“Hvad hjertet ved” af Jessi Kirby

IMG_6335Titel: “Hvad hjertet ved” / Forfatter(e): Jessi Kirby/ Serie: – / Sideantal: 263 / Forlag: Carlsen / Udgivet: 28.7.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Quinns liv går i stå, da hendes kæreste Trent dør i en tragisk ulykke. Han var organdonor, så hun trøster sig med, at hans død redder livet for andre.

Quinn har altid ment, at essensen af et menneske findes i hjertet, så for at komme videre vil hun finde den person, der har modtaget Trents hjerte. Han ønsker ikke at møde hende, så hun opsøger ham i hemmelighed – hun må bare så ham.

19-årlige Colton viser sig at være noget helt andet, end Quinn havde forventet, og hun har svært ved at holde sig væk. Men er det Colton selv eller Trents hjerte, hun er ved at forelske sig i? Og hvordan skal hun få fortalt Colton, hvem hun er?

Jeg satte Hvad hjertet ved på min TBR allerede lang tid før, den udkom på engelsk. Der var nemlig noget i beskrivelsen af den, som simpelthen lød så fantastisk, og som noget ret unikt. Jeg havde i hvert fald aldrig læst en historie, der på nogen måde dealede med organdonation. Jeg fik den dog ikke læst, da den udkom, men heldigvis udkom den på dansk kort tid efter, og så måtte jeg altså bare læse den.

Allerede omkring side 40 var jeg ret sikker på, at bogen ville blive en helt fantastisk læseoplevelse, og det havde jeg helt ret i. Bogens historie var fantastisk; den var alt, hvad jeg drømte om, den ville være – og endda lidt til. Historien virkede så ægte, og jeg havde det nærmest som om, at Quinn sad og fortalte et minde for mig. Bogen er en kærlighedshistorie, men den er også så meget mere end ”bare” det; det er en bog om tab, håb og om at give sig selv lov til at komme videre. Og det hele fungerede så godt sammen. Jeg elskede især, hvordan bogen til tider var virkelig hjerteskærende, men samtidig også gav så meget håb.

“[..]men det er skræmmende at indse, hvor meget af ens verden, der drejer sig om kærligheden til et andet menneske.”

Bogens kærlighedshistorie er desuden perfekt beskrevet. Der er intet insta-love, for selvom Quinn ret hurtigt bliver interesseret i Colton, så opstår kærligheden først hen ad vejen, og den kræver at Quinn giver sig selv lov til at elske igen. Hvilket jeg virkelig elskede bogen for! Det var i hvert fald med til at gøre læseoplevelsen endnu mere positiv, og samtidig fik det også bogen til at virke meget ægte.

“[..]er vi resultatet af vores fortid og af vores smerte, vores glæde og vores tab. Det lever i hvert fiber af vores væsen. Det er skrevet i vores hjerter.”

Bogen er skrevet i et skønt sprog, som virkelig kun gjorde gode ting. For det første er bogen ret letlæselig, men på en god måde, som gør at sproget flyder virkelig godt, og derudover er kapitlerne forholdsvis korte, hvilket gør at det er svært at lægge bogen fra sig. For det andet er bogen dog også spækket med fantastiske sætninger, som virkelig slog mig hårdt. Mange af dem er nemlig virkelig smukke og meget sigende. Desuden starter hvert kapitel med et kort citat om hjertet, organdonation og andet, hvilket fungerede så godt! Og faktisk for det meste også var ret lærerigt.

Alt i alt er dette uden tvivl en af de mest fantastiske bøger, jeg nogensinde har læst. Den har sat sig dybt i mig, og jeg er sikker på, det vil vare længe inden, jeg giver slip på Quinn og Colton igen. Hvis overhovedet nogensinde. Jeg forventer i hvert fald, at dette er en bog, som jeg kommer til at genlæse mange gange.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

5 thoughts on ““Hvad hjertet ved” af Jessi Kirby

  1. Skøn anmeldelse af en bog, jeg har kigget meget på, når jeg har været på forlaget. Det er jo virkelig et spændende, nervepirrende og anderledes udgangspunkt ift. organdonation.

    1. Tak. Og ja, det er virkelig et anderledes og spændende udgangspunkt ift. organdonation. Det er dog ikke det største fokus i bogen, her er det mere tab, der kommer i forgrunden. Men der er også noget om organdonation både fra den pårørende til en organdonor og fra modtageren, og det er virkelig et interessant emne at læse om. Især fordi jeg føler, at det blev gjort rigtig godt i bogen – for mig føltes det i hvert fald aldrig for let 🙂

Skriv et svar til Karina L Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *