“99 dage” af Katie Cotugno

Titel: “99 dage” / Forfatter(e): Katie Cotugno / Serie: – / Sideantal: 352 / Forlag: Carlsen / Udgivet: 10.2.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Molly har 99 dage tilbage, før hun skal på college. 99 dage i samme by som sin første kærlighed. Hvis hjerte hun knuste, da hun var sammen med en anden – hans bror.

Jeg havde ikke de største forventninger til “99 dage”, da jeg kun har set rimelig middelmådige anmeldelser af den. Det skulle være en okay bog, men så heller ikke meget mere end det. Hvilket jeg dog er lidt uenig i, og jeg er derfor ret glad for, mine forventninger var rimelig lave. Jeg er nemlig sikker på, det var en af grundene til, at jeg endte med at komme til at nyde bogen meget mere, end jeg havde troet.

Bogen er egentlig fyldt med klicheer, og dermed heller ikke videre original. Og jeg var måske heller ikke helt enig i de forskellige drejninger, som bogen tog. Dog må jeg indrømme, at den faktisk formåede at overraske mig et par gange. Jeg havde i hvert fald troet, at historien ville udfolde sig på en lidt anden måde, end jeg havde forventet. Desuden synes jeg faktisk ikke, det gjorde så meget, at historien ikke var vildt original. Den fungerede nemlig stadig for mig, og var faktisk alligevel interessant nok til, at jeg ikke kunne stoppe med at læse, da jeg først var begyndt.

Aldersgruppen i bogen gør egentlig, at jeg normalt ville kalde en new adult roman, men sproget er simpelthen så let og ungt, at den blev mere young adult for mig. Hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting, det var bare ikke rigtig det, jeg havde forventet. Desuden synes jeg måske i det hele taget, at bogens tone var en smule for ung i forhold til personernes alder. Både i form af dialogen men også lidt i form af, hvordan personerne opfører sig. Heldigvis synes jeg stadig, det fungerede okay, og bogens historie gjorde, at jeg ikke tænkte super meget over det. Dog bør det helt sikkert være noget, som man er opmærksom på, før man kaster sig over bogen.

Det er altså på ingen måde den bedste bog, jeg har læst. Men den var præcis det, som jeg havde brug for at læse på daværende tidspunkt, og det skal man ikke kimse af. Det var i hvert fald med til at trække min samlede læseoplevelse en del op. Nogle gange har man jo bare brug for noget let og sødt, som ikke kræver den store fordøjelse. Og det er lige præcis det, som “99 dage” er. Jeg tror derfor også, det vil være den helt perfekte strandbog. Især fordi historien virkelig oser af både sommer og varme feriedage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *