“Akkanas gåde” af Boris Hansen

Titel: “Akkanas gåde” / Forfatter(e): Boris Hansen / Serie: Panteon-sagaen #2 / Sideantal: 593 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 16.9.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Lucas’ jagt på Cassandra fører ham til Skrønebugten hvor en konflikt mellem ældgamle kræfter er på kanten til at bryde ud. Før han og hans venner kan finde Cassandra igen, må de først opsøge Akkana, gådernes gudinde, og prøve at forstå de mystiske begivenheder der truer med at opsluge hele Panteons verden.

Samtidig modtager krigerenglen Saida en anonym besked der sætter hende på sporet af en forsvunden ven. Hendes efterforskning afslører en side af Empyria hun ikke kendte til, fyldt med konspirationer og løgne. Nogen forsøger at skabe splid mellem englene, men alles blik er rettet et andet sted hen, for noget tyder på at Empyria snart må drage i krig mod en frygtindgydende fjende.

Alt dette er Mehmet uvidende om. Han lever et ensomt liv i skyggerne af Storbyens skyskrabere, men selv i en verden uden guder og engle findes der hemmeligheder. Rygter siger at hjemløse mennesker er begyndt at forsvinde fra byens regnvåde gader. Og da Mehmet modtager et råb om hjælp fra fortiden, begynder hans egen rejse … ind i Storbyens mørke hjerte.

Jeg har længe taget tilløb til at læse “Akkanas gåde”. Ja, faktisk tog det mig næsten et år fra udgivelsen at få læst den – endda på trods af den tredje bog i serien nåede at udkomme undervejs. Sagen er nemlig den, at jeg faktisk startede på bogen, da den udkom. Jeg var nemlig mega begejstret for at læse videre i serien, og se hvordan historien ville komme til at udfolde sig. Desværre nåede jeg aldrig super langt, før min læsning gik i stå. Jeg kedede mig simpelthen alt for meget, og følte ikke rigtig jeg kunne komme ordentlig ind i bogen. Derfor satte jeg min læsning på standby.

For nyligt overtalte jeg dog min far til at påbegynde serien, og hans begejstring for den endte med at smitte af på mig. Så da jeg en dag stod uden en lydbog, og hurtigt skulle vælge en ny, lå det lige til højrebenet, at det selvfølgelig skulle være “Akkanas gåde”. Hvilket skulle vise sig at være et helt perfekt valg. For selvom jeg faktisk troede, jeg gik i stå med bogen, fordi den ikke lige var noget for mig. Fantasy og mig er jo ikke altid verdens bedste venner. Så viste det sig, at det åbenbart bare havde været mit læsehumør på daværende tidspunkt. Jeg blev nemlig hurtigt fuldstændig hooked, og jeg lyttede intenst hvert øjeblik, jeg havde mulighed for det. Historien opslugte mig nemlig fuldstændig, og jeg fik hurtigt den samme glædelsesfølelse af, at dette er en mega fed bog – præcis som jeg gjorde med den første bog i serien. Det er nemlig en virkelig fed bog, og der sker så ekstremt mange ting, som jeg på ingen måde kunne havde regnet ud. Historien spinder så mange tråde, og de væves så fint ind og ud mellem hinanden, på sådan et plan hvor man hele tiden har lyst til at vide bare lidt mere og dermed også læse videre.

Udover at historien udfolder sig endnu mere i “Akkanas gåde”, så synes jeg også, vi kommer dybere ind under huden på alle vores favoritpersoner. Jeg nød især at lære Mehmet bedre at kende, og jeg elskede, at han var så stor en del af historien. I det hele taget var jeg vild med, hvordan vi lærte lidt mere om Storbyen, og jeg kan slet ikke vente med at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. I det hele taget er jeg så vild med, hvordan bogen gjorde mig endnu mere nysgerrig. Den efterlod mig nemlig konstant hungrende efter mere, og jeg følte for alvor, jeg kom helt ind i serien. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at min læsning godt kunne munde ud i en mindre besættelse. Boris skriver nemlig så levende og fantasifuldt.

Alligevel får bogen ikke topkarakter, selvom det ikke er langt fra, jeg ville havde givet den det. Den får det dog ikke, da der desværre var et par steder, hvor jeg kedede mig en smule. Det varede aldrig særlig længe, men det påvirkede desværre min læsning en smule, i og med den ikke hele tiden var flydende. Jeg kan dog ikke helt sætte en finger på, hvorfor jeg havde det sådan, men jeg tror, det havde noget at gøre med, jeg bare gerne havde set lidt kortere kapitler, og lidt mere skiften mellem de forskellige historielinjer. Måske mest af alt fordi jeg bare hele tiden gerne ville vide, hvad der nu kom til at ske i de forskellige handlingsforløb.

“Vejen til Panteon” af Boris Hansen

Titel: “Vejen til Panteon” / Forfatter(e): Boris Hansen / Serie: Panteon-sagaen #1 / Sideantal: 428 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 21.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

I en nær fremtid er verden blevet en anden. Samfundets svageste sendes til Zonen hvor de lever en trist tilværelse blandt grå betonblokke.

Zonen er det eneste hjem Lucas nogensinde har kendt. Men da hans bedste ven, Cassandra, pludselig forsvinder, vælger han at tage ud for at finde hende. Hans eneste ledetråd er de kryptiske noter hun skrev før hun tog af sted:

Juvelen. Brylluppet. Husk på tallet 12!

Inden længe opdager Lucas at Cassandra er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden der ikke burde eksistere. En verden fyldt med begravede hemmeligheder og ældgamle sammensværgelser. En verden hvor Panteons guder strides og Empyrias engle forsøger at forhindre en altomfattende krig.

Lucas er ligeglad med guder og engle. Han vil bare have Cassandra tilbage. Men rejsen i hendes fodspor fører ind i et spind af mysterier og løgne …

Jeg var en smule nervøs for at læse “Vejen til Panteon”. Specielt fordi jeg så inderligt gerne ville elske den, men var i tvivl om, om jeg ville komme til dette. Jeg er nemlig ikke den store fan af rigtig fantasy, og den faldt derfor en del uden for min comfort zone. Men min kæreste har i flere år rost Boris’ skrivestil og historier, og da beskrivelsen af denne lød ret tiltalende, så måtte jeg altså give den et forsøg. Især fordi Boris også selv har fået solgt bogen virkelig godt, og dermed havde fået mig gjort ret hooked på den. Og jeg er så glad for, jeg valgte at give den et forsøg. Det viste sig nemlig at være en virkelig god læseoplevelse.

Bogen gav mig lidt “Narnia”-vibe på en rigtig god måde. For selvom den mindede mig lidt om “Narnia”, så er den nemlig uden tvivl stadig helt sin egen. Der bliver til tider brugt nogle kendte elementer, som godt kan få én til at tænke på andre historier. Men dette gøres på en måde, så historien stadig kommer til at virke ret unik. Desuden er historien virkelig interessant, og jeg nød så meget at opleve den og hele universet i selskab med bogens personer. Der er ydermere godt med fart over feltet og masser af mystik og spænding, hvilket gjorde at min interesse hele tiden blev fastholdt. Jeg fløj derfor også igennem de fleste sider, og det var som om, siderne vendte sig hurtigere og hurtigere, jo nærmere jeg kom på slutningen.

“Vejen til Panteon” indeholder desuden også en god portion humor og personer, man ikke kan lade være med at holde af. Jeg var i hvert fald vild med bogens hovedpersoner. De er på ingen måde perfekte, men det er netop det, der gør dem helt fantastiske. Det gjorde det nemlig ret let at relatere til dem, på trods af de kommer ud for en hel del, som jeg på ingen måde kommer til at opleve. Bogen er desuden fyldt med litterære referencer, og man mærker virkelig Boris’ kærlighed til fantasygenren igennem den. Hvilket jeg kun fandt virkelig fedt. Jeg forstod måske ikke alle referencer, men de var alligevel med til at give bogen lige det ekstra.

Jeg er dog ikke helt forelsket i hverken denne bog eller serien endnu. Men det handler nok mest om, at jeg lige skal vænne mig til genren. For bogens historie i sig selv fejlede som sådan ikke noget, selvom jeg dog godt lidt kunne mærke, at det netop er den første bog i en serie. Man skal nemlig lige helt ind i historien og havde forklaret hele universet. Jeg er dog ret hooked, og jeg kan slet ikke vente på at læse den næste bog i serien. Jeg vil jo virkelig gerne vide, hvad der nu kommer til at ske.