Weekend Reads #9: Uge 39

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise jer min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.weekend-reads-9

Sidste weekend var ret hektisk, og denne weekend har jeg derfor brug for bare at slappe af. De eneste konkrete planer, jeg har, de næste par dage, er derfor, at jeg skal læse lidt studielæsning til på mandag, og så skal jeg et smut forbi biblioteket. “Under sløret” af Nicole Boyle Rødtnes skal nemlig afleveres i morgen, så det må jeg hellere få gjort. Jeg er dog endnu ikke helt færdig med den, så min aften i dag kommer til at være i dens selskab. Men det er nu også helt okay. Den er nemlig god.

Derudover har jeg kun lidt blogindlæg, der skal planlægges, og et par anmeldelser der skal skrives. Jeg håber derfor på at bruge det meste af weekenden fordybet i en god bog. Hvilket gerne må være krydret med trommende regn på ruderne, masser af varm chai-te og tændte stearinlys. Det lyder nemlig så hyggeligt, og hvis vejret alligevel skal være rigtig efterårsagtigt, så kan jeg jo lige så godt velkomme det. Især når jeg stort set ikke skal nogen steder udenfor min lejlighed.

Hvad læseplaner angår, så regner jeg med at få læst videre i “Celle 7” af Kerry Drewery. Jeg startede nemlig så småt på den for et par uger siden, så nu vil jeg gerne lidt videre med den. For selvom den indtil videre skuffer en smule, så håber jeg stadig på, det bliver en rigtig god læseoplevelse. Hvis jeg når at blive færdig med den, så håber jeg også på, jeg kan få læst et par sider i “Den dag jeg glemmer” af Adam Silvera. Den udkommer nemlig på torsdag, så det kunne være fedt at få læst og anmeldt den for jer. Men nu må vi se; det kan jo også være, at Netflix trækker. 😉

Hvilken bog håber I på at få læst i weekenden?

Månedens læsning #20 & #21: September og oktober

Månedens læsning #20 + #21 - september og oktoberDe sidste to måneder har været virkelig travle. I september startede studiet op igen efter en dejlig lang sommerferie, hvilket betød at jeg pludselig havde en masse studielæsning, der skulle læses; især fordi vores undervisere langt fra startede blidt op. Desuden gik vi jo ind i den sidste planlægningsfase af Bogbloggertræf, hvilket også tog en god del af min tid.

Oktober startede egentlig okay ud, men så smed Københavns Universitet en bombe. De har nemlig valgt at lukke IVA i Aalborg (min elskede uddannelse) til sommer 2018, og fjernede samtidig muligheden for, at jeg kunne tage en kandidatuddannelse der, hvilket ellers hele tiden har været min plan. Dette burde ikke have taget så meget af min tid, men sagen er, at jeg sidder som formand i De studerendes råd (DSR), og det var/er derfor mit job at prøve at få KU til at lytte til de studerende. Og det har taget rigtig mange timer og ekstremt meget energi. Nu er det hele dog forhåbentlig ved at dæmpe lidt ned, og jeg håber derfor på, at min læsetid snart kommer igen.

Jeg har nemlig hverken rigtig haft tid eller overskud til at læse de sidste to måneder. Eller altså jeg har da fået læst, og nok også en del ift. hvad nogle andre når på to måneder, men slet ikke på det niveau, som jeg plejer; og det savner jeg virkelig. Bøger og læsning er jo mit fristed, og den måde jeg slapper aller bedst af på.

Læste bøger: 10 (fem hver måned).
Læste sider: 2551 (dagsgennemsnit: 41).

Månedernes bedste bøger: Simple Living af Nadia Plesner. Uden tvivl! Den var bare fuldkommen fantastisk.

Månedernes største skuffelser: Det tror jeg må være Fantastiske skabninger og hvor de findes af J.K. Rowling. Jeg hadede den ikke, men den var heller ikke på nogen måde så god, som jeg regnede med. Ja, faktisk kedede den mig en del; selvom den da var en ret fin lille tilføjelse til universet – men så heller ikke mere end det.

Månedernes største overraskelser: 
Der er faktisk én for hver måned. I september blev jeg meget overrasket over Simple Living af Nadia Plesner, som endte med at blæse mig bagover, og som uden tvivl er en af de mest inspirerende bøger, jeg nogensinde har læst. I oktober læste jeg De sidste to jomfruer i verden af Tom Ellen og Lucy Ivison; en bog som Gyldendal havde sendt mig til anmeldelse. Jeg var ikke særlig interesseret i bogen, men endte med at læse den, og det er jeg virkelig glad for, jeg gjorde. Den var nemlig så sød og sjov, og jeg slugte den virkelig.

I september og oktober har jeg læst følgende bøger:

  • Simple Living af Nadia Plesner: 5. Fantastisk! Både virkelig hård og skøn at læse.
  • Tidsmaskinen af Søren og Morten Ellemose: 4. Virkelig fed hyldest til Dennis Jürgensen. Anmeldt her.
  • Løbende tjener af Dennis Jürgensen: 4. Så god! Lidt kliché men stadig fyldt med spænding.
  • Intergalaktisk eventyr af Søren og Morten Ellemose: 3. Lidt triviel og skuffende men stadig indeholdende en fed historie.
  • Elsk min knækkede glorie af Christina Ingerslev: 4. Fin samling af meget nærværende tekster.
  • Mig før dig af Jojo Moyes: 4. Så fantastisk og hjerteskærende – dog med en forfærdelig slutning.
  • Fantastiske skabninger og hvor de findes af J.K. Rowling: 3. Lidt kedelig men alligevel hyggelig læsning for Harry Potter-fans, der ikke kan slippe universet.
  • Quidditch gennem tiderne af J.K. Rowling: 4. Virkelig fin og lærerig bog. Giv mig mere om Quidditch nu!
  • De sidste to jomfruer i verden af Tom Ellen og Lucy Ivison: 4. Virkelig sød, sjov og let at relatere til.
  • Hul i hovedet af Nicole Boyle Rødtnes: 4. Virkelig hjerteskærende, men samtidig også meget livsbekræftende.

Har I læst noget godt i løbet af de sidste to måneder? Og kan I lide den nye opsætning af ‘Månedens læsning’?