4 ud af 5

“Mareridt & Myrekryb #3” af Nick Clausen

| Simone Hagemann

Titel: “Mareridt & Myrekryb #3” / Forfatter(e): Nick Clausen / Serie: Mareridt & Myrekryb #3 / Sideantal: 248 / Forlag: Facet / Udgivet: 1.9.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Historier som lusker – historier som rusker.

Historier som støder – historier som bløder.

Historier som snerrer – historier som skærer.

Syv historier, som giver dig både Mareridt & Myrekryb.

Clausens udgivelser er efterhånden nogle, jeg kun kan se frem til med glæde; og denne var ingen undtagelse. Jeg frygtede dog en smule, at jeg ville blive lidt skuffet over mængden af uhygge, da jeg jo var det i den forrige bog. Det var derfor skønt at se, at Nick bestemt har oppet sig på dette punkt i denne samling. Her er der i hvert fald på ingen måde sparet på hverken uhygge, spænding eller creepiness. Den gav mig dermed både mareridt og myrekryb, hvilket jo er lige netop det, som jeg havde håbet på.

Novellerne i denne samling var rigtig godt udtænkt, og de fleste passede også ret godt sammen. Faktisk tror jeg kun, der var én enkelt (Evig sne), som jeg ikke helt følte passede ind. Og det var bestemt ikke fordi, denne var dårlig. Jeg følte bare, den havde en lidt anden stemning til sig, end de andre noveller havde. Det var derfor også en novelle, som jeg egentlig gerne ville havde set som værende en fuld bog; det tror jeg nemlig, den havde været perfekt til.

Jeg var desuden ikke helt så vild med Et liv for en idé og Mareridt. De var egentlig begge to fine nok, men jeg synes, de haltede lidt i forhold til de andre noveller i samlingen. Det var dog mest Mareridt, som jeg ikke var super glad for. Den kom nemlig mest bare til at føles flad for mig. Jeg blev nemlig hverken fanget eller skræmt af den, og jeg var derfor lidt ligeglad med den. Til gengæld var der også historier, jeg virkelig elskede. Jeg var f.eks. helt vild med Myrekryb og Ekkohuset, som sjovt nok også begge var nogle, som jeg ville elske at se på det store lærred. De var nemlig skrevet ret filmisk, og jeg så dem derfor også tydeligt som en lille minifilm under læsningen. Samtidig var de også begge både rigtig godt udtænkt men også meget veludførte.

“Mareridt & Myrekryb #3” var altså rigtig god læsning – også selvom novellerne ødelagde min nattesøvn i flere dage efter endt læsning. For sådan skal det jo helst være med gyserhistorier.

“For enden af din pegefinger” af Kristina Aamand

| Simone Hagemann

Titel: “For enden af din pegefinger” / Forfatter(e): Kristina Aamand / Serie: – / Sideantal: 258 / Forlag: Carlsen / Udgivet: 12.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Det føles, som om det slet ikke er mig, der ligger her. Ikke tøsen fra tiende etage i parkerne. Hende, der smiler sødt til alle nabokonerne, når de taler om forlovelse, falafel og telekort til fjernopkald. Det er en anden pige, som med bankende hjerte ligger her ved siden af Thea. Og hun vil røre ved Theas hår. Og hun gør det. De ligger helt tæt ind til hinanden. Theas hånd aer pigens mave og hofte. Kysser hende igen. Denne gang med åbne bløde læber, og pigen kan mærke Theas tunge. Ben fletter sig ind mellem hinanden, og hår kilder i ansigtet. Hud mod hud. Far ville dø. Mor ville slå mig ihjel…

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente af “For enden af din pegefinger”. På den ene siden kunne den jo kun være god, når det var vinderen af Carlsens YA romankonkurrence i 2016, og samtidig også har fået rigtig gode anmeldelser. Men på den anden side var jeg bare ikke helt sikker på, den ville være noget for mig. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg havde fået en idé om, at det kunne være tilfældet. Men det havde jeg altså. Alligevel samlede jeg den op med det samme, jeg fik den i hænderne, da jeg samtidig ikke kunne vente på at begynde. Og det var faktisk først under min læsning af den, det gik op for mig, at jeg faktisk ikke havde nogen idé om dens handling. Jeg fik altså ind til den helt blind, hvilket var helt perfekt. Det gjorde nemlig, at jeg ikke på forhånd havde nogle forventninger til, hvad der ville ske. Hvilket tillod mig bare at lade mig opsluge af historien og se, hvor den førte mig hen.

“For enden af din pegefinger” behandler både indvandring og integration, krig og efterfølgerne af dette, teenageliv, kærlighed og komplicerede familieforhold. Selvom bogen er ret kort, så behandler den altså ret mange temaer, og den gør dette på fineste vis. Jeg følte virkelig, jeg kom ind under huden på Sheherazade (bogens hovedperson), og jeg lærte en hel del om kulturforskelle. Bogen fik mig derfor også til både at tænke og reflektere over netop dette, hvilket gør, at den helt klart også vil sidde fast i mig i længere tid, end den nok ellers ville. Ydermere var jeg bare virkelig vild med, hvor stærk en hovedperson Sheherazade er. Hun havde power, og var bare helt igennem sej – også på de få tidspunkter, hvor hun tvivlede på sig selv.

Jeg har dog to ting ved bogen, som gjorde, at jeg aldrig kom til at elske den fuldkommen. For det første fandt jeg den til tider en smule forceret. Det var ikke ofte, men engang imellem stødte jeg på steder, hvor tingene ikke virkede helt realistiske. Enten fordi det hele gik lidt for stærkt, eller at jeg bare ikke kunne tro på, at tingene ville udvikle sig således i virkeligheden. For det andet så fandt jeg kærlighedsdelen af bogen lidt for instalovey. Den er meget vigtig for historien at have med, men jeg følte bare, at de mødte hinanden, og to sekunder efter var de forelskede. Hvilket var lidt synd i forhold til, hvor vigtigt forholdet var for resten af bogen. Jeg tvivlede dog ikke på kærligheden mellem dem. Den overraskede mig bare lidt ved at komme så hurtig.

“Vejen til Panteon” af Boris Hansen

| Simone Hagemann

Titel: “Vejen til Panteon” / Forfatter(e): Boris Hansen / Serie: Panteon-sagaen #1 / Sideantal: 428 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 21.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

I en nær fremtid er verden blevet en anden. Samfundets svageste sendes til Zonen hvor de lever en trist tilværelse blandt grå betonblokke.

Zonen er det eneste hjem Lucas nogensinde har kendt. Men da hans bedste ven, Cassandra, pludselig forsvinder, vælger han at tage ud for at finde hende. Hans eneste ledetråd er de kryptiske noter hun skrev før hun tog af sted:

Juvelen. Brylluppet. Husk på tallet 12!

Inden længe opdager Lucas at Cassandra er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden der ikke burde eksistere. En verden fyldt med begravede hemmeligheder og ældgamle sammensværgelser. En verden hvor Panteons guder strides og Empyrias engle forsøger at forhindre en altomfattende krig.

Lucas er ligeglad med guder og engle. Han vil bare have Cassandra tilbage. Men rejsen i hendes fodspor fører ind i et spind af mysterier og løgne …

Jeg var en smule nervøs for at læse “Vejen til Panteon”. Specielt fordi jeg så inderligt gerne ville elske den, men var i tvivl om, om jeg ville komme til dette. Jeg er nemlig ikke den store fan af rigtig fantasy, og den faldt derfor en del uden for min comfort zone. Men min kæreste har i flere år rost Boris’ skrivestil og historier, og da beskrivelsen af denne lød ret tiltalende, så måtte jeg altså give den et forsøg. Især fordi Boris også selv har fået solgt bogen virkelig godt, og dermed havde fået mig gjort ret hooked på den. Og jeg er så glad for, jeg valgte at give den et forsøg. Det viste sig nemlig at være en virkelig god læseoplevelse.

Bogen gav mig lidt “Narnia”-vibe på en rigtig god måde. For selvom den mindede mig lidt om “Narnia”, så er den nemlig uden tvivl stadig helt sin egen. Der bliver til tider brugt nogle kendte elementer, som godt kan få én til at tænke på andre historier. Men dette gøres på en måde, så historien stadig kommer til at virke ret unik. Desuden er historien virkelig interessant, og jeg nød så meget at opleve den og hele universet i selskab med bogens personer. Der er ydermere godt med fart over feltet og masser af mystik og spænding, hvilket gjorde at min interesse hele tiden blev fastholdt. Jeg fløj derfor også igennem de fleste sider, og det var som om, siderne vendte sig hurtigere og hurtigere, jo nærmere jeg kom på slutningen.

“Vejen til Panteon” indeholder desuden også en god portion humor og personer, man ikke kan lade være med at holde af. Jeg var i hvert fald vild med bogens hovedpersoner. De er på ingen måde perfekte, men det er netop det, der gør dem helt fantastiske. Det gjorde det nemlig ret let at relatere til dem, på trods af de kommer ud for en hel del, som jeg på ingen måde kommer til at opleve. Bogen er desuden fyldt med litterære referencer, og man mærker virkelig Boris’ kærlighed til fantasygenren igennem den. Hvilket jeg kun fandt virkelig fedt. Jeg forstod måske ikke alle referencer, men de var alligevel med til at give bogen lige det ekstra.

Jeg er dog ikke helt forelsket i hverken denne bog eller serien endnu. Men det handler nok mest om, at jeg lige skal vænne mig til genren. For bogens historie i sig selv fejlede som sådan ikke noget, selvom jeg dog godt lidt kunne mærke, at det netop er den første bog i en serie. Man skal nemlig lige helt ind i historien og havde forklaret hele universet. Jeg er dog ret hooked, og jeg kan slet ikke vente på at læse den næste bog i serien. Jeg vil jo virkelig gerne vide, hvad der nu kommer til at ske.

“Sjælevært” af Christina Bonde

| Simone Hagemann

Titel: “Sjælevært” / Forfatter(e): Christina Bonde / Serie: – / Sideantal: 369 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 10.5.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Mit navn er Celina. Jeg var 16 år da jeg for alvor blev forelsket. I et spøgelse …

Celina er træt af skolen,  og da hun bliver røvrendt af kæresten, flytter hun hjemmefra og får job som ung i huset hos en dyrlægefamilie. Men fortiden flytter med. En fortid der rækker langt ud over Celinas eget liv og trækker hende ind i en usædvanlig og farefuld forelskelse. Inden længe må Celina indse at hun har en særlig evne som vil komme til at præge hendes liv for altid.

Det er altid en fornøjelse af læse noget fra Bondes hånd. Derfor glædede jeg mig også helt vildt til at komme i gang med at læse “Sjælevært”. Også selvom jeg egentlig ikke helt vidste, hvad den handlede om. For når det gælder Bonde, så er det lidt ligegyldigt. Jeg vidste dog, det var noget med spøgelser og kærlighed, hvilket lød som et fint nok plot. Det viste sig dog, at bogen faktisk endte med at være noget mere spændende og nervepirrende, end jeg lige havde forventet.

Det er ikke det bedste, jeg nogensinde har læst – og slet ikke fra Bondes hånd. Men jeg var totalt hooked på historien hele vejen igennem, og jeg nød i stor stil at læse bogen. Hvilket trods alt er det vigtigste. Bogen er egentlig ikke som sådan unik, men alligevel er den helt sin egen, hvilket jeg elskede den for. For selvom jeg måske godt kunne regne ud, hvad der nogenlunde ville komme til at ske i den, så formåede den alligevel at fastholde min interesse fuldkommen. Derfor fløj jeg også igennem bogen, for jeg kunne slet ikke stoppe, da jeg først var begyndt.

Historien indeholdte desuden en del mere end bare spøgelser og kærlighed. Faktisk virkede det mest af alt som en historie om at finde sig selv. Hvilket passede rigtig godt sammen med resten af bogens plot. Derudover kommer bogen med nogle fine og meget vigtige budskaber, som virkede fuldstændig naturlige. Noget jeg synes var rigtig rart at se, da nogle af de emner bogen tager op, netop kræver en form for seriøsitet. Så selvom disse emner ikke blev bearbejdet i dybden, så synes jeg stadig, de blev dealet med på en ordentlig måde.

Når det er sagt, så får bogen ikke helt den sidste stjerne. Der er nemlig et par ting, jeg ville ønske havde været anderledes. Først og fremmest er Bondes sprog normalt som en drøm. En helt fantastisk og smuk drøm. Desværre synes jeg ikke rigtig, hendes skønne sprog blev udfoldet nok i løbet af “Sjælevært”. I hvert fald ikke i forhold til, hvad jeg havde forventet. Desuden ville jeg havde ønsket, at bogens historie havde været en smule dybere. Især ville jeg havde elsket at se bogens slutning være en anelse længere. Historien kom nemlig til tider til at virke en smule forhastet, så jeg ville egentlig gerne havde haft et par hundrede sider ekstra.

“Because I Love You” af Tori Rigby

| Simone Hagemann

Titel: “Because I Love You” / Forfatter(e): Tori Rigby / Serie: – / Sideantal: 232 / Forlag: Blaze Publishing / Udgivet: 17.5.2016 / Læst på: Engelsk

Eight weeks after sixteen-year-old Andie Hamilton gives her virginity to her best friend, “the stick” says she’s pregnant.

Her friends treat her like she’s carrying the plague, her classmates torture and ridicule her, and the boy she thought loved her doesn’t even care. Afraid to experience the next seven months alone, she turns to her ex-boyfriend, Neil Donaghue, a dark-haired, blue-eyed player. With him, she finds comfort and the support she desperately needs to make the hardest decision of her life: whether or not to keep the baby.

Then a tragic accident leads Andie to discover Neil’s keeping a secret that could dramatically alter their lives, and she’s forced to make a choice. But after hearing her son’s heartbeat for the first time, she doesn’t know how she’ll ever be able to let go.

Jeg stødte tilfældigt på “Because I Love You” en dag, jeg browsede rundt på Netgalley. Jeg havde aldrig hørt om den før, men kiggede nærmere på den, da jeg ret godt kunne lide coveret og titlen. Ja, sådan kan man også godt sælge en bog til mig. 😉 Det var dog beskrivelsen, der endte med at gøre således, at jeg med det samme måtte requeste bogen. Jeg blev nemlig fuldstændig fanget af beskrivelsen og måtte derfor også have fat i bogen hurtigt.

Selvom beskrivelsen fangede mig, så var jeg dog alligevel lidt nervøs for at starte på bogen. Jeg synes nemlig ofte, jeg ser, at forfattere kan have svært ved at ramme et middelpunkt mellem, at en bog om et seriøst emne er for let eller bliver alt for alvorlig. Desværre har jeg derfor også tidligere læst YA bøger, der handlede om teenagegraviditet, men som jeg ikke var den store fan af, da bøgerne simpelthen virkede for lette. Jeg var derfor nervøs for, om denne bog ville blive på samme måde. En nervøsitet, som faktisk fulgte med et godt stykke ind i bogen, men som endte med at havde været helt ligegyldig.

Bogen var ret let et godt stykke af vejen. Men på alle de tidspunkter jeg sad og tænkte, at nu var det lidt for sukkersødt, så skete der noget, som modarbejdede sødmen. På den måde endte bogen derfor med netop at blive den helt perfekte blanding af sød og alvorlig. Noget som gjorde, at jeg virkelig kom til at holde af den.

Bogen tager virkelig mange drejninger, som jeg på ingen måde havde set komme. Hvilket er på trods af, at jeg flere gange sad og tænkte, at nu havde jeg regnet det hele ud. Selvfølgelig var der nogle ting, som var ret forudsigelige. Men der var mindst lige så mange ting, som jeg slet ikke havde forvente ville ske. En god del af slutningen kom derfor også meget bag på mig, men jeg elskede forfatteren for at tage det valg for historien, som hun gjorde. Det skabte nemlig bare endnu mere dybde.

Faktisk er det eneste negative, jeg har at sige om bogen, at den er lidt for kort. Altså den føltes ikke nødvendigvis for kort, men jeg er sikker på, den havde været endnu bedre, hvis den havde været 50-100 sider længere. Efter min mening kunne det nemlig havde været med til at gøre således, at alle aspekterne af historien var blevet udforsket lidt mere. Hvilket, jeg er sikker på, ville havde gjort således, at bogen straks var blevet en ny yndlingsbog for mig. Der manglede nemlig lige det sidste for, at jeg sådan rigtig kunne elske den. Jeg nød dog alligevel læsningen virkelig meget.