#Bogbloggertræf 2015: Carina Evytt

Så er der ikke så længe til Bogbloggertræf 2015 løber af stablen. Træffet bliver gæstet af Carina Evytt, som har været så sød at takke ja til at kommer og fortælle lidt om det at skrive og om hendes bøger. Kender du ikke Evytt, så læs med herunder, hvor hun kort præsenterer sig selv – og så smut lige ud og få fat i Den fredløse, som er hendes seneste bog, og læs den! Den kan i hvert fald virkelig anbefales. Læs evt. min anmeldelse af den her.

_MG_1655 (2)Mit navn er Carina Evytt, jeg er 43 år og skriver romaner og noveller inden for de fantastiske genrer.
Jeg debuterede på Forlaget Tellerup i 2006 med gyserromanen Let Bytte og har siden udgivet 5 romaner inden for horror og fantasy.

Efter nogle år hvor jeg udelukkende skrev horror, vendte jeg sidste år tilbage til fantasygenren og er i skrivende stund i gang med et fællesprojekt med Pernille Eybye.  Genren er high fantasy med alt hvad det indebærer af heltemod, store slag og alskens fantastiske skabninger, men vi har lånt lidt fra moderne YA-litteratur forstået på den måde at det er personerne, mere end selve plotlinjen, der skaber historien. Det er efter min mening det mest spændende både at læse og skrive, så det vil jeg nok blive ved med, uanset hvilken genre jeg bevæger mig ind i.

Lyder ovenstående interessant? Og har du endnu ikke tilmeldt dig træffet? Så er der heldigvis stadig lidt tid til sidste tilmeldingsfrist. Kig vores invitation her, og se hvordan du tilmelder dig til en hyggelig dag i bøgernes tegn.

#Bogbloggertræf 2015: Q&A

Bogbloggertræf 2015Vi har lavet en lille Q&A, som I ser herunder, omhandlende de spørgsmål, I kunne have i forbindelse med Bogbloggertræffet. Vi håber, den besvarer de fleste spørgsmål, men ellers er I selvfølgelig altid velkomne til bare at spørge os.

Hvad er selve formålet med træffet?
Formålet med træffet er først og fremmest at skabe netværk imellem bogbloggere, samt at åbne op for debatter og gode diskussioner. Vores største mål er, at alle vil få en god oplevelse og have det sjovt, og vi skeler ikke til hverken køn, alder, geografi, hvilke genrer du læser eller hvor mange følgere du har.

Jeg har ikke været med før, men kunne egentlig godt tænke mig at prøve det. Skal jeg være nervøs?
Absolut ikke! Vi har alle sammen været nye på et tidspunkt, og der er selvfølgelig plads til både nye og gamle deltagere. Se her, hvad bogblogger Nena sagde om det at være ny sidste år:

”Alle – hver og en – var præcis som jeg havde forventet. Søde, dygtige, kloge, litterære og i det hele taget bare super skønne væsner, der bød mig velkommen i deres forsamling. Tænk sig, at de også havde læst min blog. Min lille bitte blog.”

Jeg laver bogvideoer som jeg uploader på Youtube, er jeg også velkommen?
Bestemt! At være vlogger (videoblogger) er jo bare en anden måde at formidle litteratur på. Mange bloggere har også videoer på deres side, så det er ikke noget problem.

I invitationen står der, at det er for alle aktive bogbloggere. Hvad er en aktiv bogblogger?
En aktiv bogblogger er en, der igennem de seneste tre måneder jævnligt har skrevet indlæg omhandlende bøger.

Hvad går betalingen til?
De 50 kr. du betaler ved tilmelding går primært til mad og udsmykning. Der er selvfølgelig frokost på dagen og du er velkommen til at spise alt det, du kan. Derudover er der fri drikkevarer og snacks løbende gennem hele dagen. Vi sørger selvfølgelig også for, at der er dug på bordene, tallerkener, krus og pynt på bordene. Det er noget af det, dine 50 kr. dækker.

Jeg kan ikke tåle gluten. Kan jeg blive mæt?
Hvis du har en eller anden form for allergi eller andet, vi bør tage hensyn til i forhold til maden, så tilføjer du det bare i din tilmelding, så skal vi nok tage højde for det. Vi kan selvfølgelig ikke love, at al mad og drikke bliver uden det, du ikke kan tåle, men der skal i hvert fald nok være noget, så du ikke går sulten hjem. Dette gælder selvfølgelig også for kagebordet.

Jeg har planer indtil kl. 14. Kan jeg komme senere?
Nej. Træffet starter kl. 12 og varer ca. til kl. 18 og af hensyn til gæster, overraskelser og mad, så vil vi bede dig om at komme fra start af. Vi har fuld forståelse for, at busser og tog kan blive forsinkede, man kan fare vild, bilen kan løbe tør for benzin osv., og i det tilfælde vil vi gerne bede dig sende en sms eller ringe til os. Efter tilmeldingsfristen kommer der en mail ud med nærmere informationer, bl.a. tlf.numre.

Jeg er ikke særlig god til at finde vej og har aldrig været der før. Kan I hjælpe?
Det kan du tro! Du kan roligt tilmelde dig. Efter tilmeldingsfristen vil du nemlig modtage en mail med praktiske informationer og her vil også være en guide til at finde vej, uanset om du er med offentlig transport eller i bil.

Jeg kører fra Kolding og har tre ledige pladser i min bil. Kan jeg samle nogen op på vejen?
Du kan i hvert fald forhøre dig på vores Facebookside. Hvis ikke du har en profil på Facebook, så send en mail til bogbloggeredanmark@gmail.com, så vil vi se, om vi kan hjælpe dig med at få fyldt bilen op.
Hvis du ikke har en bil, men gerne vil have et lift, så gælder det samme.

Det plejer ikke at være noget problem med samkørselsordninger, folk plejer meget gerne at ville hjælpe hinanden.

Hvordan kan jeg hjælpe med at dele eventet?
Vi vil blive meget glade for, hvis du deler begivenheden med andre du kender, uanset om det er på Facebook, Instagram eller et helt andet sted. Hvis du bruger hashtagget #bogbloggertræf2015 når du deler, så er det bare helt kanon! Derudover kan du også bruge #bogbloggertræf, hvor du kan se beskeder, billeder osv. fra sidste års træf.

Er der andre krav, jeg bør vide noget om?
Vi lever rigtig meget af sponsorer, og for at det kan lade sig gøre, så er det nødvendigt, at du bagefter giver lidt god karma igen ved at linke til de virksomheder, der har hjulpet os. I praksis betyder det altså, at du forpligter dig til at nævne og linke til dem, der er sponsorer til træffet.

Den virksomhed jeg arbejder for, vil gerne sponsorere noget til træffet. Hvordan gør vi det?
Allerførst: tusind tak! Vi er meget glade for tanken. Uden sponsorer ville det slet ikke være det samme. Hvis du gerne vil hjælpe os med det ene eller det andet, så send en mail til bogbloggeredanmark@gmail.com så skal vi nok finde ud af noget.
Som tak for hjælpen vil arrangører såvel som deltagere løbende efter træffet nævne din virksomhed og linke til denne. Det er det mindste, vi kan gøre 🙂

I samarbejde med Andrup’s Bookshelf, Boghunden og Skrivepulten.

#Bogbloggertræf 2015: Indbydelse

BogSe indbydelsen her: www.issuu.com/bogbloggeredanmark/docs/bogbloggertraef

Så er vi klar med indbydelsen til årets bogbloggertræf. Vi håber på, at se så mange som overhovedet muligt til en skøn dag i bøgernes tegn.

Desuden håber vi meget på, I vil sætte pris på temaet og at I alle glæder jer meget til at møde Carina Evytt. Det gør vi i hvert fald!

Har I spørgsmål i forbindelse med træffet så kig herind i morgen. Der kommer nemlig en Q&A, som gerne skulle besvare de fleste af de spørgsmål, I skulle have.

Del desuden gerne budskabet om træffet – og benyt jer meget gerne af #bogbloggertræf og/eller #bogbloggertræf2015

Har I allerede planer om at komme?

I samarbejde med Andrup’s Bookshelf, Boghunden og Skrivepulten.

#Bogbloggertræf 2014 #6: Svar fra Christina Bonde

#Bogbloggertræf #6 - Svar fra Christina BondeVi afholdte ifm. bogbloggertræffet en konkurrence, hvor folk kunne stille Christina Bonde spørgsmål. I dette indlæg kan I læse de spørgsmål og svar, der kom. Vinderen af konkurrencen blev forresten Xenia, der dermed var så heldig at kunne tage hele Nattens Sanger-trilogien med hjem.

Hvor henter du inspiration til dine bøger?
Inspirationen henter jeg først og fremmest i mit eget personlige liv. Som regel skriver jeg om emner, der optager mig meget, eller som på den ene eller anden måde har påvirket det liv, jeg lever. Personlig indlevelse får, efter min overbevisning, det fiktive univers til at fremstå mere levende og troværdigt, og så brænder jeg for at skrive fantasy, der fortæller den dystre historie på et inderligt, poetisk sprog.

Har du altid vidst, at du ville være forfatter eller drømte du oprindeligt om en anden karriere?
Faktisk anede jeg ikke, hvad jeg ville. Jeg har altid elsket at skrive, men det med at blive forfatter virkede så uopnåeligt, at jeg aldrig overvejede muligheden seriøst. Humanismen har altid interesseret mig, hvorfor jeg valgte at læse til sygeplejerske. Men det var ikke mit ’kald’, som det er for mange sygeplejersker. Følelsen af at være landet på præcis den rette hylde kom først til mig den dag, jeg for alvor gik i gang med at skrive. Nu fortryder jeg kun, at jeg ikke sprang ud i det lidt før.

Er du forfatter på fuld tid? Hvis ja, hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du tog valget?
Nej, jeg er ikke forfatter på fuld tid. Ikke endnu. Men muligheden er, at jeg i perioder kan sætte mit selvstændige erhverv på standby, hvorved jeg kan skrive på fuld tid. Det er ikke nogen guldgrube at være dansk forfatter. Der skal arbejdes virkelig, virkelig hårdt, hvis man ligefrem skal kunne leve af at skrive, og presset må være enormt. Men for mig lever drømmen da i bedste velgående.

Hvad tænker du om konceptet bogbloggere? Har det ændret din karriere og dit syn på læsning?
Jeg synes, det er fantastisk, at der findes ildsjæle, som bare gerne vil dele ud af deres passion for litteraturen. Det er modigt at turde sige sin mening i det offentlige rum, og det er skønt og inspirerende at følge alle de anmeldelser og kreative indlæg, der bliver postet.

For mig har bogbloggerne betydet, at mit arbejde er blevet bedømt af et kræsent publikum. Det giver mig et realistisk billede af, hvordan mine bøger kan klare sig på det danske bogmarked og samtidig en bedømmelse af mit arbejde op imod forfattere, som jeg selv nærer dyb respekt for. Personligt ser jeg bogbloggerne lidt som en slags censorer, der skal bedømme mit eksamensprojekt. Som forfatter går man ofte til eksamen. Ikke mindst, har den omtale og opmærksomhed, som bogbloggerne skaber, en indflydelse, når det gælder markedsføring.

Læsning er blevet en meget offentlig ting. Vi bloggere deler vores anmeldelser og tanker om bøgerne på blogs, goodreads og sociale medier. Generelt ved ALLE, hvad alle mener om bøgerne. Føler du som skribent, at presset på dig er øget, fordi du pludselig måles og vejes på en anden måde?
Jeg prøver at lade være med at lade mig påvirke. Jeg gik ind i det her med en holdning om, at jeg ville følge min egen mavefornemmelse og skrive, først og fremmest, for min egen skyld. Jeg ændrer ikke min måde at skrive på, fordi ordene skal være offentlige eller skal behage mit publikum. Enten kan man lide, hvad man læser, eller også kan man ikke – det er en ærlig sag. Men det er da klart, at jeg forsøger at tage ved lære. Hvad er det læserne gerne vil have mere af? Hvad fænger?

Og jo, præstationsangsten stikker da også sit grumme ansigt frem for mig i ny og næ. Da jeg skrev Nattens Sanger, forestillede jeg mig aldrig, at der var nogen, som skulle læse historien – jeg skrev udelukkende for min egen fornøjelses skyld. Nu ved jeg, at mine historier måske vil blive læst, hvorfor jeg gerne vil gøre mig umage, og så ender man nogle gange med at spænde ben for sig selv i stedet. Essensen må være, at jeg bliver ved med at skrive, fordi det gør mig glad, og fordi jeg ikke kan lade værre. Hvis mine skriverier så tilmed er til glæde og inspiration for andre, så bliver det da ikke meget bedre.

Nogle af os holder selv af at skrive. Hvad gav dig idéen til din serie, og hvis du skulle give et råd eller to til os, der lige mangler den gode historie, hvad skulle det så være?
Når jeg skriver, så udspringer tanken altid af min interesse for et emne eller en ide, som jeg simpelthen ikke kan slippe, men i stedet må gennemarbejde og forfølge ved at lave research og beskrive mine opdagelser med mine egne ord. Ideen bag Nattens Sanger kom først og fremmest af min lyst til at skrive en vampyrhistorie, men også at se nærmere på skæbnebegrebet. Samtidig bar jeg rundt på en stor sorg, som jeg havde behov for at bearbejde. Ord er et magtfuldt redskab til selverkendelse.

Så mit bedste råd er: Lad værre med at påtage dig at skrive noget, som du ikke føler noget for. Det bliver aldrig ægte. Erkend, hvad det er, du brænder for at fortælle og byg din historie op omkring det. At være forfatter er en konstant søgen efter inspiration – efter åbenbaring. Start med at søge inde i dig selv.

Mange tak til Christina Bonde.