Sommerferielæsning 2014: Hvad jeg fik læst

Sommerferielæsning 2014 - hvad jeg fik læst

I år havde jeg ikke udvalgt nogle specielle bøger, jeg skulle læse i min sommerferie, da jeg gerne ville kunne vælge fra gang til gang. Jeg havde dog en lille liste over bøger, som jeg gerne ville nå at få læst. Derudover havde jeg sat mig nogle forskellige mål for, hvor mange bøger jeg ville læse inden for fire ‘udfordringer’, og så havde jeg et overordnet ønsket om at læse 30 bøger.

Jeg fik desværre ikke helt læst 30 bøger, hvilket jeg er rimelig træt af, da mit tal for læste bøger i ferien er 27. Jeg var altså kun tre bøger fra, hvilket jeg sagtens ville kunne have nået, hvis jeg havde været opmærksom på, det var så lidt. Det var jeg dog ikke, da jeg faktisk følte, min læsning var gået en hel del dårligere – derfor er jeg egentlig også glad nok for, at jeg overhovedet nåede at få læst 27 bøger.

Jeg ville også gerne læse mindst tre King/Bachman bøger og Under Kuplen af Stephen King, hvilket på ingen måder gik særlig godt. Jeg havde af en eller anden grund virkelig ikke lyst til at læse King, og samtidig var Under Kuplen alt for tung at slæbe frem og tilbage på ferie. Det eneste King jeg nåede at læse, var derfor omkring 25 sider af Under Kuplen – så jeg må helt sikkert snart få læst de King bøger, jeg gerne ville have nået.

Den ‘udfordring’, der stod højst på min liste, var nok at læse mindst fem engelske bøger, og det kunne jeg godt mærke på mig selv, at jeg virkelig gerne ville nå. Jeg havde i hvert fald god motivation til at samle nogle engelske bøger op, og jeg endte derfor med at læse hele otte bøger på engelsk, hvilket jeg er super godt tilfreds med!

At læse fem anmeldereksemplarer stod dog også rimelig højt på min liste, da jeg simpelthen havde så mange, som bare ventede på, jeg fik mere tid. Det var dog samtidig også bøger, som jeg virkelig gerne ville læse, og bøger som jeg fik i sommerferien. Jeg endte derfor også med at læse syv bøger i denne ‘udfordringer’.

Derudover havde jeg et ønske om at få læst bare to klassikere, da jeg efterhånden har en del stående, som jeg virkelig gerne vil læse. Dette fik jeg gjort, og nåede faktisk én mere derudover. Det var dog nogle meget korte klassikere, jeg kom igennem, men det gav mig faktisk ret stor lyst til at læse flere, så jeg håber på snart at få gjort det.

Udover mine forskellige ‘udfordringer’, så fik jeg også læst lidt andre forskellige bøger, som jeg længe havde glædet mig til at læse. Og så læste jeg i det hele taget en masse rigtig skønne bøger, hvor der uden tvivl var nogle nye yndlings imellem. Se hvilke bøger jeg fik læst her.

Har I læst noget godt i sommerferien? Og nåede I at få læst alt det, I gerne ville?

9 thoughts on “Sommerferielæsning 2014: Hvad jeg fik læst

  1. Jeg synes, det er meget imponerende – godt gået 🙂
    Jeg fik læst de fleste af de bøger, jeg gerne ville nå i løbet af ferien – dog minus den sidste historie i en samling af fem bøger. Den må jeg hellere få læst her i løbet af efteråret, så jeg kan få anmeldt bogen.

    1. Tak 🙂

      Fedt at du fik nået stort set alt – og med kun én tilbage, skal du nok nå at kunne få læst den snart. Jeg krydser i hvert fald fingre 🙂

  2. Jeg havde ikke nogen mål som sådan eller udfordringer her til sommer, men jeg var godt tilfreds med, hvad jeg fik læst i juni/juli-måned. August gik lidt sløvt for sig og desværre ser det også sådan ud for september (da der er studie-start osv osv).

    Men ak, jeg læser skam heller ikke så hurtigt i forhold til så mange andre 😀

    1. Det lyder ret meget som en beskrivelse af min læsning, selvom jeg jo nåede en hel del – bare ikke så meget, som jeg burde have kunne nå, og gerne ville have nået. Men sådan har man det vel på en måde altid? Der er jo altid så mange bøger, som bare står i kø for at blive læst 🙂

    1. Jeg håber, du snart får den læst. Den er nemlig superfin, og jeg vil så gerne høre din mening om den 🙂

  3. 27 er da absurd mange – ved ikke hvem det er du føler, du skal leve op til i forhold til antal læste bøger, men hver gang du laver en månedsopdatering eller lignende herinde lyder det som om, du er helt knust over ikke at have noget mere – mens jeg sidder med åbne mund og polypper fordi jeg synes det er VILDT imponerende at du har nået at læse så meget 😀
    Hvis jeg var dig, ville jeg gå mindre op i dine tal – det virker som om, du lægger meget mere vægt på hvor træt du er af, at du ikke lige fik læst de sidste tre, i forhold til hvor glad du burde være over at have nået 27. Synes bare det virker som noget, der ikke er så vigtigt, at du burde bruge kræfter på at irriteres over det!
    Bare en tanke, fra en som altså synes 27 er sindssygt :p

    1. Altså det er heller ikke fordi, jeg ikke synes, 27 er mange. Eller at jeg læser for lidt bøger hver måned. Og jeg føler ikke rigtig, at jeg skal leve op til nogen – i hvert fald ikke andre end mig selv, og det er lige netop her, at min irritation dukker lidt op. Jeg ved nemlig, at jeg uden problemer ville kunne have læst mere, og dermed også have nået de sidste tre. Men jeg kan godt se, at det måske virker som om, at jeg ikke er glad for, at jeg i det hele taget har nået 27 – det er jeg dog uden tvivl! 😀

      Det hele bunder jo nok også mest i, at der er så mange spændende bøger, som jeg gerne vil læse. Og jeg vil jo helst gerne læse dem alle sammen lige nu 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *