Endnu en rejsende bog

Endnu en rejsende bogFra stort set den dag jeg besluttede at sende “Alkymisten” af Paulo Coelho ud på dens livs rejse i forbindelse med #Alkymistenrejser, har jeg vidst, at jeg ville sende én eller endda måske flere andre bøger ud også. For udover at jeg virkelig elsker konceptet med, at jeg kan dele min læsning med andre på denne måde, så synes jeg simpelthen også, at tanken om at eje flere bøger, som forskellige læsere har haft deres fingre i, er noget så hyggelig. Især fordi jeg er overbevist om, at andre bogelskeres markeringer og noter i bøger kan være med til at gøre læseoplevelsen endnu bedre, end den forhåbentlig har været i forvejen.

Jeg har dog et enkelt problem, og det håber jeg, I kan hjælpe mig med. Jeg kan ganske enkelt ikke beslutte mig for, hvilke(n) bøger jeg skal vælge, som de(n) næste rejsende bøger. Jeg har nogle idéer, men på ingen måde nogen, som jeg har lagt mig fast på. Jeg vil derfor heller ikke fortælle jer, hvilke det er, men istedet give jer muligheden for at komme med forslag til, hvilken bog eller bøger, I mener, ville være perfekte som rejsende bøger.

Bogen eller bøgerne kan være alle mulige og umulige genrer, men der er dog nogle få enkelte krav, som I kan se listet herunder:

  • Bogen skal helst være dansk eller kunne fås på dansk. Eller i hvert fald være på let og tilgængelig engelsk, så alle har mulighed for at kunne være med.
  • Bogen skal kunne købes i paperback, og skal helst ikke veje alt for meget. Porto i dagens danmark er jo sygt dyrt!
  • Bogen skal desuden heller ikke være i et alt for stort format – den skal altså helst kunne være i en ‘almindelig’ boblekuvert.
  • Bogen skal helst indeholde flere elementer, som flere forskellige læsere vil kunne nyde – også selvom de måske normalt ikke læser den givne genre.

Jeg håber på, I kommer med en masse gode forslag, som jeg måske slet ikke selv havde tænkt på. Desuden vil jeg om ca. én uges tid samle en del af de forskellige forslag, og herefter ligge disse op som en afstemning, så I alle kan være med til at stemme om, hvilken/hvilke bøger der bliver de næste, jeg sender ud på deres livs rejse.

Så hit me med jeres forslag!

Den rejsende bog

Den rejsende bog #1Hej bloggere og bookstagrammers,

Jeg kommer fra et dejlig trygt hjem med masser af gode venner, hvor jeg har det rigtig godt. Jeg har dog længe haft lyst til at se lidt mere af verden, og nu skal det altså være! Jeg har derfor besluttet mig for at tage ud på, hvad jeg håber og tror på bliver mit livs rejse. Og det er her, I kommer ind i billedet.

Jeg vil nemlig gerne ud og møde en masse, som jeg kan fortælle min fantastiske historie til samt se og opleve en masse nyt. Jeg kan dog ikke gøre dette alene, og jeg vil derfor virkelig elske, hvis I skulle have lyst til at hjælpe mig. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at besøge en masse af jer. Hvem og hvornår ved jeg ikke; det må være en del af selve oplevelsen. Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg starter min rejse hos Irene om én uges tid, og at jeg har afsat tid til at kunne rejse indtil september 2016, hvorefter jeg gerne vil vende tilbage til min trygge hylde i det nordjyske.

Jeg har ikke så mange krav til min rejse, men dem jeg har, må jeg nok hellere fortælle jer lidt om. Jeg elsker alle slags mennesker, men på denne rejse vil jeg gerne kun besøge folk, der enten har en blog eller en Instagram-profil, hvor størstedelen af indhold består af #Bookstagram-billeder. Jeg vil nemlig gerne pyntes med markeringer, tegninger, bemærkninger og hvad personerne ellers har lyst til – og disse (eller i hvert fald bare nogle af dem) vil jeg gerne have delt via enten et blogindlæg eller opdateringer på Instagram via #Alkymistenrejser. Dette giver mig nemlig mulighed for, at kunne genopleve rejsen så mange gange, jeg skulle have lyst, når jeg vender hjem igen. Og samtidig vil min mor gerne kunne følge med i min rejse. Resten af de små regler, jeg har for min rejse, kan og bør læses i mig, når jeg kommer og besøger dig.

Jeg kan ikke vente med at se, hvad jeg kommer til at opleve i løbet af det næste års tid. Men én ting er sikkert: Jeg glæder mig helt vildt til det! Og jeg håber meget på, at mange af jer skulle have lyst til at have mig boende for en periode (dog ikke længere end tre uger), og at I samtidig har lyst til at følge mig på min rejse.

Med kærlige boghilsner,
Den rejsende bog, Alkymisten.

Inspirationen til at lave en såkaldt rejsende bog kommer fra BooKss101. Har du nogen spørgsmål til projektet, så smid gerne en kommentar herunder.

EDIT: Bogen vil blive sendt videre fra læser til læser, og det er personen selv, der bestemme hvem, der skal have bogen som den næste. Hvem der kommer til at modtage bogen er altså helt ude af mine hænder.