Weekend Reads #31: Uge 20

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Denne uge har simpelthen været så skøn. Den startede nemlig ud på bedste vis med, at jeg takkede ja til en praktikplads på Svendborg Bibliotek til efteråret! Hvilket altså er lidt af en drøm, der går i opfyldelse – og jeg kan derfor nærmest heller ikke vente med at starte. Mit overskud i løbet af ugen har dog ikke været det største, så jeg har ikke fået læst helt så meget som håbet. Men alligevel ret meget mere, end jeg ellers har fået læst i løbet af de sidste par uger.

Denne uge byder jo på en forlænget weekend, og mon ikke det også gør, at der bliver tid til endnu mere læsning? Også selvom der godt nok er en lejlighed, der skal rengøres, og vi helt sikkert også skal ud og nyde vejret. Jeg planlægger i hvert fald at få lyttet videre i “Slagplanen” af Kristen Callihan og læst lidt i “Åndehvisken” af Haidi Wigger Klaris, som jeg netop er begyndt på. Desuden tror jeg, jeg vil få lavet mig en TBR til de næste par uger. Jeg synes nemlig, jeg kører lidt død i udvælgelsen af bøger i øjeblikket, så måske kunne det hjælpe. Om ikke andet er det altid hyggeligt, og så er det jo ligegyldigt, om jeg rent faktisk får brugt min TBR eller ej. Så længe jeg får et eller andet ud af det.

Hvad skal du læse i Pinsen?

Weekend Reads #30: Uge 19

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Mit læsehumør er vendt tilbage! Hvilket simpelthen er så skønt, for nøj hvor har jeg godt nok ventet på det. Jeg føler jo nærmest ikke, jeg rigtig har læst siden marts, så det er så godt at være i gang igen. I går fik jeg f.eks. færdiglæst to bøger, som jeg længe har været i gang med. Mit læsehumør blev dermed også boostet endnu mere. Det hjælper dog også en del på det, at denne uge har været rar og stille uden alt for mange planer – og at A har været hjemme siden onsdag. Det giver altså et noget større overskud, når vi er to om at underholde T.

Weekenden bliver også rolig med meget få planer. Vi skal vist kun til børneloppemarked i morgen, og så skal jeg have forberedt lidt indlæg, så der kan komme gang i tingene herinde igen. Jeg håber derfor også på endnu flere hyggelige læsestunder i weekenden. Jeg vil nemlig gerne have lyttet “Slagplanen” af Kristen Callihan færdig, og derudover vil jeg også rigtig gerne have læst “Ludermanifestet” af Ekaterina Andersen, Louise Kjølsen og Nikita Klæstrup. Jeg startede nemlig på den i går, og jeg er allerede ret hooked. De tre kvinder er simpelthen så inspirerende, så jeg håber på også at nyde resten af bogen.

Ydermere vil jeg gerne få styr på det rod, som er mine bogreoler i øjeblikket. Men det passer jo ret godt sammen med lydbogslytning, så mon ikke det også kan nås? Det kunne i hvert fald være virkelig rart at få dem sat ordentligt og pænt op igen. Det gør det nemlig både lidt lettere at finde bøger, men også lidt pænere at bruge dem som fotobaggrund. Man er vel ikke blogger og bookstagrammer for ingenting. 😉

Hvad skal du læse i weekenden?