Jeg ønsker mig #4

Min bogønskeliste er uendeligt lang, og der bliver hele tiden tilføjet flere og flere til den. Jeg vil derfor hver torsdag vise én bog(serie) frem, som jeg ønsker mig, så det måske kan give lidt inspiration til, hvilke bøger I kunne ønske jer.

I tirsdags udkom der en rigtig spændende bog, som jeg har fundet interessant siden første gang, jeg læste om den. Historien lyder virkelig god, og jeg har simpelthen så meget lyst til at læse den. Bogen lyder ikke helt original, men jeg er sikker på, det er sådan en smuk kærlighedshistorie.

Bogen er denne gang Dig og mig ved daggry af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved.

Da de hiver os op af Limfjorden, hænger vi stadig sammen. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi har ligget i vandet, det er ikke til at sige, man mister ligesom tidsfornemmelsen. En uge. Måske to. Jeg ved det ikke. Retsmedicineren har også svært ved at sige det præcist. Han vil gerne have tilladelse til at fjerne håndjernene, det bliver han ved med at snakke om, det er skide besværligt at håndtere to lig, der hænger sammen på den måde. Dig og mig ved daggry er den fatale kærlighedshistorie, som Louise aldrig fik fortalt. Før nu. Det er en historie om tilfældigheder, misforståelser, svigt og tilgivelse, og om at elske så vildt og meningsfyldt, at det er værd at dø for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *