“Balladen om den forsvundne mumie” af Dennis Jürgensen

Balladen om den forsvundne mumieTitel: “Balladen om den forsvundne mumie”
Forfatter(e): Dennis Jürgensen
Serie: Freddy & Monstrerne #1
Sideantal: 100
Forlag: Tellerup
Udgivet: 1982
Læst på: Dansk

Hvad gør man, hvis ens ven forsvinder i en verden, som man ikke har kendskab til, men gerne vil have ham tilbage?

Det er første gang en lille forsamling af gysenes mestre bliver stillet over for denne svære situation. Vampyren Dracula, varulven Eddie, Frankensteins monster Boris og den hovedløse Sir Arthur Fieldstein savner deres distræte kammerat mumien Mummy, siden han tog ind til byens museum for at besøge sin onkel i den egyptiske afdeling.

Situationen er kritisk, da Mummy, forvirret som han er, kunne komme til at afsløre sig selv og vennerne overfor omverdenen. Det er ellers lykkedes dem at holde sig skjult for omverdenen i et gammelt slot, der benyttes til voksmuseum. Om dagen står de stille som voksfigurer i rædselskabinettet, men om natten trækker de sig tilbage til mere magelige omgivelser i riddersalen, hvor de fordriver tiden med skak og andre små sysler. Desværre er Mummy altså forsvundet og må genfindes for hver en pris, uden at deres eksistens røbes. 

Jeg tror, dette er en af de bøger, jeg kender bedst. Jeg har nemlig fået den (og resten af serien) læst højt det meste af min barndom. Jeg har dog aldrig før selv læst den, så jeg tænkte det måtte være ved at være på tide.

Jeg var dog en anelse bange for, jeg måske var vokset fra den, da det jo langt fra er en bog til min aldersgruppe. Jeg havde dog ikke haft grund til bekymring; jeg elskede den nemlig præcis lige så meget, som jeg har gjort tidligere.

Jeg synes, bogen er skrevet virkelig godt. Den er vildt humoristisk, og selvom den jo er ret urealistisk, lever jeg mig totalt ind i historien, som jeg synes er ret fed. Desuden elsker jeg virkelig karaktererne! De er simpelthen så godt skrevet, og man kan ikke lade være med at holde af dem.

Jeg vil virkelig gerne anbefale bogen. Nok mest til lidt yngre personer, men bestemt også til folk uden for målgruppen, som bare gerne vil læse en hurtig, let og humoristisk bog.