“Slip mig fri” af J. Kenner

Slip mig friTitel: “Slip mig fri”
Forfatter(e): Julie Kenner
Serie: Stark Trilogy #1
Sideantal: 416
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 24.9.2013
Læst på: Dansk

‘Han var manden, jeg ikke kunne undvige, og han var manden, jeg ikke kunne modstå.’

Damien Stark kunne få det, lige som han ville med enhver kvinde, han mødte. Han var sexet, selvsikker, uforskammet velhavende og i den grad vant til at få sin vilje. Han fik alt, hvad han pegede på. Og han ville have mig. Tiltrækningen mellem os var ikke til at tage fejl af. Næsten ude af kontrol. Men lige så meget som jeg længtes efter at blive hans, lige så meget mærkede jeg tyngden af hans krav. At give efter for Damien betød også, at jeg ville skulle afsløre sandheden om min fortid – og risikere at miste ham. Men Damien havde også hemmeligheder. Mørke hemmeligheder.

Jeg havde ikke de helt store forventninger til denne bog, da jeg havde hørt en del blandede meninger om den; men hvor størstedelen af folk havde kaldt den okay. Altså hverken virkelig god, eller virkelig dårlig. Jeg glædede mig dog til at læse den alligevel, da den lød som fin og let underholdning (som de fleste erotiske bøger).

Bogen startede ret godt ud med, at jeg nød læsningen af den, og siderne fløj forbi. Og sådan havde jeg det egentlig under hele min læsning af den. Den var i hvert fald god underholdning, og jeg var ret godt fanget, når jeg læste i den.

Historien minder ret meget om så mange andre, og jeg fandt ikke rigtig noget nyt i den. Men det var sådan set også fint nok, da jeg ikke havde forventet andet. Dog ville jeg selvfølgelig have ønsket, at den havde afveget lidt mere fra mange af de andre bøger i denne genre, da det helt sikkert kun ville have gjort positive ting for min læseoplevelse. Men handlingen var altså på ingen måder dårlig, den var bare måske en smule for forudsigelig til tider.

Derudover læste jeg bogen over omkring tre uger, hvoraf jeg dog læste mest i den inden for én uge. Og grunden til jeg ikke læste den hurtigere, hvilket jeg sagtens ville kunne, var at jeg faktisk ikke rigtig tænkte over den, når jeg ikke læste i den. Det var derfor heller ikke mit førstevalg, når jeg skulle læse; det var mere en bog, jeg læste, når jeg ikke lige havde andet med mig (jeg læste den som e-bog på min mobil). Og det viser nok ret godt, at jeg ikke rigtig levede mig så meget ind i den, selvom jeg alligevel nød dens underholdningsværdi.

Selvom det ikke var en vidunderlig læseoplevelse, så er jeg dog glad for, jeg har fået den læst, og jeg har helt sikkert planer om at læse Tag mig inden alt for længe. Specielt for at se, hvad den mon handler om – for helt ærligt synes jeg faktisk godt, denne kunne have stået alene.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5