Top 5: Bøger jeg ville have læst allerede i går

Top 5 Bøger jeg ville have læst allerede i gårDer er simpelthen så mange bøger, som jeg har vildt meget lyst til at læse i øjeblikket. Ja, faktisk ville jeg ønske, at der var flere af dem, jeg allerede var startet på – og/eller allerede havde læst færdigt, da jeg virkelig gerne vil se, hvad der sker i dem.

Dagens top 5 handler derfor om lige præcis dette emne. Det har dog været MEGET svært at skære det ned til kun fem bøger, da jeg har mange flere, jeg pt. slet ikke kan vente på at få læst. Godt der forholdsvis snart er sommerferie og masser af skøn læsetid igen! Idet der er så mange bøger, jeg gerne ville være startet på allerede i går, har jeg valgt kun at holde denne liste til bøger, jeg allerede ejer – og som jeg ejer fysisk.

Listen er desuden på ingen måder i prioriteret rækkefølge; for stod det til mig, så læste jeg alle bøgerne samtidig. Det er dog ikke rigtig muligt 😉

Wonder af R.J. Palacio
Jeg har haft lyst til at læse denne i et par år efterhånden. Af en eller anden grund har jeg bare ikke fået det gjort endnu, selvom jeg er ret sikker på, jeg virkelig vil komme til at elske den. Nu har jeg dog været så heldig at få tilsendt den danske udgave fra Alvilda, og det gjorde mig på ingen måder mindre interesseret i at læse den. Bogen udkommer dog først officielt på dansk d. 15/9, og jeg prøver derfor at vente med at læse den, til vi kommer lidt tættere på udgivelsesdagen. Jeg er dog ret så utålmodig, så den bliver nok læst så snart, jeg er færdig med at skrive eksamensopgave.

Homecoming af Kass Morgan
Jeg var ikke helt så begejstret for den første bog i denne serie, men nr. to var fantastisk! Desuden ELSKER jeg TV-serien, som dog desværre holder pause mellem sæson 2 og 3 i øjeblikket. Jeg mangler derfor lidt noget mere The 100 i mit liv, og så er det jo virkelig skønt, at jeg har den tredje bog liggende. Jeg er dog alligevel lidt tilbageholdende over at læse den. Ikke fordi jeg ikke glæder mig helt vildt til læsningen af den, men fordi jeg tror, det bliver alt for hårdt at vente på næste sæson af TV-serien, når jeg ikke længere har noget (af universet – historierne er meget forskellige) til gode.

Confess af Colleen Hoover
Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad denne bog handler om. Men det er Colleen Hoover, og det er egentlig nok for mig at vide. Jeg har derfor også rimelig høje forventninger til den – især fordi jeg har læst en del gode anmeldelser af den. Desuden ved jeg, den skulle indeholde forskellige tegninger/malerier, og jeg er meget spændt på at se, hvordan disse fungerer.

Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik af Robin Sloan
Dette er også en bog, jeg har glædet mig til at læse virkelig længe. Og da den udkom på dansk, blev min trang efter at få den læst bare endnu større. Desværre endte den med at blive ret hypet, hvilket fik mig til at stille den lidt længere væk i bogreolen, da jeg blev ret træt af konstant at høre om den. Nu er lysten til at få den læst dog kommet igen, så jeg håber meget på, jeg snart får den læst. Og så håber jeg virkelig på, jeg vil komme til at elske den ligeså meget, som så mange andre gør.

Split Second og The Fill-In Boyfriend af Kasie West
Okay, jeg indrømmer gerne, at jeg snyder lidt her. Men sagen er at jeg er blevet lettere besat af Kasie Wests forfatterskab i år, og jeg vil derfor virkelig gerne snart have læst det færdigt. Også selvom det kommer til at betyde, at jeg skal vente på hendes næste udgivelse, som vidst først kommer i 2016. Begge bøger lyder dog virkelig gode, så det er uden tvivl det værd. Split Second er efterfølgeren til Pivot Point, som jeg læste og elskede tidligere på året, og jeg kan derfor slet ikke vente med at se, hvad der kommer til at ske i denne. Desuden elsker jeg, at det nærmest er en blanding af contemporary og sci-fi – det fungerer bare så godt! The Fill-In Boyfriend er lige udkommet, og lyder som en perfekt sommerbog. Den lyder som om, den er en anelse kliché, men det giver mig faktisk bare endnu mere lyst til at læse den.

Hvilke bøger kan I bare slet ikke vente på at få læst, og faktisk ville have ønsket I var startet på allerede i går?

10 thoughts on “Top 5: Bøger jeg ville have læst allerede i går

  1. Har alt, alt, alt for meget jeg gerne vil have læst, så taget det lidt som vinden blæser.. Pt venter Penumbra på mig også;o Wonder… var god! Anderledes, men god.

    1. Haha, sådan har jeg det også. Og spørger man mig i morgen, så er det ikke sikkert, det lige netop vil være disse bøger, der er på listen. Men sådan er det lige nu 😛

      Fedt at høre “Wonder” er god – men også anderledes. Det er i hvert fald også det, jeg håber på 🙂

  2. Vil også gerne læse Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik af Robin Sloan, jeg blev ellers også lidt småtræt af al den hype, der var lige da, den udkom.

  3. Nu ved jeg godt det ikke hjælper på hypet, men må indrømme at jeg synes Penumbra er en rigtig fin og god bog. Smed den nærmest ind til Emma så snart jeg var færdig med den, og er lidt mobset over at hun slet ikke er begyndt at læse den endnu, haha.
    Glæd dig 😀

    1. Det var rent faktisk bl.a. dig, der fik mig til virkelig at være utålmodig efter at komme igang med den! Du fik mig bare gjort endnu mere nysgerrig på den i hvert fald 😀

  4. Åh der er virkelig mange! Det er næsten svært at ridse dem alle op. Men Colleen Hoover ville jeg virkelig gerne have været gået igang med for lang tid siden! Jeg har hørt så meget godt om flere af hendes bøger, men har desværre ikke rigtig fået taget mig sammen til at købe nogen af dem endnu.

    1. Jeg kan på alle måder anbefale “Maybe Someday” til den dag, du beslutter dig til at få læst noget af hende. Den er simpelthen så fantastisk! Den giver dig dog helt sikkert også bare lyst til at læse endnu mere af hende 😉

Skriv et svar til kshdk93 Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *