Weekend Reads #34: Uge 26

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Vi er endelig ovenpå igen efter den forfærdelige omgang forkølelse. Det var godt nok også på tide, for shit hvor har det trukket i langdrag. Hvilket også er grunden til, der har været så stille herinde i løbet af juni. Jeg har nemlig overhovedet ikke haft overskud til at sidde foran min computer. Men forhåbentlig ændre det sig snart igen, for jeg savner bloggen. Det bliver dog nok først rigtig fra i næste uge af, da weekenden skal bruges på den der rengøring, som er blevet udskudt lidt for længe nu.

Men jeg allierer mig med en lydbog i ørene, og så krydser vi fingre for, jeg ikke falder om af kedsomhed. Jeg lytter i øjeblikket til “Kvinden mellem os” af Greer Hendricks og Sarah Pekkanen, så det er den, jeg kommer til at lytte videre til. Og måske endda blive færdig med? Vi får at se. Jeg har dog endnu ikke nogen planer for, hvad jeg skal lytte til efterfølgende. Til gengæld krydser jeg fingre for, jeg kan nå at få startet på en ny fysisk bog. Jeg har nemlig fået “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Alire Sáenz hjem, og jeg glæder mig sådan til at læse den. Desuden har min anmeldelse af den også deadline i næste weekend, så jeg må hellere komme i gang. Jeg glæder mig jo også helt vildt til efterfølgende at dele mine tanker om den herinde.

Hvad skal du læse i weekenden?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *