Om nøje at udvælge og planlægge sine bogkøb

Om nøje at udvælge og planlægge sine bogkøbDet kan måske godt se ud som om, jeg nogle gange bare køber en bog, fordi jeg lige ser den, og den lyder god. Og ja, det sker da nok også nogle gange, men for det meste er mine bogkøb virkelig gennemtænkte, og hvilke bøger jeg har købt nøje udvalgt.

Jeg bruger timevis, eller rent faktisk ofte dage på at udvælge, hvilke bøger jeg skal købe næste gang. Jeg laver lange lister, og tjekker beskrivelser og bedømmelser på Goodreads samt læser forskellige reviews af bøgerne. Desuden bruger jeg også lang tid på at finde ud af, hvad prisen er forskellige steder, og hvor jeg kan få den billigst muligt.

Oftest er et bogkøb for mig altså ikke bare et bogkøb. Der ligger en meget lang udvælgelsesproces bag, der gør at jeg altid er virkelig begejstret for alle bøger, jeg køber. Også selvom de måske står ulæste i min reol længe, for selvom jeg ikke får dem læst med det samme, så nyder jeg alligevel f.eks. at se dem som en del af min bogsamling. Desuden kan jeg så bare gå og glæde mig til dem i endnu længere tid, hvilket altså også er en rar ting at kunne.

Selvfølgelig ville jeg elske at læse alle de bøger, jeg køber, idet de kommer ind af døren. Men det ville oftest kræve, at jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne, og ikke laver andet end at læse et par dage. Det er nemlig også ret sjældent, at jeg køber én bog ad gangen. Især fordi jeg ofte shopper online, og der kan det altså bedst betale sig med fragt, at man køber en (lille) bunke.

Der er dog ogs tidspunkter, hvor mine bogkøb er mere eller mindre impulskøb. Det er f.eks. ikke altid let at planlægge, hvad man kommer hjem med fra genbruger og loppemarkeder. Altså jeg planlægger oftest på forhånd, hvad jeg skal kigge efter, men støder jeg på en spændende bog undervejs, så kan den godt ryge med hjem, hvis den er billig nok. Men det synes jeg også, der skal være plads til. Jeg ville jo f.eks. aldrig gå ind i en genbrug eller tage på loppemarked, hvis det ikke var fordi, jeg på forhånd havde bestemt mig for, at det var fint nok at købe noget, hvis jeg faldt over noget/bøger, der bare måtte med mig hjem.

Planlægger I også jeres bogkøb nøje og over længere tid? Eller er I lidt mere spontane?

24 thoughts on “Om nøje at udvælge og planlægge sine bogkøb

  1. Jeg er ikke særlig god til at planlægge, for ofte er det meget spontant, hvad jeg lige har lyst til at læse. Jeg føler mig altid enormt presset, når der er rabat på f.eks. saxo i 2 dage, for jeg føler jeg bør finde et par bøger, men når jeg ikke har en liste, så er det jo svært. Eller det vil sige jeg har en liste, men det er bare over alle bøger jeg sådan lige kommer i kontakt med. Så der er ikke en prioritering. Måske man skulle dyrke det lidt mere. 🙂

    1. Ej, hvor sjovt. Jeg er lige omvendt af dig 🙂 Jeg plejer ret ofte netop at vente på, at Saxo f.eks. har en eller anden form for rabat, og så køber jeg de bøger, som jeg har overvejet længe 🙂

      Jeg har dog heller ikke som sådan altid en liste, men så alligevel lidt. I mit hoved er der for det meste nogle bøger, som jeg virkelig gerne vil læse snart, og det er oftest disse, som det står mellem, når jeg skal købe nye bøger 🙂

  2. Jeg er 123% spontan i mine bogkøb, haha. Men nu shopper jeg også primlrt i genbruger og når jeg endelig køber bøger er det som oftest i udlandet hvor det ikke rigtig er til at sige med udvalget 🙂

    1. Haha, ligefrem 123% spontan 😛 Men ja, det har ofte noget at sige, at man f.eks. oftest shopper i genbruger – der kan man jo netop ikke forudsige udvalget, og så er der en god mulighed for, man kommer hjem med noget, man slet ikke havde planlagt 🙂

  3. Jeg er mere overvejende i mine køb nu, end jeg var før i tiden.
    Da jeg var yngre der købte jeg nærmest alt der så kønt ud, havde et ord på bagsiden jeg brød mig om eller var billigt. Hvorimod jeg nu (føler jeg i hvert fald selv), er blevet meget bedre til at udvælge bøger jeg rent faktisk vil læse, eller som rent faktisk har interesse.

    Nogle gange ligger jeg også en stak bøger i kurven på Saxo og hvis det stadig er de bøger jeg tænker på en lille uges tid senere, så er jeg ret sikker på det er bøger jeg må have. 😀

    1. Jeg har også haft perioder, hvor der kom en del med hjem, fordi de lige lød spændende i øjeblikket, og samtidig var for billige til at lade være. Og det smutter da også engang imellem stadigvæk – men overordnet føler jeg også, jeg er blevet bedre til at udvælge og planlægge 🙂

      Den laver jeg også. Jeg synes nemlig også, det er en rigtig god måde at gøre det på – så er man nemlig ret sikker på, det skal være dem, når man beslutter sig for at købe 🙂

  4. Jeg er begyndt at lave en ønskeliste på Saxo og så er jeg medlem en måned af plusmedlem og køber så ind af måde nye og kommende bøger

    1. Åh, smart med ønskeliste på Saxo. Jeg har flere gange prøvet at lave en, men jeg får den bare ikke brugt. Måske skulle jeg prøve igen? Det lyder i hvert fald som en god idé, at have de bøger, man ønsker sig samlet ét sted 🙂

  5. Jeg smider som regel et par bøger i indkøbskurven på Saxo som er “MUST BUY LIGE NU”, og hvis det stadig er de bøger jeg vil have når jeg har penge til det, så er det dem jeg køber! Kurvens indhold kan så nå at ændre sig undervejs 😀

  6. Er vi i familie med hinanden? Jeg gør i hvert fald fuldstændig som dig 🙂
    Det er så også ekstra udtalt i år, hvor jeg – for at motivere mig selv yderligere – kun må købe én bog for hver tredje ulæste bog fra boghylderne, jeg får læst. Det gør det ekstra spændende og ekstra vigtigt at udvælge de bøger, jeg ‘må’ købe. Men der er stadig plads til et enkelt spontanindkøb i ny og næ.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Haha, måske? 😛 Ej, men det er altså også en god måde at gøre det på – det mindsker i hvert fald ‘fejlkøb’ (man kan selvfølgelig stadig komme til at købe en bog, man ikke kan lide, når man læser den) en del 🙂

      Det lyder også endnu vigtigere virkelig at planlægge sine bogkøb, når du kun må købe én bog for hver tredje læst. Her skal man jo netop virkelig udvælge, hvad det er, man gerne vil have hjem. Det lyder dog også godt, at der er plads til lidt spontanitet engang imellem. Jeg er i hvert fald overbevist om, det gør det hele lidt sjovere – og måske kunne den spontane bog gå hen og vise sig at blive en ny favorit 🙂

  7. Sikke et dejligt indlæg om at købe bøger. Jeg har det ligesom dig med mine bogindkøb. Jeg bruger også ofte dage på at bestemme mig til den helt rigtige bunke med bøger. Jeg er blevet rigtig glad for Saxos plus medlemskab – måske nok lidt for glad 🙂

    1. Jeg er glad for, du kunne lide det 🙂

      Haha, Saxos plusmedlemskab er altså også virkelig godt! Det er jo helt utroligt, så billige bøgerne er med det. De 50 kr. har i hvert fald meget hurtigt ‘tjent’ sig ind igen – det kræver jo nogle gange kun, at man bare køber én bog 🙂

  8. Jeg er faktisk blevet mere impulskøber vedr bøger de sidste 5 års tid. Det hænger nok sammen med at jeg ikke bestiller så mange igen online, medmindre det er til studiet, forfattermøder eller et tilbud jeg ikke kan sige nej til.

    Det hænger nok meget sammen med at jeg er begyndt at købe flere brugte bøger og bliver inspireret til hvad de har på hylderne istedet for at bestille hjem. Jeg bruger ligesom dig en del tid på at se hvad jeg kunne være interesseret i at læse online og da Amazon sendte gratis til Danmark, overvejede jeg min indkøbskurv flere gange før jeg trykkede mig videre.

