Boghjørnet 3 år (+konkurrence)

Boghjørnet 3 år (+konkurrence)I dag har bloggen fødselsdag! Det er altså i dag tre år siden, at jeg endelig besluttede mig for at starte en bogblog. Og hvor er jeg virkelig glad for, at jeg endte med at tage den beslutning. Jeg har i hvert fald på ingen måder fortrudt, og bloggen har simpelthen bragt så mange skønne ting med sig.

Det sidste år har især været rigtig godt når det kommer til bloggen, og muligheder den har givet mig. For det første har jeg lært rigtig mange nye søde folk at kende, hvilket jeg er så glad for, og f.eks. har det ført til at Gitte og Rikke er blevet en del af min læseklub, hvilket virkelig også er skønt! Vi har det i hvert fald altid så hyggeligt sammen.

Derudover var jeg til bogbloggertræf i foråret, hvilket var præcis lige så skønt som i efteråret sidste år. Men samtidig afholdte jeg sammen med Irene, Karin og Rikke det første bogbloggertræf i Nordjylland i septembers, hvilket blev en kæmpe succes, og det er uden tvivl ikke sidste gang, vi har afholdt det.

Bloggen har i løbet af det sidste år også fået sit eget domæne og er desuden vokset en hel del. Den ramte f.eks. 100 følgere i sommers, hvilket jeg stadig synes er ret vildt, men selvfølgelig også er super glad for. Tænk at så mange har lyst til at følge med i, hvad jeg skriver.

Som en lille tak for at I er så søde at følge med på bloggen og kommentere på mine indlæg, så kommer der selvfølgelig også en konkurrence. Tellerup har været så søde at sponsorere en fødselsdagskonkurrence, og vinderen kan derfor vælge mellem at få tilsendt enten et eksemplar af Oprører eller Udvalgt af Louise Haiberg. Jeg har nydt begge bøger rigtig meget (der er anmeldelse af dem henholdsvis her og her), og vil derfor gerne give en anden mulighed for også enten at kommer igang med denne virkelig gode serien eller fortsætte med den.

Alt du skal gøre for at deltage er at lægge en kommentar herunder inden d. 17/12 kl. 12.00, hvor du skriver, hvilken bog der har været din yndlings i år (jep, virkelig svært spørgsmål – men det er også tilladt at skrive flere). Desuden skal du skrive, om du helst vil have Oprører eller Udvalgt, hvis du vinder – og huske at skrive din e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. Samtidig ville det være skønt, hvis du følger bloggen på Bloglovin’ og/eller Facebook, men dette er ikke et krav. Vinderen skal desuden have en dansk adresse.