Currently reading #18

Jeg har lige opdaget, at det er over to år siden, jeg sidst udgav et “Currently reading”-indlæg. Det skyldes selvfølgelig til dels, at “Weekend Reads” lidt har overtaget, da jeg jo for det meste får fortalt jer, hvad jeg læser i disse indlæg. “Weekend Reads” er dog lidt på standby i øjeblikket, da det simpelthen er umuligt for mig at forudsige, hvad og om jeg overhovedet får læst i mine weekender. Jeg tænkte derfor, det kunne være hyggeligt at fortælle lidt om min nuværende læsning i et af disse indlæg istedet.

I øjeblikket er jeg nemlig i gang med en del forskellige bøger – eller tre; men det føles også som mange. Der er dog en rigtig god grund til, jeg læser tre bøger samtidig. De er nemlig alle tre i forskellige formater. Således er jeg både i gang med en e-bog, en lydbog og en fysisk bog. Egentlig var det meningen, at det kun skulle være en fysisk bog og en lydbog, men jeg har erfaret, at jeg får læst en del mere, hvis jeg læser som e-bog. Jeg har nemlig lidt lettere ved at holde min mobil, samtidig med jeg holder T, end jeg har med at holde en fysisk bog. I hvert fald den jeg pt. er i gang med. Men det gør nu ikke noget, for det er tre gode bøger, jeg er i gang med, og jeg nyder at skifte lidt rundt mellem dem.

Først og fremmest læser jeg “Radio Silence” af Alice Oseman som fysisk bog (jeg er 62% inde i den). Jeg har simpelthen hørt så meget godt om denne bog, og derfor måtte jeg også bare have fingre i den, så snart den udkom på dansk. Jeg begyndte derfor også min læsning af den, stort set i det, den kom ind ad døren. Min læsning af den går lidt langsomt, men det er kun fordi, jeg som sagt ikke har så meget tid til at læse i den. For når jeg først er i gang, så flyver siderne virkelig forbi, og jeg nyder den meget. Dog måske ikke helt så meget, som jeg havde håbet. Men jeg forstår alligevel godt, hvorfor den har fået så meget ros. Den er i hvert fald indtil videre helt klart en læsning værd.

Derudover lytter jeg til “Okker gokker” af Matt J. Arlidge på lydbog. Jeg stødte på den, da jeg skulle lave oversigten over kommende udgivelser i de næste tre måneder (den kommer på bloggen i morgen), og selvom den ikke nåede listen, da der var så mange andre interessante titler, så glædede jeg mig helt vildt til at læse den. Jeg blev derfor også helt ekstatisk, da jeg så, at Mofibo havde fået den som forpræmiere (både som e- og lydbog). Den blev derfor også straks downloaded, og jeg har nydt at lytte til den siden. Jeg hører den dog hovedsageligt, når jeg går tur med barnevognen, og er derfor endnu ikke nået så langt (34%). Men indtil videre er den virkelig spændende, og jeg kan på ingen måde regne ud, hvordan det hele hænger sammen. Desuden er den ret grusomt, og det nyder jeg altid. Jeg er derfor også ret sikker på, at Arlidge bliver en forfatter, jeg kommer til at holde godt øje med i fremtiden. Indtil videre tegner det i hvert fald godt.

Til sidst læser jeg “Confess” af Colleen Hoover som e-bog. Jeg begyndte først på den i forgårs, og har ikke haft super meget læsetid siden. Jeg er derfor også kun nået til side 50 (16%), men jeg glæder mig virkelig til at læse videre. Jeg er jo altid begejstret for Hoover, men har alligevel holdt mig lidt tilbage, hvad angår læsningen af denne. Jeg ved ikke helt hvorfor, men et eller andet ved den har bare gjort, at det ikke var en af dem, jeg bare måtte læse snart. Det var dog lige den af hendes udgivelser, som var tilgængelige som e-bog på Mofibo, som talte mest til mig. Jeg er dog virkelig glad for, jeg fik begyndt på den. Jeg var nemlig allerede ved at tude i prologen, så det kan jo kun blive en god læseoplevelse. 😉

Hvad læser du i øjeblikket?

2 thoughts on “Currently reading #18

  1. Jeg læser Lars Keplers Kaninjægeren som fysisk bog, og Den 9. kreds – politiet indefra som e-bog 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *