Nyt i reolen #68: Oktober

En smule forsinket kommer her min book haul for oktober. Og det er endnu en stor omgang! Men det er det jo for det meste om efteråret. Der udkommer jo rigtig mange bøger, og flere af udgivelserne finder selvfølgelig også herhjem. Selvom jeg dog har holdt mit bogindkøb ret nede i denne måned. I hvert fald i forhold til, at nomineringen til Danish Book Blog Award kom med et års gratis platinmedlemsskab til Plusbog. De har jo virkelig billige bøger, og med fri fragt er det ret svært at sige nej.

Det er derfor også ret utroligt, at jeg faktisk kun har købt tre bøger i løbet af oktober (okay fire – men den fjerde er ikke nået frem endnu). De tre bøger, jeg købte, var henholdvis “Forvandlet” af Mårten Melín, “Oprør i Æselgade” af Christian Tielmann og “Det forladte hus” af Ewa Christina Johansson. Jeg kendte intet til bøgerne, før jeg tilfældigvis stødte på dem på Pludbog. Men de lød alle tre ret (u)hyggelige, og samtidig gav jeg kun samlet 27,70 kr. for de tre bøger. Hvilket er en pris, hvor det er okay, hvis jeg ender med ikke at kunne lide dem.

Der er også kommet lidt flere børnebøger hjem til hylderne og Tims voksende bibliotek i løbet af måneden. Først og fremmest har Alvilda sendt mig “Lasse-Leif – DM i æbleskiver” af Mette Finderup og Annette Carlsen og “Doktor Proktor redder julen…?” af Jo Nesbø. To julebøger som begge ser ret sjove ud. Fra Chr. Winther har jeg modtaget “Verdens rigeste mand og hans tro tjener Boris”, som jeg har skrevet en kort anmeldelse af lige her. Politikens Forlag har sendt mig Johanne Barsfords nyeste malebog, som også indeholder et rigtig fint eventyr; “Ivy og blæksommerfuglen”. “Voksenlivet er en myte” af Sarah Andersen har Cobolt været så søde at sende til mig, og det er sådan en bog, man ikke kan andet end at holde af.

Oktober bød både på velkomstmøde hos The Fantasy Fellowship: Aalborg og Bogbyttemarked, og til begge begivenheder kom der lidt bøger med hjem. Til velkomstmødet fik jeg bl.a. “Snigmorderens lærling” og “Kongelig snigmorder” af Robin Hobb samt “En konges vej – del 1” af Brandon Sanderson (sponsoreret af de respektive forlag). Bogbyttemarked var mest indbringende på børnebogsfronten, men jeg snuppede også “Mørkets søn” og “Grænselandet” af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl med hjem. Nu må det nemlig snart være på tide, jeg får begyndt på serien, som jo har fået vildt meget ros.

Flamingo er i gang med at udgive en del af Nora Roberts bøger, hvoraf “Besat” er den senest udkomne. Jeg ved ikke helt, hvad den handler om, men jeg bliver mere og mere lun på Roberts forfatterskab, jo flere af hendes bøger der indfinder sig i min samling. Fra Lovebooks har jeg modtaget “Archers stemme” af Mia Sheridan, som jeg har hørt virkelig meget godt om, og som faktisk også længe har stået på min TBR. Sidst men ikke mindst har vi, hvad der nok er én af de mest hypede bøger i øjeblikket. Det er nemlig “Skildpadder hele vejen ned” af John Green, som Høst & Søn har været så søde at sende mig. Jeg er endnu ikke gået i gang med den, men jeg glæder mig helt vildt! Jeg elsker nemlig de fleste af Greens bøger, og denne skulle også være helt fantastisk.

Hvilken boglig tilføjelse er den bedste, du har gjort til din samling i oktober?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *