Tegneserie torsdag #1

“Tegneserie torsdag” er et månedligt tilbagevendende indlæg. I disse indlæg vil jeg anbefale tre-fire tegneserier, som jeg synes, I skal prøve at give et skud. Disse tegneserier kan være både mere eller mindre kendte, men de vil alle være nogle, jeg har nydt at læse. Indlæggene indeholder ikke nærmere faktuel information om tegneserierne, men deres titler vil linke til Goodreads, eller andet sted, hvor man kan læse om dem.Test 1

Jellaby” af Kean Soo
Jeg har stort set lige læst denne tegneserie, og jeg er simpelthen så begejstret. Det var en af de slags tegneserier, som jeg bare måtte kramme et par gange under læsningen. Den var nemlig så cute! Historien i sig selv er ret sød; to ret ensomme børn finder en ven i hinanden, da de drager på eventyr for at få deres ‘monster’ ven, Jellaby, hjem. Desuden var jeg fuldstændig solgt på selve monsteret Jellaby. Det var bare så sødt, og jeg elskede, hvordan det virkede som et lille barn. Tegneserien er desuden tegnet på en måde, som virkelig satte prikken over i’et. Farverne er holdt i lilla nuancer. Noget jeg egentlig normalt ikke er så vild med, men her fungerede det perfekt! Tegnestilen er endvidere meget simpel, hvilket passer ret godt til den forholdsvis simple historie. Selvom den er simpel, så sørger Soo dog for at gøre således, at der er masser af liv i tegningerne.

Kan anbefales til både børn og voksne, som nyder søde historier med fantastiske tegninger. Vær dog opmærksom på, at historien er todelt. Man skal altså have fat i begge volumes, før man kan læse den fulde historie.

Nimona” af Noelle Stevenson
Jeg har skrevet lidt om “Nimona” herinde før. Men den fortjener altså at blive nævnt igen. Det er nemlig uden tvivl en af de bedste tegneserier, jeg nogensinde har læst. Hvilket jeg egentlig selv er lidt overrasket over, for jeg havde slet ikke forventet, jeg ville komme til at holde så meget af den. Historien var virkelig bare fed! Jeg elskede, hvordan den var fyldt med action, men samtidig også krydret med andre ting. Mest af alt er det nemlig en historie om venskab og accept. Samtidig er den dog også tilsat en kæmpe potion humor, som virkelig gør den unik. Jeg både ih’ede, ‘åh’ede og grinte mig hele vejen igennem. Hvilket er en helt fantastisk kombination. Det strålede desuden ud af både historien og tegningerne, at Stevenson virkelig har lagt meget arbejde i tegneserien; og at hun samtidig også har givet den et godt skud af hendes egen personlighed.

Jeg kan anbefale den til alle, som godt kan lide fart over feltet og masser af grin. Desuden er det en god tegneserie for dem, der endnu ikke har bevæget sig så meget rundt i genren. Mest af alt vil jeg dog anbefale den til kvinde, som gerne vil læse noget med en meget stærk kvindelig hovedperson. Det er Nimona nemlig virkelig.

Rat Queens” af Kurtis J. Wiebe & Roc Upchurch
Når vi nu er ved tegneserier med stærke kvindelige hovedpersoner, så kommer vi ikke udenom “Rat Queens”. Den er nemlig fyldt med lige netop dette! Jeg troede egentlig aldrig, jeg ville komme til at anbefale den, men af en eller anden grund kan jeg ikke lade være. Personligt finder jeg serien en smule for hypet; den keder mig nemlig ret mange gange. Alligevel er der noget ved den, som gør, at jeg hele tiden bliver nødt til at læse videre. Jeg ved ikke helt præcis, hvad det er. Jeg tror dog, det er en kombination mellem, at tegneserien har et virkelig højt tempo, og at hovedpersonerne virkelig bare er fantastiske. De er så sjove! Desuden elsker jeg den ping-pong, der er mellem de forskellige hovedpersoner. I det hele taget er det især persongalleriet, der gør, at denne tegneserie fortjener at blive nævnt her. For selvom jeg personligt ikke er fuldstændig forelsket i serien, så kan den altså noget. Jeg har i hvert fald stadig historien fra de to første volumes stående ret tydeligt i min hukommelse.

Jeg kan anbefale den til folk, der gerne vil læse en tegneserie med et stærkt persongalleri og venskab. Vær dog opmærksom på, at tempoet godt kan blive lidt for hurtigt i forhold til, hvad der egentlig sker i handlingen. Det skabte nemlig en smule forvirring hos mig.

Har I læst nogen af de tre tegneserier?