Status på bogudfordringer

UdklipDet var egentlig meningen, at dette indlæg skulle være kommet i starten af april, men det var lidt som om, det ikke skete. I får det derfor i stedet nu, selvom jeg selvfølgelig har fået læst en del siden, det skulle have været lavet.

I dag skal det handle lidt om mine bogudfordringer for i år, da jeg synes, det er rart, lige at få et overblik over, hvordan de egentlig går for mig. Vi starter med TBR 2014 og derefter Goodreadsudfordringen.

2014 TBR Pile Reading Challenge
For det første har jeg lavet en lille ændring i denne udfordring, jeg har nemlig valgt at skifte Norkraft af Jakob Ejersbo ud med Flagermusmanden af Jo Nesbø. Ikke fordi jeg ikke gerne vil læse Norkraft, men fordi jeg har opdaget, at skriften i min udgave er virkelig lille, og det orker ikke helt i øjeblikket. Desuden har jeg prøvet at læse Flagermusmanden op til flere gange, men er aldrig kommet igennem den, så i år skal det være. Specielt fordi jeg lidt håber på, det kan motivere mig til også at læse nogle af de andre bøger i serien.

For det andet går denne udfordring mildest talt ikke super godt. Jeg har nemlig endnu kun fået læst én bog fra udfordringen, hvilket, jeg selv synes, er alt for lidt på dette tidspunkt. Jeg håber dog på, at få læst en god del af bøgerne i sommerferien. Derudover har jeg alligevel fået læst en god del bøger, som jeg har haft stående i noget tid, og bøger som jeg længe har ville genlæse. Så jeg tror egentlig, det går rimelig godt alligevel med denne udfordring – jeg er bare dårlig til at holde mig til de titler, som jeg har udvalgt.

Goodreads 2014 reading challenge
Denne udfordring går i modsætning til den anden virkelig godt! Sidste år læste jeg ligepræcis 50 bøger, og med lidt mere fritid i år valgte jeg at sætte mit mål til 75. Det, kan jeg dog tydeligt se, var for lidt. Jeg er nemlig allerede 73% igennem denne udfordring, hvilket vil sige at jeg har læst 55 bøger i år.

Jeg regner derfor med snart at sætte mit mål op. Jeg er dog stadig lidt i tvivl om til hvad, da jeg på ingen måder havde regnet med, at jeg ville få læst så mange bøger i år – og da slet ikke før sommerferien. Jeg tror dog, jeg starter ‘småt’, og sætter den op til 100 bøger, og altså dobbelt så meget som jeg læste sidste år. Så må vi se, hvornår jeg når dette mål, og hvad jeg vælger at sætte det op til bagefter. For nå målet på 100.. Det vil og kan jeg sagtens nå.

Har I nogen bogudfordringer for i år? Og hvordan klarer I jer i dem?

2014 TBR Pile Reading Challenge #1: Udvalgte bøger

Jeg har gennem det sidste stykke tid gået og kigget på min reol, for at finde ud af, hvilke 10 bøger, jeg skulle udvælge. Jeg har alt for mange ulæste bøger i reolen, så det har ikke været helt let at vælge. Nu tror jeg dog, jeg er nået frem til de 10 bøger, som jeg i hvert fald virkelig gerne vil nå at læse i år 2014. Min liste kan ses herunder, og i topmenuen en af de nærmeste dage.

  • 1984 af George Orwell
  • Det gyldne kompas af Philip Pullman
  • Dinosauerens fjer af Sissel-Jo Gazan
  • Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee
  • Hypnotisøren af Lars Kepler
  • Jordemoderen fra Hope River af Patricia Harmann
  • Luk øjnene af John Verdon
  • Misery af Stephen King
  • Nordkraft af Jakob Ejersbo
  • Shadow Army af Thomas Rathsack

2014 TBR Pile Reading Challenge

For ca. en måned siden skrev Irene et indlæg om, at hun næste år deltager i denne challenge, og efter at have tjekket den lidt nærmere ud, var jeg fuldstændig overbevist om, at jeg også måtte deltage.

Challengen går i alt sin enkelthed ud på, at man skal have læst nogle af alle de bøger, man køber eller får, som bare kommer op på hylden og samler støv. Og sådanne bøger har jeg efterhånden alt for mange af! Jeg tænker derfor, at denne challenge vil være rigtig god, til at få læst nogle af alle disse bøger – for jeg vil jo virkelig gerne have dem læst. Selvom jeg har rigtig mange ulæste bøger i min reol, vil jeg dog ikke sætte mit mål alt for højt. Jeg starter derfor, præcis som Irene, også ud med at sætte mig det mål, der hedder “A Firm Handshake”. Man kan nemlig ikke rykke sit mål ned, men man kan sagtens rykke det op, hvis nu det bare kører. Jeg har derfor valgt dette mål, da det betyder, at jeg bare skal læse 1-10 bøger, som samler støv på hylden. Og det mål skal jeg altså kunne nå (ellers skal jeg vidst ikke købe flere bøger!).

For at gøre det mest overskueligt for mig selv, har jeg valgt, at jeg vil lave en liste over de 10 bøger, jeg gerne vil have læst. Jeg har dog samtidig valgt, at jeg gerne må skifte ud i bøgerne, hvis der nu lige er en anden bog på hylden, som jeg har mere lyst til. Listen kommer (selvfølgelig) inden året er omme, og vil kunne ses i min menu. Vil I læse mere om challengen, eller deltage i den, så kan I det her (eller ved at trykke på billedet).