Nyt i reolen #76: August

August har været sådan en skøn måned hvad angår nye tilføjelser til mine reoler. Jeg har kun købt to e-bøger selv, men alligevel har jeg tilføjet hele 17 bøger til mine hylder. Eller otte til mine egne og ni til Tims – men mere om det lige om lidt. Først vil jeg lige fortælle, hvor taknemmelig jeg er for alle de overraskelsespakker og anmeldereksemplarer, de danske forlag er så søde at sende til mig. Det er fuldstændig fantastisk, og jeg bliver altid så enormt glad for, de tænker på mig. Men lad os nu få kigget på de nye bøger.

Jeg er først og fremmest blevet forkælet af Alvilda, som har sendt mig hele 10 bøger. Ja, det er ret vildt – og de kom alle som en overraskelse. Men som en virkelig dejlig en. Som det ses på billedet, så er det dog hovedsageligt let-læsningsbøger, jeg har fået i denne omgang. Det er derfor ikke helt så voldsomt, som 10 bøger ellers godt kunne lyde som. De er jo ret hurtigt læst, og jeg glæder mig især helt vildt til at dykke ned i “Død jord #1-3” af Nicole Boyle Rødtnes. De ser nemlig ret fede ud. Ydermere er jeg ret nysgerrig på “Guide til piger” af Sabine Lemire, da det virker som en bog, jeg selv ville havde elsket, da jeg var tween. “De rullende byer” af Philip Reeve ved jeg ikke, om jeg er så interesseret i – men min kæreste er til gengæld ret begejstret for overraskelsen.

Flamingo har også sendt mig en god stak overraskelser i august. I starten af måneden modtog jeg nemlig en pakke med “Samleren” af Nora Roberts og “Alt eller intet” af Simona Ahrnstedt. Jeg har stadig ikke fået læst noget af nogen af dem, men jeg hører hele tiden så meget godt om begge forfattere, så jeg glæder mig til det. Desuden har de også været så søde at sende mig både “Ham” og “Os” af Elle Kennedy & Sarina Bowen. To bøger som jeg længe havde glædet mig til, og derfor også straks kastede mig over. Hvilket jeg på ingen måde fortrød – de var nemlig begge virkelig gode.

“Manden der ikke ringede” af Rosie Walsh er en overraskelse fra Gyldendal og kom med den fineste buket blomster. Og så endda på en dag, hvor alt bare virkede uoverskuligt. Så det var fuldstændig perfekt timet. Line Lybecker har været så sød at sende et eksemplar af “På vej mod Sophie”, som jeg også længe har glædet mig helt vildt til at læse. Jeg har endnu ikke nået det, da min læsehumør har været lidt forsvundet. Men den er på min TBR for september, og det er uden tvivl en af de næste par bøger, jeg skal læse. I forbindelse med jeg besvarede et spørgeskema fra Politikens Forlag, fik jeg lov til at vælge en valgfri bog på deres hjemmeside. Et ret svært valg, men jeg endte ud med “Små påsatte brande” af Celeste Ng. Jeg bliver nemlig ved med at høre fantastiske ting om den, så nu må jeg altså snart selv se, hvad hypen går ud på.

Har du fået nogen nye bøger i August?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *