“Prepper” af Lise Bidstrup

PrepperTitel: “Prepper”
Forfatter(e): Lise Bidstrup
Serie:
Sideantal: 186
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 10.10.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Når den helt store katastrofe rammer Jorden, vil millionvis af mennesker dø. Men der findes grupper, som forbereder sig til denne dag. Folk, der ikke bare vil sidde stille og vente på katastrofen. Daniel og hans familie gør sig klar til den endelige katastrofe, så de er parate, når den rammer. Så parate som man kan blive, i hvert fald… For når dommedag kommer , kan man ikke forudsige, hvad der vil ske, og man kan slet ikke forudsige, hvordan folk vil reagere. Heller ikke, selv om man har forberedt sig til det hele sit liv.

Jeg havde ikke de store forventninger til bogen, da flere af de bogbloggere, jeg plejer at være rimelig enige med, ikke har været særlig begejstret for den. Jeg var dog alligevel ret spændt på historien, da den lød ret spændende.

Jeg var ikke blæst fuldkommen bagover af bogen, men jeg nød læsningen ret meget alligevel. Bogens slutning er meget (!) forudsigelig, og jeg tror, jeg havde gættet den inden for de første 10 sider. Alligevel sad jeg til sidst og blev lidt i tvivl om, om jeg nu havde gættet rigtigt.

Bogens sprog irriterede mig en smule i starten, da jeg kom til at lægge for meget mærke til skrive/tastefejl, men jeg endte faktisk med at blive ret glad for det. Skrive/tastefejlene blev færre og færre, og sproget fik læsningen til at flyde så dejligt let.

Bogens inddeling havde dog også en del med den flydende læsning at gøre. Bogen er inddelt i rimelig korte kapitler, der skifter mellem at fortælle om henholdsvis nu- og fortiden. Dette, synes jeg, fungerede rigtig godt. Det gjorde mig i hvert fald virkelig nysgerrig, og gav mig hele tiden lyst til at læse videre.

Jeg kunne ret godt lide bogens personer, og specielt hovedpersonen var jeg ret begejstret for. Han virkede bare så virkelig – og jeg følte virkelig, jeg kunne mærke ham gennem bogens sider. Personerne kunne dog godt have brugt et par hundrede sider mere at udvikle sig på.

I det hele taget, ville jeg have ønsket, at bogen var en del længere. Jeg var virkelig vild med historien, men jeg synes, det lave sideantal fik bogen til at virke forkortet. Jeg ville i hvert fald gerne have læst meget mere om både for- nu- og fremtid.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5

 

2 thoughts on ““Prepper” af Lise Bidstrup

  1. Min oplevelse af bogen minder en del om din. Jeg kunne egentlig godt lide oplægget ved bogen, men jeg savnede dybde og længde. Som børnebog er den nogenlunde, men jeg vil ikke anbefale den til voksne – der skal i så fald tilføjes flere detaljer, mere plot og mere personudvikling.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Jeg manglede lige netop også dybde og længde. Så jeg vil give dig ret i, den er rimelig god som børne/ungdomsbog, men at den mangler noget for at kunne tilfredsstille de voksne læsere ordentligt 🙂

Skriv en kommentar