    Jeg har både lister i Word-dokumenter over bøger jeg hører om på Youtube, Goodreads og ikke mindst andre bloggere, men også i notesbøger hvor jeg har klassiske forfattere og yndlingsforfattere stående samt kryds ud for dem som jeg allerede ejer. 🙂

    1. Selvom du skriver, du er blevet mere impulskøber, så lyder det alligevel som om, du overvejende planlægger dine bogindkøb ret nøje. Eller i hvert fald har en idé om, hvad du gerne vil have købt på et tidspunkt, når du støder på det 🙂

      Det kan dog være rigtig svært at planlægge, hvis man oftest køber brugt. Man kan jo netop ikke på forhånd vide, hvad man støder på i f.eks. lige netop den genbrug 🙂

  9. Jeg overvejer også min bogkøb ret grundigt. Jeg kan godt li at passe på mine penge, så når jeg vil bruge dem på bøger, så SKAL det være bøger som jeg har lyst til at læse. Så for det meste er de bøger jeg køber overvejet længe – og så er der lige de der enkelte impulskøb når der er tilbud og ved brugte bøger.

    1. Det lyder som om, vi køber bøger på lidt samme måde. Jeg er nemlig heller ikke helt så god til at bruge penge, og overvejer for det meste altid længe, om jeg vil bruge dem på lige netop det, jeg har i tankerne – lige indtil min kæreste bliver træt af at høre på mig, og kommer og siger, at jeg bare skal købe det 😉

  10. Jeg er nok lidt en blanding 🙂
    Hvis der er tale om nye bøger, så bruger jeg ligesom dig gerne timevis på at undersøge, og gemmer gerne i kurven i meget lang tid inden jeg beslutter mig for om jeg vil købe en bestemt bog.
    Til gengæld har jeg en fantastisk 2nd hand boghandel, som jeg kommer i et par gange om måneden, som ofte har meget fine bøger til €2-4 (også næsten nye hardbacks), og så er jeg altså ikke god til at holde mig tilbage, og ender tit med en stak 🙂 Og så er udvalgsprocessen ofte noget mindre gennemtænkt 🙂

    1. Det er altså også svært at udvælge og planlægge alt for meget, når man køber brugt. Som skrevet tidligere, så kan man jo netop ikke på forhånd vide, hvad man støder på. Desuden bliver man nok ofte lidt mere eksperimenterende (det gør jeg i hvert fald), når bøgerne er billige. Så føler jeg i hvert fald ikke, det er helt så slemt, hvis jeg ender op med ikke at kunne lide en af de købte bøger 🙂

  11. Tidligere købte jeg bøger udelukkende pr. impuls, men nu er jeg virkelig begyndt at tænke mere over det. Ved årsskiftet indførte jeg et “bogkøbestop” der nu for alvor begynder at virke. Det er nu ikke fordi jeg har holdt det manisk, lad mig sige det sådan, og det har egentlig heller aldrig været planen. Men ved at prøve at lave en begrænsning til én bog om måneden har jeg fået tvunget mig selv til at tænke lidt mere over mine køb og dét var egentlig bare det jeg ville nå frem til. Jeg købte alt for mange bøger der stod alt for længe ulæste eller endte med at blive sendt videre til sidst, stadig ulæste, så at jeg nu tænker lidt mere over købene, gør at jeg får læst langt flere bøger fra reolerne og dét er jeg glad for. 😀

    1. Det lyder som en rigtig god måde at gøre det på. Især når du rent faktisk også kan se, at det virker, og at du rent faktisk får købt nogle bøger, som du virkelig er glad for, og som ikke bare står ulæste i reolen indtil, de bliver sendt videre 🙂

  12. Jeg køber næsten eksklusivt på impuls … det er kun hvis bogen er dyr (300-ish), jeg planlægger lidt ^^’ til gengæld har jeg heller ingen lister af bøger jeg gerne vil eje.

    1. Her kommer mit planlæggergen virkelig op i mig, og jeg tænker med det samme: “Jamen, hvordan finder du så ud af, hvad du vil købe?” 😛 Men det er vel bare noget med, at du støder på en bog, og hvis den lyder god, så kommer den med hjem? 🙂

Skriv et svar til Kathrine Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *