Om at anbefale yndlingsbøger

Om at anbefale yndlingsbøgerPå billedet ses nogle af de bøger/serier, som jeg elsker aller mest, og samtidig er det også nogle af de bøger, som jeg anbefaler til flest folk.

Jeg elsker at anbefale bøger til andre, også selvom det ofte kan være svært. Det holder mig dog på ingen måder tilbage, og jeg stryger om mig med anbefalinger, som om det var skrald. Men når jeg godt kan lide eller ligefrem elsker en bog, så har jeg bare lyst til, at alle skal læse den.

Alligevel er der noget i mig, som virkelig hader, at anbefale bøger som jeg elsker til andre. Jeg er nemlig så bange for, at de ikke vil være ligeså begejstret for bogen som mig selv, hvilket jo højt sandsynligt vil ske med nogen – man kan jo ikke alle elske en bog. Men det knuser alligevel lidt mit hjerte hver gang, det sker (ikke at det sker helt så ofte), for mange af bøgerne føles jo lidt som om, de er blevet en del af mig. Derfor føles det på en måde også lidt som om, det er noget ved mig, som personen ikke kan lide, hvis han/hun ikke kan lide bogen.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det på ingen måder hænger sådan sammen, og det holder mig da heller ikke tilbage for, rent faktisk stadig at anbefale bogen til andre, og måske anbefale andre af mine yndlingsbøger til personen. Det får mig dog til at tænke, for hvorfor er det egentlig, at jeg selv er så vild med den bestemte bog?

Desuden ved jeg jo også godt, at jeg måske burde være bedre til, kun at anbefale mine yndlingsbøger til folk, som jeg rent faktisk er ret overbevist om, vil kunne lide dem. Men det er altså også bare så svært! Hvis det var muligt, ville jeg jo ønske, at hele verden ville læse bogen, og være præcis ligeså begejstret, som jeg selv er.

Hvordan har I det med at anbefale jeres yndlingsbøger til andre?

10 thoughts on “Om at anbefale yndlingsbøger

  1. Jeg har det ligesom dig – bliver nærmest knust, hvis andre ikke elsker bogen ligeså højt som jeg. Haha, selvfølgelig accepterer jeg det, for sådan er det nogle gange.. men som du siger, hvis man selv har fået så meget ud af bogen, og den har sat sine spor i ens krop og sind, så er det lidt øv, hvis den ikke har samme effekt på andre – selvom det jo er sådan det er indimellem 🙂

    1. Ja, det er virkelig øv, når en bog ikke har den samme effekt på andre, som den havde på en selv. Og selvom det giver god mening, at ikke alle vil kunne være lige så begejstret, så gør det altså en smule ondt alligevel 🙂

  2. Jeg anbefaler altid på livet løs, og kan slet ikke forstå hvis de ikke elsker en af mine yndlingsbøger lige så højt som jeg hehe.
    Freddy og Monstrene er f.eks. også en af mine yndlings. Elsker Dennis Jürgensen og stort set alt hvad han har lavet, og min bedste ven kan slet ikke forstå hvad jeg ser i det.
    Men man må jo bare acceptere at man har forskellig smag. Heldigvis findes der andre i verden som har samme yndlingsbog som en selv – det gælder bare om at finde dem og dele sin passion 😀

    1. Haha, jeg ved jo godt, det giver god mening, at ikke alle kan lide mine yndlingsbøger. Men jeg ville jo stadig ønske det 😉

      Åh, endnu en Freddy fan. Yay! Jeg har også prøvet at få flere til at læse bøgerne, men de er heller ikke helt så begejstret for dem som jeg – men jeg tror også, det måske har noget at gøre med, hvilken alder man har, når man læser dem 🙂

  3. Jeg har det lidt som dig – og tænker meget grundigt over hvad jeg anbefaler. Jeg har nogle bøger, som jeg selv har nydt umådelig meget, men som jeg aldrig har anbefalet andre. Det er lidt skørt, men jeg værner om dem og jeg er inderst inde bange for at blive dømt for “dårlig bogsmag”. For jeg læser typisk ikke de bøger alle andre læser. Eller det gjorde jeg ihvertfald ikke da jeg var yngre. F.eks. en forfatter som Maeve Binchy. Tror jeg har læst samtlige af hendes bøger, men jeg har endnu ikke mødt andre end min farmor, som kender hende. Jeg føler, at med min store mængde læsning, så forventer folk noget af mig, når jeg skal anbefale dem bøger. Men bliver bange for at jeg ikke kan leve op til denne forventning!

    1. Der er også nogle af mine yndlingsbøger, som jeg nok ikke burde anbefale til andre – men jeg kan bare ikke rigtig lade være, selvom jeg virkelig frygter, personen ikke vil kunne lide den. Men samtidig er det jo også helt fantastisk, hvis personen bliver lige så begejstret 🙂

      Det med dårlig bogsmag tænker jeg ikke rigtig så meget over. Man har jo meget forskellig smag, og jeg er faktisk ret ligeglad med, hvad folk mener om min mening om bøger, og hvad jeg læser. Men jeg forstår alligevel godt, at du lidt får den følelse.

  4. Uh, jeg er lidt blandet med det, ligesom du selv. Jeg har et par gange efterhånden anbefalet bøger til folk, som desværre ikke faldt i god jord – de blev bare ikke lige så forelskede i bøgerne, som jeg selv gjorde. Og det gør mig så trist, når jeg selv synes de er helt fantastiske!

  5. Det kan jeg godt nikke genkendende til. Derfor forsøger jeg også at pejle mig ind på folks smag, inden jeg begynder at anbefale bøger, og jeg ‘advarer’ dem også, hvis der er særlige ting, man bør være opmærksom på (bogens tempo, længde, evt. kontroversielle emner osv.). Jeg kan også selv være forsigtig mht. at læse andre folks yndlingsbøger af frygt for, at bogen vil være en skuffelse.

    1. Det prøver jeg også oftest på, men der er bare nogle bøger, hvor jeg er ligeglad med, om folk egentlig vil kunne lide dem eller ej – jeg vil have folk til at læse dem uanset hvad. Også selvom de måske ender med ikke at kunne lide bogen 😛

Skriv et svar til Nena Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *