Flytning

Som overskriften så fint afslører, skal dette indlæg handle om flytning. Vi har nemlig netop modtaget nøglerne til vores nye lejlighed, og jeg flytter derfor de næste par dage. Der er jo en hel masse, man skal have styr på. Og så tænker nogle af de faste læsere måske: “Jamen, er du ikke lige flyttet?” Og jo, det er jeg, men det var til min kærestes lille 1-værelses, hvor der af gode grunde ikke var helt så meget plads til to personer.

Vi har derfor søgt efter en større lejlighed i et stykke tid, og den 28 august kom der så en sms om, vi havde fået et boligtilbud. Vi havde dog fået den tilbudt som nr. 2, så herefter gik der næsten en uge med spændt at vente på svar, og heldigvis fik vi den!

Den sidste uge er derfor hovedsageligt gået med nedpakning af min kærestes lejlighed, og praktiske (og kedelige!) ting såsom at søge boligstøtte. Desuden har jeg prøvet at guide mine forældre til, hvad de har skulle pakke i bilen, da jeg ikke blev helt færdig med min nedpakning, før jeg tog til Aalborg.

Mine far har også været så sød, at tage tirsdag-torsdag fri, så ham og min mor kan hjælpe til med flytningen, hvilket er virkelig rart! Vi skal godt nok kun flytte ca. 150 m., men det er nu virkelig rart at have en bil, så vi f.eks. kan få hentet den seng og det spisebord, vi har købt og få købt ind i Ikea.