Læse-update #13: Marts

Læste bøger: | “Enken” af Fiona Barton | “Jeg overvejer at gøre det forbi” af Iain Reid | “George” af Alex Gino | “Ti små åndedrag” af K. A. Tucker | “Gennem sløret” af Nicole Boyle Rødtnes | “Crushed” af G. Willow Wilson, Takeshi Miyazawa & Elmo Bondoc | “Faldet” af Anna Todd | “Dusørjægerens hævn” af Søren & Morten Ellemose | “De kom fra Blodsumpen #2” af Dennis Jürgensen og Patrick Leis | “Provinspis” af Ditte Wiese | “Smertefri fødsel” af Anja Bay | “Magtens pris” af Pernille Vørs | “Mission: FAR – grundtræning” af Neil Sinclair | “Kamp til stregen” af Elle Kennedy | “Stalker” af Michella Rasmussen |

Købte bøger: | “Mordoffer” af Chris Carter | “Horn” af Joe Hill |

Månedens bedste bog: Der er slet ingen tvivl om, at det (selvfølgelig) er “Kamp til stregen”. Jeg kan ikke rigtig vælge mellem bøgerne i serien og dermed ikke udvælge min favorit. Men ellers ville denne nok være det. Den var i hvert fald fuldstændig fantastisk! Og samtidig elskede jeg virkelig Tucker, hvilket bestemt også var med til at gøre læseoplevelsen så god. Jeg bliver dog også lige nødt til at nævne “Gennem sløret”, da det simpelthen var en helt perfekt afslutning på trilogien.

Månedens største overraskelse: Her er der ingen tvivl, det er nemlig helt klart “Provinspis” af Ditte Wiese. Det var en bog, som jeg egentlig gerne ville læse på et tidspunkt, men jeg havde ikke tænkt på den som én, jeg bare måtte læse med det samme. Men da den uventet dukkede op i min postkasse, så måtte jeg jo lige skimme de første par sider, og så var det altså ekstremt svært at stoppe igen. Bogen er sådan én, som man hele tiden bare lige må læse endnu et kapitel af. Historien sætter sig nemlig fast, og den er derfor meget svær at slippe. Desuden byder den på adskillige følelser. Jeg smilte, grinede, råbte, kneb et par tårer, og havde nær kastet bogen fra mig flere gange. Ikke fordi den var dårlig, men fordi Ida tog alle de forkerte beslutninger og samtidig fortjente så meget bedre.

Månedens største skuffelse: Jeg er desværre blevet skuffet af flere bøger denne måned, men den der har sat sig mest fast er nok “George”. Jeg havde nemlig hørt så mange rosende ord til den, og havde sådan glædet mig til at blive helt opslugt af en unik og fantastisk historie. Men selvom jeg fandt den virkelig vigtig, og samtidig også godt kan forstå, den er så populær, så var den bare ikke rigtig min kop te. For mig blev det hele nemlig overskygget af, at jeg måtte kæmpe mig gennem siderne, fordi jeg simpelthen fandt historien alt for kedelig.

Opsamling på måneden: Marts har været lidt op og ned. Både på læse- og privatfronten. Jeg har fået læst meget mere, end jeg på nogen måde havde turde drømme om, og jeg ved faktisk slet ikke hvordan. Måske har jeg bare prioriteret det mere? Uanset hvad er det i hvert fald skønt! Desværre har der bare været en del flere ‘meh’ og middelmådige bøger i måneden, end der har været fantastiske. Og det er jo altid lidt synd. Privat går det egentlig rigtig godt. Både baby og jeg trives, omend jeg godt kan mærke, der kun er 10 uger til termin. Men jeg havde lige to uheldige uger i måneden, hvor jeg først var slemt ramt af kvalme, og efterfølgende lagde mig med en strid omgang forkølelse, som faktisk stadig sidder lidt i kroppen.

Den kommende måned byder på: Månedens overskrift er helt klart ‘eksamensskrivning’! Jeg håber nemlig lidt på, at jeg kan nå at få skrevet bare én ud af de to, før måneden er overstået. For selvom jeg også har det meste af maj, så vil jeg gerne kunne tage det stille og roligt der. Udover det håber jeg dog også på, at måneden kommer til at byde på hyggelige stunder og en god omgang læsning. Især skal jeg virkelig videre med projekt ‘få læst alle anmeldereksemplarer’. Jeg vil nemlig gerne være nogenlunde i bund, når baby melder sin ankomst. Desuden begynder jeg efterhånden at kunne skimte bunden af stakken, og det er faktisk meget rart. Ydermere slutter måneden af med Dewey’s 24 Hour Readathon, og det deltager jeg selvfølgelig også i.

Hvad fik I læst i løbet af marts?

2 thoughts on “Læse-update #13: Marts

  1. Hold da op en skøn og blandet stak! 😀 Jeg har overhovedet ikke fået hverken læst eller købt bøger i marts, men så er det jo godt at man kan savle lidt over andres … 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *