Status over min læsning i 2014

Status over min læsning i 20142014 er slut, og vi er trådt ind i det nye år. Hvilket betyder, det er tid til at gøre status over min læsning i det forgangne år. 2014 var et helt fantastisk læseår for mig. Jeg fik læst så mange helt fantastiske bøger, og tilføjet en del nye yndlingsbøger til min liste. Desuden opdagede jeg skønne nye forfattere, som jeg håber og glæder mig til at læse endnu mere af i det kommende år.

2014 blev det år, hvor jeg læste flere bøger, end jeg nogensinde har prøvet før. Faktisk tredoblede jeg næsten mit antal af læste bøger fra sidste år, hvilket jeg finder fuldstændig fantastisk, men stadig ikke helt forstår. Jeg fik nemlig læst hele 146 bøger (og en masse issues af comics, som jeg ikke har talt med på Goodreads, hvor mit tal er fra). Desuden fik jeg læst hele 39243 sider, hvilket svarer til ca. 107 sider om dagen i gennemsnit, og jeg nåede dermed også mit mål med, at læse 100 sider om dagen, hvilket er jeg helt utrolig glad for.

Sidste år besvarede jeg et ‘tag’ fundet hos Sort Tale (se mine svar her), og dette vil jeg også gøre i år. Først vil jeg dog lige sige, at der selvfølgelig også kommer en top 14 over mine læste bøger i 2014, og en oversigt over hvordan mine læseudfordringer gik i det forgangne år. Disse kommer engang senere på måneden, men lad os nu komme i gang med dette tag.

Jeg har valgt ikke at tage genlæsninger med i min besvarelse af dette tag, da jeg hellere vil fremhæve de bøger, som jeg læste for første gang i 2014.

1. Den bedste bog læst i 2014?
Dette spørgsmål er altid så svært at svare på, og i år føles det virkelig bare endnu sværere. Jeg har nemlig læst nogle helt fantastiske bøger, og flere af disse har virkelig fortjent denne plads, især fordi flere af dem virkelig tog mig med storm. Én af disse gjorde dog noget ved mig, som ingen af de andre gjorde, og jeg tænker stadig på den stort set hver dag, selvom det er nogle måneder siden, jeg læste den. Denne bog er Maybe Someday af Colleen Hoover.

2. En længe ventet bog som mod al forventning skuffede?
Jeg havde glædet mig helt vildt til at læse Rum af Emma Donoghue, og havde så store forventninger til den, da det lød som en bog, jeg virkelig ville kunne lide. Desværre skuffede den mig helt vildt, idet jeg både fandt den kedelig og aldrig rigtig følte, jeg kom ordentlig ind i den.

3. Mest overraskende bog i 2014?
Jeg vakler ret meget mellem to forskellige bøger her. Begge bøger som jeg ikke vidste helt så meget om, før jeg gik i gang, men som jeg virkelig endte med at holde rigtig meget af. Den ene er Shadow Army af Thomas Rathsack og den anden er Forbandede yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky, som ender med at vinde denne kategori. Som især vinder fordi den virkelig satte sig fast i mig, og samtidig var det en bog, som jeg læste ud i én kør, da jeg slet ikke kunne lægge den fra mig.

4. Den bog du oftest har anbefalet i 2014, som også er læst i 2014?
Vores ø af Tracey Garvis-Graves. Ingen tvivl der! Men det er virkelig også en helt fantastisk bog, som jeg virkelig vil anbefale til alle, der endnu ikke har læst den. Eller faktisk også til dem, der allerede har gjort det; jeg kunne i hvert fald sagtens genlæse den igen snart.

5. Den bedste serie opdaget i 2014?
Nattens Sanger af Christina Bonde! Den trilogi var simpelthen så fantastisk, og jeg ville nærmest ønske, at jeg endnu ikke havde læst den, så jeg kunne læse dem fra ny igen. Jeg blev i hvert fald fuldstændig fanget af den, og ville så gerne have haft mange flere bøger i serien.

6. Den bedste forfatter opdaget i 2014?
Det må være Ginger Scott. Jeg kendte intet til hende før 2014, men har læst to bøger af hende i løbet af året, og begge bøger blev straks nogle af mine ultimative favoritbøger efter endt læsning. Desuden glæder jeg mig helt utroligt meget til at læse meget mere af hendes.

7. Den bedste bog som ikke var inden for din sædvanlige comfort zone (genre)?
Efter at have kigget mine læste bøger igennem, så må jeg indrømme, at jeg ikke rigtig har læst bøger uden for min comfort zone i 2014. Om det er mig der er kedelig, eller om jeg bare læser så bredt, at det meste falder inden for min comfort zone, det ved jeg ikke rigtig. Men hvis jeg skal sige noget, så må graphic novels/comics være en lille smule uden for mit comfort zone, og når jeg kigger på dem, jeg har læst i 2014, så var Sex Criminals, Vol. 1 af Matt Fraction og Chip Zdarsky virkelig den bedste.

8. Mest spændende bog i 2014?
Intet slår Carter hvad angår spænding. Så selvfølgelig vinder Ondskab af selv samme denne kategori. Det var virkelig en vildt spændende bog!

9. En bog læst i 2014 som højst sandsynligt vil blive genlæst i 2015?
Maybe Someday af Colleen Hoover. Jeg læste Maybe Not i starten af december, og fik med det samme lyst til at genlæse Maybe Someday, så det skal uden tvivl gøres i 2015.

10. Yndlings cover i 2014?
Jeg har været vild med, ret mange af de bøger jeg har læst i års cover. Og har faktisk ret svært ved at vælge mellem dem, da der er så mange skønne. Jeg tror dog, at coveret til Say Her Name af James Dawson vinder. Det passer nemlig rigtig godt til bogen, og samtidig giver det mig virkelig lyst til at (gen)læse bogen. Desuden synes jeg, farverne passer rigtig godt sammen, og jeg elsker skriften på spejlet.

11. Mest uforglemmelige karakter i 2014?
Ove fra En mand der hedder Ove af Fredrik Backman. Han var simpelthen bare fantastisk og helt uforglemmelig. Selvom jeg har glemt en god del af bogens handling, så husker jeg Ove tydeligt, og jeg er sikker på, han vil blive i mine tanker længe.

12. Den mest velskrevne bog læst i 2014?
Det må være Sandheden om Harry Quebert-sagen af Joël Dicker. For det første var sproget simpelthen så godt, og for det andet var historien fuldstændig fantastisk. Desuden fandt jeg bogens historie virkelig inspirerende, hvilket jeg føler, kræver en hel del af en forfatter for at kunne.

13. Bogen med størst indflydelse i 2014?
Det må være Stadig Alice af Lisa Genova. Den fik mig i hvert fald virkelig til at tænke på, hvor vigtigt det er at leve livet, mens man kan. Desuden er alzheimers virkelig sådan en forfærdelig sygdom, for både den der rammes af den og for de pårørende, så jeg er rigtig glad for at have læst en bog, som dealer med dette. Og som gør det på helt fantastisk vis.

14. En bog som burde være læst før 2014?
Peter Plys af A.A. Milne. Jeg havde aldrig før læst den originale historie, men det burde jeg virkelig have gjort. Jeg elskede i hvert fald hvert sekund i selskab med bogen.

15. Yndlingscitat/passage læst i 2014?

“Jeg vil gerne have, at alle møder dig. Du er min yndlingsperson i hele verden.” – Eleanor og Park af Rainbow Rowell.

“Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentligste er usynligt for øjet.” – Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry.

“The only difference between falling in love and being in love is that your heart already knows how you feel, but your mind is too stubborn to admit it.” – Maybe Not af Colleen Hoover.

“It takes ten times as long to put yourself back together as it does to fall apart.” – Mockingjay af Suzanne Collins.

“At one point, there would simply be no point.” – Stadig Alice af Lisa Genova.

16. Korteste og længste bog læst i 2014?
Den korteste bog jeg har læst i år, som hverken er en graphic novel, novelle (kort eller lang) eller børnebog må være Liwervalls UNIvers af Glenn Enrico Buhl Liwervall på 73 sider. Hvis de andre tælles med, så må det dog vidst nok være Det er min elg af Oliver Jeffers på 32 sider. Den længste bog jeg læste i 2014 var uden tvivl Sandheden om Harry Quebert-sagen af Joël Dicker på 704 sider.

17. Yndlingsbog af en forfatter som du kendte før 2014?
Ondskab af Chris Carter. Hvordan kan det være andre? Det er i hvert fald min yndlingsbog af en forfatter, som jeg kendte og havde læst noget af før 2014. Det var virkelig en fantastisk bog, og faktisk tror jeg endda, det er blevet min yndlings Carter bog.

18. Mest læste genre i 2014?
Jeg har ret svært ved at svare på dette i år, da jeg ikke rigtig føler, der har været én bestemt genre, som jeg har læst mest. Men jeg gætter på, at det nok er contemporary (romance?) – jeg føler i hvert fald, jeg har læst en del bøger i denne genre i løbet af 2014.

19. Nyeste fiktionscrush fra 2014?
Jeg forelskede mig i flere fiktive karakterer i løbet af 2014, men især to står virkelig ud i min hukommelse. Den ene er Lucas fra Kys mig langsomt af Tammara Webber, og den anden er Ridge fra Maybe Someday af Colleen Hoover. Og da de begge er alt for perfekte, vil jeg slet ikke prøve at vælge mellem dem 😉

20. Den sjoveste bog læst i 2014?
Weird Things Customers Say in Bookshops af Jen Campbell. Alt for sjov og simpelthen så hyggelig at læse for en bogelsker.

Hvordan gik jeres læsning i 2014? Fik I læst, hvad I ville? Hvilke bøger husker i bedst fra det forgangne år, og hvilke(n) var jeres yndlings?

6 thoughts on “Status over min læsning i 2014

  1. Jeg elsker også En mand som hedder Ove. Hvis du falder over Fredrik Backmans andre bøger, så kan du glæde dig. De er vidunderlige! 🙂
    Godt Nytår!

    1. Jeg læste også “Britt-Marie var her” i 2014 og elskede den! Desuden kan jeg slet ikke vente på, at læse endnu flere af hans bøger. Han skriver simpelthen så godt 🙂
      Tak og i lige måde 🙂

  2. Sikke en fin blog!
    Jeg er vildt imponeret over alle de sider og bøger, du har læst!
    Min absolut yndlingsbog sidste år var Forbandede Yngel – jeg fik den i gave, og den tiltalte mig egentlig ikke. Men så HAPS læste jeg den i et skønt hug. Jeg synes, den er vanvittig god.
    Og på børnesiden må jeg nok indrømme, jeg blev helt vild med Brune. Det er simpelthen en fantastisk bog!

    1. Tak. Jeg er glad for, du kan lide den 🙂
      “Forbandede Yngel” er simpelthen også så god. Jeg fik den også ind af døren – begyndte på den, og rejste mig ikke fra sengen igen, før jeg havde læst den færdig.
      Jeg har ikke selv læst “Brune”, men den ser ret fin ud 🙂

  3. Der er så mange bøger du nævner som jeg slet ikke har fået læst! Jeg regner dog med at skifte bekendtskab med Ove den her måned, og det bliver også i år jeg får påbegyndt Chris Carters serie 🙂

    1. Åh, jeg glæder mig så meget til at høre, hvad du synes om både Ove og Carter. Jeg håber virkelig, du vil komme til at elske begge dele ligeså højt, som jeg selv gør 🙂

Skriv et svar til Simone Hagemann Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *