Book Bucket List

Jeg synes idéen om en Book Bucket List er så fin. Altså en liste over bøger, som man gerne vil nå at læse på et eller andet tidspunkt i løbet af sin levetid. Om det så er i morgen, om 10 eller måske først om 30 år, man når til dem. Selvfølgelig kan det være, man ender med at sætte bøger på listen, som man ender med at vokse fra. Men jeg synes stadig, det er ret fint at overveje, hvilke bøger der er på listen lige nu. En almindelig Bucket List kan jo også sagtens ændre sig i løbet af ens levetid. Vi udvikler os jo hele tiden som mennesker, og ligeledes gør både vores håb, drømme og smag.

Så herunder kommer de syv punkter, som pt. er på min boglige Bucket List:

Dennis Jürgensens forfatterskab
Vi starter lige med den, der nok er den mindst overraskende. Jeg er i hvert fald ret sikker på, jeg har nævnt “Projekt Jürgensen” nogle gange før. Dette er mit eget lille projekt, der går ud på, at indsamle og eje hele Jürgensens forfatterskab. Og med til dette hører selvfølgelig også at læse alle hans bøger. Det er ikke alle hans bøger, der falder helt i min smag. Nogle tror jeg simpelthen bare, jeg er blevet for gammel, og har læst for meget til at sætte helt så stor pris på. Men jeg vil alligevel stadig gerne læse alle hans udgivelser. For selvom jeg måske ikke er vild med alle historierne, så elsker jeg simpelthen hans sprog og humor. Hvilket egentlig er nok for mig.

H. C. Andersens forfatterskab
Jeg er, som mange andre danskere nok også er, opvokset med H. C. Andersens eventyr. Jeg har dog langt fra læst dem alle, da det typisk er de samme, der går igen. Desuden har jeg også kun bevæget mig flygtigt ud i resten af hans forfatterskab, når jeg er blevet tvunget til det i forbindelse med studie. Jeg vil dog virkelig gerne læse mere – og især nå igennem alle hans forskellige eventyr.

“The Chronicles of Narnia” af C. S. Lewis
I sjette klasse omskrev jeg i samarbejde med min klasse “Løven, heksen og garderobeskabet”, og opførte den herefter som musical. Dette krævede en del gennemlæsninger af bogen, og filmen blev da også set et par gange. Hvilket gjorde at jeg endte med at blive helt ekstremt træt af historien. Jo længere det er kommet på afstand, jo mere har jeg dog fået lyst til at kaste mig over at få læst hele serien. Jeg er nemlig ret sikker på, jeg vil komme til at nyde den.

“Ringens Herre” af J. R. R. Tolkien
Jeg har ikke den store forventning til, jeg vil kunne lide “Ringenes herre”. Jeg har på fornemmelsen, de er lidt for beskrivende til min smag. Og samtidig må jeg indrømme, at jeg f.eks. aldrig er noget ordentligt igennem bare den første film, da jeg har fundet den super kedelig. Men alligevel er der noget ved serien, der trækker i mig, og som gør, at jeg uden tvivl blive nødt til at give mig i kast med den på et tidspunkt. Også selvom jeg måske kun får læst en smule af den første bog, før jeg giver op. For så har jeg da i det mindste prøvet.

“En ulykke kommer sjældent alene”-serien af Lemony Snicket
Jeg fik de første to bøger i denne serie som en del af en børnebogklub, da jeg var barn, og jeg elskede dem virkelig. Desværre nåede jeg aldrig specielt langt ind i serien, da der altid endte med at komme andre spændende bøger forrest i køen. Jeg har dog aldrig glemt serien, og har da også genlæst den første bog et hav af gange. Men jeg vil altså også gerne have læst resten af serien på et tidspunkt.

“Under kuplen” af Stephen King
Denne bog har stået på min TBR i en del år efterhånden. Jeg begyndte faktisk også at læse den på et tidspunkt, men nåede ikke særlig langt, før jeg skulle på ferie. Og det er altså ikke lige sådan en bog, som man slæber land og rige rundt. I hvert fald ikke i dens fysiske form. Derfor nåede jeg aldrig længere, men den spøger stadig i min hukommelse. Jeg synes nemlig, at historien lyder ret interessant. Desuden vil jeg virkelig gerne se TV-serien, som er udkommet i mellemtiden. Men jeg vil altså læse bogen først!

“Gåsehud”-serien af R. L. Stine
Jeg har altid haft et had-kærlighedsforhold til “Gåsehud”-bøgerne. Ikke fordi jeg ikke kunne lide dem, for det kan jeg helt klart. Men fordi jeg nok startede med at læse dem, da jeg stadig var lidt for ung. Jeg var nemlig ret sensitiv hvad angår uhygge, da jeg var mindre, og de skræmte mig derfor virkelig meget. Men jeg kunne jo alligevel ikke holde mig væk fra serien. Jeg synes nemlig, at bøgerne er skrevet virkelig godt. Derfor har jeg også en drøm om, at jeg en dag får læst hele serien.

Har du en Book Bucket List? Og i så fald hvilke bøger står der så på den?