#BookTubeAThon 2015: Dag 2

BTAT Dag 2Så blev det dag to i #Booktubeathon, og i dag har jeg ingen andre planer end at lave lidt blogarbejde og sende et par mails. Og så skal jeg selvfølgelig læse, læse og læse lidt mere.

09.01: Jeg starter dagen op med at lave de sidste detaljer til gårsdagens opdateringsindlæg færdig og lidt andet blogarbejde. Jeg har dog fundet Maskiner sanser ikke hud af Dennis Jürgensen som lydbog på Mofibo, så den vil jeg putte i ørene, mens jeg arbejder.

10.36: Okay, lydbog fungerede på ingen måde for mig – selvom det jeg hørte af den virkede meget interessant. Nu er jeg dog færdig med det, jeg virkelig skulle nå i dag, og jeg vil derfor nu læse videre i Mit ødelagte kongerige, som jeg startede på i går, mens jeg spiser min morgenmad.

11.17: Bogen keder mig en smule, hvilket gør mig ret træt. Så jeg holder lige en pause og ser lidt Booktube istedet.

12.16: Nå, nok med pause. Nu vil jeg altså læse min bog færdig!

13.02: Så blev sidste side vendt i Mit ødelagte kongerige, og jeg har dermed læst 125 sider indtil videre i dag. Desuden har jeg færdiggjort min første challenge, da bogen jo (bl.a.) kunne høre ind under “Læs den sidste bog du har anskaffet”. Virkelig fedt! Jeg ved dog ikke helt, hvad jeg har lyst til at læse nu; så det må være tid til en lille tænkepause.

15.52: De sidste par timer har jeg ikke rigtig haft lyst til at læse, og heller ikke kunne finde ud af, hvilken bog jeg havde lyst til at starte på. Jeg valgte derfor at slappe lidt af, og få skrevet to anmeldelser istedet. Der starter dog reading sprints på @BookTubeAThon på Twitter her kl. 16, og dem planlægger jeg at deltage i. Jeg har derfor også besluttet at læse Wonder af R.J. Palacio, da den vidst skulle være ret let at læse og samtidig også rigtig god.

18.56: Jeg har deltaget i reading sprints siden kl. 16.00, og hvor har det virkelig været fedt! Det er så sjovt, og helt utroligt motiverende. Jeg havde i hvert fald helt sikkert ikke fået læst så meget, hvis jeg ikke havde deltaget i fire af disse. Faktisk er jeg nået til side 207 i Wonder, hvilket jeg er super glad for! Især fordi bogen er virkelig god. Nu vil jeg dog holde en pause og få noget aftensmad.

21.06: Så fik jeg spist aftensmad og holdt en god lang pause. Det er derfor blevet tid til lidt læsning i Wonder igen. Jeg vil nemlig prøve at se, om jeg ikke kan nå at blive færdig med den, før jeg går i seng. Det kunne i hvert fald være fedt!

22.48: Jeg nåede det, og endda med over en time til døgnet slutter – hvilket vil sige jeg måske også kan komme i seng i nogenlunde ordentlig tid. 😉 Wonder er nu læst færdig, og nøj hvor var det en fantastisk historie; den blæste mig ikke fuldkommen bagover, men jeg er sikker på, den vil sidde i mig længe alligevel.

Wonder var på 360 sider, hvilket vil sige jeg har læst 485 sider i dag. Wow, hvor fedt! Det tal kan jeg da i hvert fald kun være MEGET begejstret for. Desuden har jeg gennemført to af de syv challenge i dag. Wonder har nemlig et meget blåt cover, og kan derfor let høre ind under kategorien “Læs en bog med blåt på coveret”. Jeg tror dog, at det må være det sidste læsning for mig i dag – jeg synes i hvert fald, at jeg kan høre min seng kalde på mig, og mine øjne har vidst også brug for en god lang pause.

Håber I nød at læse med. Vi ses igen i morgen til endnu en opdatering.

Bøger læst i alt = 2 (+noget af 2 andre).
Sider læst i alt = 742 sider.

#BookTubeAThon 2015: Dag 1

#BTAT Dag 1Så blev det mandag d. 3/8, og det er dermed tid til #Booktubeathon! Nøj, hvor har jeg glædet mig – det bliver så skønt endelig at prøve at være med. Og bare i det hele taget til at få læst en masse i løbet af ugen. Jeg er dog ret sikker på, at jeg nok ikke kommer til at holde min TBR; der er for mange spændende bøger herhjemme, som jeg også gerne vil læse. Men nu får vi se – jeg kan dog starte med at sige, at jeg lige har to bøger, jeg skal have læst færdig, før jeg sådan rigtig kan starte op på min TBR.

Kl. 08.00: Jeg er pt. på vej hjem til Aalborg efter at have været på ferie den sidste månedstid. Jeg har derfor været vildt tidligt oppe (jo, det er kl. 6.00 altså, når man har ferie – og egentlig også i hverdagene :P), hvilket jeg godt kan mærke – jeg tror dog ikke, jeg kan sove i toget, så jeg sætter mig til at høre lydbog. Jeg starter derfor mit readathon med at lytte til Torben Sekov oplæse Sagen om det blodige vampyrtrick af Dennis Jürgensen for mig. Jeg har dog tyvstartet lidt i sidste uge, og starter derfor op med kapitel 7.

Kl. 11.09: Så ankom toget til Aalborg, og der er derfor nu en lille bustur hjem. Jeg holder dog en pause fra læsningen/lytningen nu, da jeg har nogle ting, jeg skal have ordnet, når jeg kommer hjem. Jeg nåede dog at lytte til kapitel 18 på vejen – hvilket jeg er ret glad for. Det fik nemlig min tur hjem til at føles noget hurtigere, end den egentlig var.

Kl. 16.29: Nu har jeg ordnet alt, hvad jeg skulle, så nu skal der altså læses! Jeg dropper dog lydbog for nu, og læser videre i mit fysiske eksemplar af Sagen om det blodige vampyrtrick. Det går nemlig noget hurtigere, når jeg selv læser.

Kl. 17:41: Så fik jeg vendt den sidste side i Sagen om det blodige vampyrtrick, og den var selvfølgelig fantastisk, som den altid er (jep, jeg har læst den en del gange før). Dette vil altså sige, at jeg nu har læst trekvart bog, hvilket svarer til 145 sider, i dette readathon. Ikke helt så meget som jeg havde håbet – men med togtur og masser af ting, der skulle ordnes herhjemme, så er det nok meget godt.

Kl. 17.58: Jeg går nu i gang med readathonets anden bog, som er Sukker af Gitte Løkkegaard. Denne har jeg dog også tyvstartet på, og starter derfor på side 151 (kapitel 22).

Kl. 18.53: Sukker er altså virkelig god! Jeg nyder den så meget – og den er så dejlig let at læse; helt perfekt til en træt Simone. 😉 Nu er det dog tid til at lave lidt aftensmad og slappe en smule af. Jeg kan nemlig mærke, at der er en ret kraftig hovedpine på vej; men forhåbentlig kan den skræmmes væk med mad og noget at drikke. Jeg er forresten på side 215.

Kl. 20.54: Jeg har spist, drukket, set lidt TV og et par videoer på Booktube. Men nu er jeg helt klar til at læse videre i Sukker. Jeg vil nemlig så gerne være færdig med den i dag, så jeg ikke har nogen “hængepartier” i morgen.

Kl. 21.56: Så fik jeg også vendt den sidste side i Sukker, hvilket vil sige at jeg indtil videre har læst 218 sider i dag. Hvilket jeg er så glad for! Jeg er dog bestemt ikke færdig med at læse, og regner med at klemme en enkelt børnebog ind, før jeg går i seng. Turbine har nemlig været så søde at sende Mit ødelagte kongerige af Finn-Ole Heinrich og Rán Flygenring til mig. Jeg kender INTET til bogen; men den ser sød ud – og så passer den jo perfekt under den challenge, der hedder “Læs den sidste bog du har anskaffet”.

Kl. 22.49: Okay, jeg kom til at sætte mig til at overspringshandle. Og er kun nået til side 39 i Mit ødelagte kongerige. Det må dog være det for i dag; jeg er nemlig lige blevet ramt at en træthedsmur. Men det blev da alligevel til sammenlagt 257 sider i dag, hvilket er fantastisk! Jeg håber i hvert fald på, det kommer til at gå lige så godt i morgen.

Deltager I i #Booktubeathon? Vi ses i morgen til endnu en update!

#BookTubeAThon 2015

#BookTubeAThonPå mandag starter dette års #BookTubeAThon, og jeg skal være med! Det har kørt de sidste par år, men har altid ligget på tidspunkter, hvor jeg ikke har haft mulighed for at læse en masse – men det har jeg i år, så selvfølgelig skal jeg prøve at være med.

#BookTubeAThon er et (halv)årligt readathon, der løber over en uges tid (fra d. 3/8-9/8). Desuden findes der læseudfordringer i forbindelse med det, og der kommer også en videochallange op hver dag, som man kan vælge at deltage i. Jeg vælger dog kun at være med til selve læsedelen af readathonet; men det glæder jeg mig nu også helt vildt til. Det bliver i hvert fald skønt at have en hel uge, der står i læsningens tegn. Især fordi jeg stadig har ferie, og læsning jo er en skøn måde at få slappet af på.

I forbindelse med #BookTubeAThon har jeg selvfølgelig lavet mig en TBR, som går ud fra de syv læseudfordringer, som der er givet. I kan se denne herunder, hvor jeg skriver hver bog under den udfordring, som den passer ind under. Det skal dog lige siges, at min TBR selvfølgelig kan nå at ændre sig en del i løbet af ugen – men det tager jeg, som det kommer.

  • Læs en bog med blåt på coveret: Wonder af R.J. Palacio.
  • Læs en bog af en forfatter, hvis efternavn starter med samme bogstav som dit eget: Ugly Love af Colleen Hoover (Hagemann = H = Hoover).
  • Læs en andens yndlingsbog: The Leep af Jonathan Stroud (min kærestes yndlingsbog).
  • Læs den sidste bog du har anskaffet: Girl Online af Zoe Sugg (tror i hvert fald, det er den).
  • Læs en bog uden at give slip på den: Lost at Sea af Bryan Lee O’Malley.
  • Læs en bog du virkelig gerne vil læse: Split Second af Kasie West.
  • Læs syv bøger: Alex + Ada: Volume 2 af Jonathan Luna og Sarah Vaughn

Jeg regner forresten med at lave daglige opdateringer her på bloggen, og skrive/vise lidt af min læsning i ugens løb på hhv. Twitter og Instagram.

Skal I være med til #BookTubeAThon?

Find flere oplysninger om readathonet her.