Nyt i reolen #65: Fødselsdagsgaver 2017

Som jeg skrev i går, så havde jeg fødselsdag i sidste uge, og jeg fik nogle skønne gaver. Jeg fik både dette fantastisk fine armbånd (hvor der står Tim i morsekode), et love tag fra Jane Kønig med T og en kæmpe rejsetaske. Og så fik jeg selvfølgelig bøger. Masser af bøger! Eller det vil sige at jeg fik tre bøger i gaver, men også fik en god sjat penge i gave, som selvfølgelig hurtigt blev omsat til bøger.

Først og fremmest fik jeg “Papirprinsessen” af mine forældre og søster, som jeg allerede fortalte jer om i min sidste book haul. Af min kæreste fik jeg først og fremmest “By Your Side” af Kasie West, som jeg har glædet mig til længe. Jeg samler nemlig på hendes bøger i denne paperback-udgave, som først udkom for ikke så længe siden. Jeg er derfor glad for endelig at have den i samlingen, så jeg kan dykke ned i den. Desuden har han lidt lavet en tradition med, at han giver mig mindst én bog af Colleen Hoover. Der lå derfor selvfølgelig et eksemplar af “Losing Hope” gemt i gavebunken. Hvilket betyder at min Hoover samling nu snart er komplet.

Og nu til de bøger, jeg selv har købt for fødselsdagspenge. “Historien om en dreng” af Line Lybecker købte jeg for penge, jeg fik af min kærestes mormor. Jeg havde egentlig valgt at gemme disse penge, men da jeg i søndags læste bogen færdig, som jeg havde lånt fra biblioteket, så måtte jeg bare ind og købe den med det samme. Jeg elskede den nemlig så meget, at den bare skulle have en plads i min reol.

For penge fra min svigermor og hendes kæreste, endte jeg med at klikke hele fem bøger hjem. To bøger jeg tidligere har læst og elsket, og tre bøger som jeg bare har virkelig meget lyst til at læse. “Forbidden” af Tabitha Suzuma læste jeg for en del år siden og forelskede mig fuldkommen i. Jeg har bare aldrig taget mig sammen til at få den købt, men nu skulle det altså være. “When Dimple Met Rishi” af Sandhya Menon var også selvskreven til at skulle med i bestillingen. Den lyder nemlig så sød, og med al den ros, den har fået, så kan den jo kun være god.

Derudover kom jeg i tanke om, at Rebecca Yarros’ bøger kan købes som fysiske eksemplarer. Jeg blev derfor nødt til at klikke “Full Measures” hjem, så jeg kan kramme og nusse den. Det er nemlig den anden bog fra bestillingen, som jeg har læst og elsket helt vildt. Og da jeg kiggede på denne, opdagede jeg “Wilder”, som jeg læste beskrivelsen på for ikke så længe. På det tidspunkt blev jeg ret nysgerrig efter at læse den, men konstaterede hurtigt, at e-bogen var lidt for dyr til, hvad jeg lige havde lyst til at give. Men nu jeg skulle forkæle mig selv, så måtte den altså med hjem, som en god start på min fysiske samling af hendes bøger.

Til slut købte jeg “Palm South University – Season 1” af Kandi Steiner. Det er en bog, som først for nyligt kom på min radar. Men jeg kom virkelig til at hungre efter den, da jeg læste beskrivelsen, som lyder perfekt i forhold til mit læsehumør på nuværende tidspunkt. Og da den så samtidig blev beskrevet som værende en god og ekstremt fangende Netflix-serie i bogform, så var jeg solgt! Men præcis som med “Wilder”, så syntes jeg, at e-bogen var lidt for dyr. Jeg blev derfor virkelig glad, da jeg opdagede, at man rent faktisk kunne købe den som paperback hos Saxo.

Har du læst nogen af bøgerne? Og er der i så fald nogen af dem, du kan anbefale?