav ”Ja, jeg har mens – og hva’ så?”, var der derfor heller ingen tvivl om, at det var en bog, jeg virkelig bare måtte læse. Menstruation er jo et meget hot topic i øjeblikket. Men da jeg ikke gider alt for meget feministisk pjat (ja, det er friblødning altså efter min mening), så var dette præcis den bog, som jeg havde lyst til at dykke lidt dybere ned i emnet med. For selvom det mest af alt er en bog til de piger, der endnu ikke eller lige har fået deres første menstruation, så synes jeg altså også, den er relevant for alle andre kvinder.

Bogen er en selvhjælpsbog, hvilket måske klinger lidt hult hos de fleste. Dette er dog en af de mest uhøjtidelige og humoristiske selvhjælpbog, jeg nogensinde er stødt på. Og det siger faktisk en del – for jeg er stødt på en del gode i løbet af årene. Clara Henry rammer virkelig bare hovedet på sømmet, og jeg har sådan en lyst til at forære bogen til alle kvinder (og egentlig også mænd), jeg kender. Det er nemlig helt klart en bog, der fortjener at blive læst.

Bogen er som nævnt virkelig humoristisk, hvilket på alle måder skyldes Henrys fantastiske sprog igennem bogen. Udover at Henry virkelig bare skriver på en sjov måde, så er hun også meget personlig, og tager rigtig meget udgangspunkt i episoder fra hendes eget liv. Flere af disse er ret humoristiske, men de minder også en om, at man ikke står alene med uheldige menstruationsepisoder. Hvilket er en helt igennem rar oplevelse. For hvis vi ikke selv har oplevet uheldige episoder, så har vi i hvert fald alle frygtet dem på et eller andet tidspunkt. Dette er også en af grundene til, at det er så let at relatere til Henry og bogen i det hele taget.

Det virker måske på min anmeldelse som om, Clara Henry skøjter lidt for let henover emnet. Det er dog på ingen måde tilfældet. Faktisk fandt jeg alt indhold virkelig gennemtænkt, og jeg følte på intet tidspunkt, at Henry fik det gjort alt for let. Jeg kunne i hvert fald tydeligt mærke alvoren bag hendes (sjove) ord, og jeg følte på intet tidspunkt, at det blev gjort for overfladisk. Selvom jeg vidst efterhånden har haft menstruation i 11-12 år, så formåede jeg rent faktisk at lære noget nyt af bogen. Og det er skal Henry virkelig have stor ros for.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5