Skal vi læse “Stolthed og fordom” sammen

Skal vi læse Stolthed og fordom sammenLovebooks har næsten lige udgivet en ny og virkelig fin udgave af Stolthed og fordom af Jane Austen, og i anledning af denne udgivelse har de valgt at afholde en read-along. Denne fælleslæsning fungerer på præcis samme måde, som da L&R lagde op til, at man kunne læse Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee med dem. Læs evt. mere om denne read-along her.

Read-alongen starter i dag, og varer til og med d. 31/8. Og præcis som med den anden fælleslæsning er der denne gang også en oversigt over, hvor mange kapitler og hvilke Lovebooks læser om dagen. Man kan vælge at følge denne læseplan, eller man kan læse bogen fuldkommen i sit eget tempo. Det er helt op til én selv.

Jeg har aldrig selv læst Stolthed og fordom af Jane Austen. Ja, faktisk har jeg i det hele taget aldrig læst noget af Austen før. Men bogen har længe stået i min reol, og jeg har ret meget lyst til at finde ud af, om jeg vil forelske mig ligeså meget i historien og Mr. Darcy som så mange andre, så selvfølgelig deltager jeg i fælleslæsningen af romanen. Eller jeg prøver da i hvert fald. Jeg må nemlig indrømme, at den på en måde skræmmer mig en anelse – men mon ikke det går, når jeg deler den ind i overkommelige bidder og tilmed læser den sammen med andre.

Har du planer om at deltage i denne fælleslæsning? Så læs mere her og del din læsning på Instagram med #Stolthedogfordom, det vil jeg i hvert fald selv gøre i løbet af de næste 10 dage.

12 thoughts on “Skal vi læse “Stolthed og fordom” sammen

  1. Jeg fandt lige ‘Pride & Prejudice’ på kindle, helt gratis! Så nu har jeg hentet den og satser på, at jeg kan finde lidt tid til at deltage i fælleslæsningen! 🙂

    Sikke en skøn udgave du har og sikke et fint billede!!

  2. Fedt at du deltager! 🙂
    Jeg har diskuteret ret meget frem og tilbage med mig selv, om jeg skulle deltage, og har stadig ikke besluttet mig :p Jeg er nemlig også en lille smule skræmt af den, fordi det er så stor og elsket en klassiker.
    Det ender nok med at jeg giver den et forsøg, selvom jeg har gang i alt for mange andre bøger nu også. Men det er næsten for god en mulighed for endelig at læse den, til at jeg kan sige nej 🙂

    1. Jeg synes helt sikkert, du skal prøve at være med! Det værste der kan ske er jo, at du ikke kan lide bogen – men så ved du det i det mindste. Og det er nemlig sådan en god mulighed for, endelig at kaste sig over den 😀

      Jeg er forresten også pt. i gang med alt for mange bøger – men sådan er det nok bare nogle gange 😛

      1. Jeg bestemte mig for at være med, så må de andre læseprojekter lige sættes på pause :p
        Og indtil videre kan jeg meget godt lide den! Er helt enig i det du skriver om den i kommentaren længere nede, den er slet ikke så skræmmende når man først er i gang 😀

  3. Glæd dig, jeg tror bestemt ikke du vil finde den skræmmende, så snart du er kommet lidt ind i den. Den er meget let-læselig, og så er den altså super god, med masser af humor 🙂

    1. Jeg er begyndt på den nu, og nej den virker faktisk slet ikke skræmmende. Jeg er meget overrasket over, hvor let den egentlig er at læse. Selvom jeg har en lidt ældre udgave, så flyder sproget rigtig godt, og jeg er vidst allerede ved at blive hooked. Så jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre 🙂

  4. Elsker virkelig Editors bogserie med “Verdenslitteraturen Perler”. Den er så yndig, særligt stolthed og fordomme, med dens skrøbelige og fine illustrationer. Jeg har selv læst bogen for længe siden, tror dog desvære ikke jeg har tid til at genlæse den lige foreløbigt.
    God læselyst.

Skriv et svar til Malene H Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *